Køkken- og møbelbranche i krise: - Ikke mange der vil købe møbler lige nu
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hverken køkken- eller møbelbranchen har nogen garanti for kunderne.
Det er hårde tider for møbel- og køkkenbranchen.
I starten af oktober gik Bolighuset Werenberg i Brenderup konkurs. Andre mindre møbelhuse som Tendens Møbler og Bolighuset Ry er gået konkurs. Samtidig har store og mellemstore danske møbelkæder som Gubi, Fredericia Furniture, Montana Furniture, FDB Møbler og Boconcept alle oplevet faldende resultater på bundlinjen.
I foråret kaldte indehaver af den nordfynske møbelvirksomhed Eilertsen, Anders Juul Eilertsen, branchen for vingeskudt på grund af stigende materiale- og fragtpriser.
- Det er klart, at detailsalget har været hårdt ramt og stadig er det. Der er ikke mange mennesker, der vil købe møbler lige nu, men for mig at se er det mellemprismarkedet, der er hårdest ramt, mens vi mærker det mindre på dyrere møbelløsninger som vores, sagde han til Wood Supply.
Og i sidste måned gjorde Detailwatch status i en artikel om My Home, som i september besluttede at lukke samtlige 23 butikker i Danmark.
Økonomisk krater efter møbelkonkurs: Solgte møbler på livet løs, dagen før medarbejderne blev sendt hjem
Konkursen hos Bolighuset Werenberg efterlader en gæld på over 40 millioner kroner, men det er før kunderne har anmeldt krav for de møbler, de aldrig fik. Et forsigtig skøn er, at varelageret rummer møbler indkøbt for 19,5 millioner kroner.
Dagen før medarbejderne blev sendt hjem hos Bolighuset Werenberg, blev der solgt møbler på livet løs i Brendedrup.
Derfor føler mange købere sig i dag godt og grundigt taget ved næsen.
For de betalte nemlig kontant for en vare, de aldrig fik.
Af en aktindsigt til TV 2 Fyn i konkursbegæringen og konkursdekretet fremgår det, at Bolighuset Werenbergs 36 medarbejdere blev sendt hjem 30. september.
Og det kan være strafbart, hvis salget er sket med en viden om, at kunden under ingen omstændigheder ville få sin betalte vare.
TV 2 Fyn fortalte blandt andet om Lene Hyldeberg Sørensen, som havde betalt 62.500 kroner for en seng, men inden sengen blev leveret, gik bolighuset konkurs. Nu står hun til at tabe alle pengene.
I 2001 gik køkkenfirmaet Multi-Line konkurs i Rosengårdcentret i Odense, og her blev indehaveren dømt for bedrageri efter straffeloven, fordi 30 kunder aldrig modtog de køkkener, badeværelser og køkkenskabe, de havde betalt for.
I stedet blev pengene brugt til at lukke andre økonomiske huller.
Konkursen kort
Mandag den 30. september 2024 blev medarbejderne sendt hjem.
Onsdag den 2. oktober kontaktede Bolighuset Werenbergs bestyrelse skifteretten i Odense med oplysningen om, at firmaet ikke kunne svare sine økonomiske forpligtelser og ville tages under konkursbehandling. Bestyrelsen vedhæftede en opgørelse over aktiver og passiver og kreditorer. Werenberg blev taget under konkursbehandling dagen efter - torsdag den 3. oktober. Af konkursdekretet fremgår det, at medarbejderne nåede at få løn for september, men muligvis ikke pensionsindbetaling.
Onsdag den 2. oktober kontaktede Bolighuset Werenbergs bestyrelse skifteretten i Odense med oplysningen om, at firmaet ikke kunne svare sine økonomiske forpligtelser og ville tages under konkursbehandling.
Bestyrelsen vedhæftede en opgørelse over aktiver og passiver og kreditorer.
Werenberg blev taget under konkursbehandling dagen efter - torsdag den 3. oktober.
Af konkursdekretet fremgår det, at medarbejderne nåede at få løn for september, men muligvis ikke pensionsindbetaling.
Ifølge partner og insolvensadvokat i Andersen Partners, Anders Hvidberg Plum, er det dog vigtigt at få kortlagt omstændighederne op til en konkurs for at kunne vurdere, om sælgeren er i ond tro.
