I forbindelse med tirsdagens åbning af Folketinget havde TV 2 Fyn bedt en række fynske kommunalpolitikere om at stille et spørgsmål til de fynskvalgte folketingspolitikere på Christiansborg.
På den måde kunne de fynske kommunalpolitikere komme med ønsker til, hvad politikerne på Christiansborg kan gøre bedre på Fyn i det kommende folketingsår.
Herunder har TV 2 Fyn i kronologisk rækkefølge samlet spørgsmålene fra Fyn og svarene fra Christiansborg:
Flere penge til det specialiserede område
Et af ønskerne fra både Lea Haahr (SF) fra Faaborg-Midtfyn Kommune og Mette Kristensen (V) fra Svendborg var bedre vilkår og flere penge til det specialiserede område.
Ifølge Mai Mercado (K) handler det dog ikke om flere penge, men om at prioritere bedre i kommunerne.
- Jeg savner omvendt fra kommunalpolitikerne, at de tager opgaven på sig. Jeg har som tidligere socialminister mange gange oplevet, hvordan der er familier, som har behov for hjælp, og som ikke har fået den hjælp, de havde krav på, siger Mai Mercado (K).
- I finanslovsforslaget er der sat flere penge af, men jeg vil give Mai Mercado ret i, at der bliver brugt rigtig mange penge - over 50 milliarder kroner sidste år - så det er et enormt udgiftstungt område, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).
Hjælp til flere sosu’er
Peter Hansted (S) fra Ærø spurgte, hvad de fynskvalgte folketingsmedlemmer kan gøre for at hjælpe kommunerne med at rekruttere social- og sundhedsassistenter.
- Jeg vil opfordre regeringen til at se på den kortlægning af sosu-området, som vi lavede i 2018, fordi der er udfordringer. Vi skal have fundet de ømme tæer. Med kortlægningen ligger en del af svaret, siger Jane Heitmann (V).
- Det er klart noget, vi har fokus på. Det handler om penge som en del af løsningen, men det handler også om at få de unge mennesker ind. Jeg er ikke sikker på, at vi kan gøre så meget nationalt, siger Dan Jørgensen (S).
- Vi skal gøre jobbene attraktive - både ved at give bedre lønninger og ved at vise mere tillid til de ansatte, siger Karsten Hønge (SF).
Rigere natur til havs
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) fra Middelfart spurgte, hvad Christiansborg vil gøre for at sikre større biodiversitet og rigere natur til havs.
- Jeg vil sende den tilbage til Johannes og sige: Rigtig meget kan han gøre selv i sin kommune. Hvad der handler om skov og om at udlægge områder, er hans egen opgave, siger Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).
- Men jeg er enig med ham i, at vi skal kigge på vandmiljøet. Lillebælt skal vi tage en dagsorden om herovre, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der ikke på stående fod har bud på, hvad der konkret skal gøres.
Fjern kommunal medfinansiering
Assens’ borgmester, Søren Steen Andersen (V), spurgte, hvorfor hans kommune skal betale 12 millioner kroner om året til kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet. Han vil hellere bruge pengene på velfærd.
- Det er jeg fuldstændig klar til at gøre noget ved, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der også sidder i byrådet i Assens.
- Den anden side af medaljen, som vi desværre ser, er, at nogle kommuner, som har mange ældre borgere, lige pludselig står med en situation, hvor de skal betale en større del af regningen end andre kommuner. Det rammer skævt, og vi er bekymrede for måden, det er på i dag, siger Victoria Velasquez fra Enhedslisten, der vil lægge stemmer til at afskaffe systemet.
Lukkeloven driller turistbyen Bogense
Borgmester Morten Andersen (V) fra Nordfyns Kommune spurgte, hvordan turistbyen Bogense kan komme uden om lukkeloven, som gør, at turisterne bliver mødt af lukkede butiksdøre.
- Det lyder skørt, siger Jan Johansen (S).
- Det skal de selvfølgelig have lov til, fastslår han.
- Det er helt galt. Det skal vi have gjort noget ved, tilføjer Erling Bonnesen (V).
- Vi skal huske på, hvad lukkeloven er til for, og det er for at beskytte medarbejderne mod at skulle arbejde hele tiden, så de kan holde fri en gang imellem, siger Victoria Velasquez fra Enhedslisten, der dog er klar til at kigge på det konkrete eksempel i Bogense.
Kompensation til lystfiskere
Borgmester Tonni Hansen (SF) fra Langeland spurgte, om langelandske fiskere kan blive kompenseret, når et nyt forslag fra EU vil begrænse fiskeriet af torsk i Østersøen.
- Vi vil give fiskeriministeren alle de kræfter med, vi overhovedet kan for, at vi kan få slået i bordet og givet nogle bedre kvoter, siger Erling Bonnesen (V).
- Det er ikke noget, EU burde blande sig i, siger Victoria Velasquez.
Erling Bonnesen forsvarer dog EU-samarbejdet ved, at der er mange lande omkring Østersøen, og hvis man ikke aftaler indbyrdes, hvor mange torsk der må fanges, risikerer det at gå helt galt.