- Det er en balancegang. For på den ene side er det jo godt, at virksomheden får penge i kassen. En virksomhed i drift kan få flere penge for for eksempel møbler end en virksomhed, der skal sælge ud under en konkurs. På den anden side er det vigtigt at vide, om indehaveren har solgt med en viden om, at kunderne ikke fik deres betalte varer. For at undgå den situation kan sælgeren sørge for, at den solgte vare kan identificeres med et skilt eller en seddel, der oplyser om, hvem varen er solgt til, og at den er betalt, siger Anders Hvidberg Plum.
Det er et arbejde, der nu påhviler Focus-advokat Morten Elbrønd, der er kurator i boet.
Under alle omstændigheder er der nok ikke gode økonomiske udsigter for kunder, der har betalt for møbler, som de ikke har fået.
For køen af kreditorer er lang.
Lån til familiemedlem
Bolighuset Werenberg A/S har således en kassekredit på 25 millioner hos Danske Bank, men allerede i september 2023 var bankgælden ifølge det meget mangelfulde årsregnskab på godt 23 millioner kroner.
Danske Bank har desuden virksomhedspant på 10 millioner kroner.
Dertil kommer gæld på 5,2 millioner kroner til skat, 2,7 millioner til leverandører og 3,7 millioner til andre kreditorer.
Et familiemedlem i Werenberg-koncernen har desuden lånt firmaet 5 millioner kroner - altså så sammenlagt gæld på godt 41 millioner kroner.
Der er imidlertid kun opgjort værdier på cirka 20 millioner kroner - heraf udgør de 19 millioner kroner et varelager opgjort til indkøbspris.
I skifteretten forklarede Torben Werenberg, at det var indførelsen af et nyt it-system, der igennem en længere periode havde skabt store problemer og så markante udgifter, at man ikke kunne få økonomien til at hænge sammen.
Kurator Morten Elbrønd har ikke reageret på TV 2 Fyns henvendelser.
- Det er klart, at detailsalget har været hårdt ramt og stadig er det. Der er ikke mange mennesker, der vil købe møbler lige nu, men for mig at se er det mellemprismarkedet, der er hårdest ramt, mens vi mærker det mindre på dyrere møbelløsninger som vores, sagde han til Wood Supply.
Og det risikerer at gå ud over kunderne.
De fleste forhandlere forlanger nemlig, at der betalt forud eller i det mindste et depositum, og hvis firmaet går konkurs, er forbrugerne generelt dårligt stillet.
Ikke armene over hovedet
Heller ikke i køkkenbranchen har man armene over hovedet.
Her udtalte TCM Groups chef Torben Paulin i slutningen af august, at det er for tidligt at afblæse de seneste års krise i branchen.
Koncernen står bag kæderne Svane Køkkenet, Tvis Køkken, Nettoline, Celebert, og køkkenproducenten Aubo.
Man har dog opjusteret forventningerne i 2024, men Torben Paulin siger til DetailWatch, at det er svært at forudse, hvordan salget udvikler sig i efteråret.
Efter køkkenfirmaet Multi-Lines konkurs i Odense i 2001 var der ellers stort fokus i branchen på at etablere en garantiordning i lighed med rejsebranchen.
Men trods de pæne ord, blev ordningen aldrig til noget.
Heller ikke i møbelbranchen har man i dag en garantiordning, der dækker konkurser.
Bolighus-konkurs: Brug af forkert kort koster Lene 62.500 kroner - Lasse får 10.000 retur
Det er vigtigt at vælge det rigtige betalingskort under en konkurs. Det kan to kunder hos Werenberg tale med om.
Hjemme hos familien Sørensen i Fredericia går de og ærgrer sig gule og grønne i øjeblikket.
Lene Hyldeberg Sørensen betalte den 22. august 62.500 kroner med sit Dankort-Mastercard for en elevationsseng hos Werenberg Bolighus. Leveringstiden var 6-8 uger.
Som tidligere omtalt hos TV 2 Fyn fik hun aldrig sengen. Den 3. oktober blev bolighuset taget under konkursbehandling med en gæld på 41 millioner kroner, og Lene er nu en blandt mange i køen af kreditorer, der formentlig kan skyde en hvid pind efter seng og penge.
Lene Hyldeberg Sørensen betalte nemlig med Dankort-delen af sit betalingskort, og så får hun ikke en krone retur. Det svarer til, at hun har betalt kontant.
- Ligesom en fisk, der bider på krogen og ført opdager, den er fanget, når linen strammer, blev vi først for sent opmærksomme på, at der ikke er nogen dækning ved konkurs, når vi betaler med Dankort-delen, fortæller Lenes mand Leif Sørensen.
De har nu taget kontakt direkte til Auping, der skulle levere sengen til Werenberg for at høre, hvor sengen befinder sig.
Men den er endnu ikke på vej fra Auping.
Anderledes glad er Lasse Jensen fra Asperup, som dagen før hjemsendelsen af medarbejderne hos Werenberg købte en sofa til 10.000 kroner.
Han kunne ikke have den med, fordi han ikke havde krog til anhænger på bilen, og bad venner hente den om tirsdagen.
Men her var butikken lukket med et skilt om, at der var statusoptælling - torsdag blev butikken taget under konkursbehandling.
Og op til weekenden meldte Lasse Jensen sig så som kreditor i boet.
Men til Lasse Jensens glæde er de 10.000 kroner gået ind på hans konto igen.
Han betalte nemlig med VISA, der ligesom Mastercard sikrer indehaveren i tilfælde af konkurs.
TV 2 Fyn har vært i kontakt med Nets, der administrerer Dankortet.
Her bekræfter pressechef Søren Winge reglerne og oplyser, at der i forbindelse med konkurs er forskellige rettigheder for kortholder, afhængig af om man har brugt Dankort eller et internationalt betalingskort:
- I forbindelse med en konkurs gælder der forskellige regler på henholdsvis Dankort og internationale kort. Har du købt en forudbetalt ydelse, eksempelvis en koncertbillet eller en flyrejse, så vil du typisk være stillet bedre i forhold til at få dine penge retur, hvis du har betalt varen med et internationalt betalingskort, fortæller Søren Winge.
Som nævnt kan man som forbruger forsøge at beskytte sig mod konkurs ved at bruge eksempelvis VISA og Mastercard ved køb af køkkener eller møbler. Det betød blandt andet for Lasse Jensen fra Asperup, at han får de 10.000 kroner tilbage, som han brugte på en seng hos Bolighuset Werenberg.
Desuden er en mulighed at være så præcis ved købet, at det leverede møbel eller køkken kan identificeres som betalt og skelnes fra andre varer i butikken, men det hjælper selvfølgelig ikke, hvis produktet ikke er fabrikeret endnu og er fysisk til stede i butikken.
Chef lægger sig ned efter Novo-brøler - kommer ikke til at ske igen
kopieret!
Det var en fejl, da en medarbejder i Odense Kommune sendte navne til Novo Nordisk som hjælp til at finde den rette til et job hos Novo Nordisk. Det siger chefen for afdelingen “Invest in Odense”.
- I det her tilfælde er vi i vores iver kommet til at nævne nogle konkrete emner, som var relevant for Novo Nordisk. Det er ikke normal praksis. Det kommer ikke til at ske igen, siger Joost Nijhoff til TV 2 Fyn.
Det siger han efter DR mandag afslørede, at en ansat ad flere omgange har sendt bud på kandidater til Novo Nordisk. En opgave, som flere eksperter peger på ikke bør løses af en kommune.
- Jeg tager den fuldstændig på mig. Det er mig, der har dummet mig her, siger Joost Nijhoff til DR.
Johnny blev truet med tæsk, da han forsvarede ung ekspedient - nu skal den gode tone holdes
kopieret!
Forleden dag var Johnny Lind-Rasmussen i SuperBrugsen i Strib for at handle ind.
En tur, der eskalerede, fordi en anden kunde ifølge Johnny gav en ung ekspedient ”verbale tæsk”, da en vare var blevet slået ind til en forkert pris.
- Jeg kunne se på den unge pige, at det rystede hende, at han var så aggressiv, siger han.
Derfor valgte Johnny Lind-Rasmussen at blande sig i situationen. Det eskalerede, og den anden kunde endte med at stå næse mod næse med ham.
På landsplan er det heller ikke nyt, at især ungarbejdere bliver overfuset af kunder. Derfor har HK Handel, Salling Group og arbejdsgivere taget initiativ til kampagnen ”Hold den gode tone”, som er to år gammel, men som der bliver sat ekstra fokus på i julen.
- Folk bliver pressede, køerne bliver længere, og lunten bliver kortere. Folk bliver sure, og så går det ud over ekspedienten, forklarer Jens Pedersen, der er lokalsektor ved HK Handel.
Ikke nyt
Det er ikke nyt, at der har været en episode i SuperBrugsen Strib, som den Johnny pludselig endte med at være en del af. Flere medarbejdere oplever at blive overfusede af kunder.
- Det er nok tredje gang, at vi har sådan en sag i de 18 år, jeg har været uddeler. Men uanset hvad er det én gang for meget, siger Flemming Munkesø, der er uddeler i SuperBrugsen i Strib.
Til trods for at episoderne er sket få gange, påvirker det uddeleren.
- Først bliver jeg irriteret over, at de skal udsættes for de her ting. Jeg snakkede med medarbejderen og skrev med hendes mor angående situationen, siger han.
SuperBrugsen Søndersø vil blandt andet iværksætte konflikthåndteringskurser i det nye år, så medarbejdere ved, hvordan de tackler situationer med overfusning, hvis det sker igen.
Johnny forsvarede ung kassemedarbejder - så eskalerede det fuldstændig
- Hvis vi skal slås, skal du skynde dig, for Brugsen lukker snart, hørte Johnny Lind-Rasmussen sig selv sige kort efter, han havde konfronteret en vred kunde i supermarkedet.
Næse mod næse stod de to helt tæt. Johnny Lind-Rasmussen med favnen fuld af varer.
Inden da havde den vrede kunde givet en ung kassemedarbejder det, Johnny Lind-Rasmussen kalder verbale tæsk.
- Jeg følte virkelig, han rev den unge pige fra hinanden. Det var simpelthen ikke okay. For mig handlede det om at få ham væk fra hende og flytte fokus over på mig, fortæller Johnny Lind-Rasmussen.
Det hele begyndte et par minutter før.
Fysisk konfrontation
En undersøgelse fra HK handel viser, at 80 procent af de adspurgte butiksansatte har oplevet, at kunder har talt grimt eller nedladende til dem inden for det seneste år.
Ifølge Johnny Lind-Rasmussen var oplevelsen i Super Brugsen “langt over alle grænser”.
Optrinnet begyndte, da mandens varer var kørt gennem kassebåndet. Lige bag ham stod Johnny Lind-Rasmussen med sine varer.
- Hun siger beløbet, og så kigger han ondskabsfuldt på hende og læner sig frem mod hende, så hun rykker sig tilbage. “Roastbeefen står til 12 kroner, den er gået ind til 14”, siger han så, fortæller Johnny Lind-Rasmussen.
Den unge kassemedarbejder henviste kunden til bageren med beskeden om, at hun ikke kunne ændre prisen.
- “Er det, fordi du ikke gider”, siger han surt, og så afbryder jeg, for jeg kan se, at hendes underlæbe dirrer, og hænderne ryster.
- Jeg tror ikke, hun kan eller må tage penge ud af kassen, siger jeg. Og så stiller han sig næse mod næse og siger, jeg ikke skal blande mig. Allerede der havde jeg fået nok af ham, fortæller Johnny Lind-Rasmussen.
Undskyldning
Da begge kunder var igennem kasseområdet, konfronterede Johnny Lind-Rasmussen kunden. Han bad ham gå over og give den unge pige en undskyldning.
- Det eskalerede fuldstændig. Jeg var også i chok, men jeg var sgu sur på ham.
Johnny Lind-Rasmussen forlod Super Brugsen. Uden at være blevet slået, men også uden en undskyldning.
Han har efterfølgende tænkt over, om han var skyld i, at det endte, som det gjorde.
- Var det rigtigt at konfrontere ham? Hans reaktion mod mig har sikkert også taget voldsomt på pigen. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal blande os. Det er vi for få, der gør. Jeg er ikke skyld i, at det eskalerede. Det er han, fortæller Johnny Lind-Rasmussen.
Den unge piges mor har efterfølgende skrevet en kommentar til Johnny Lind-Rasmussens facebookopslag. Her takker hun ham for at sige fra på hendes datters vegne.
Ligeledes har brugsuddeler Flemming Larsen skrevet tak for opbakningen til medarbejderen. Han skriver, at han vil følge op på sagen.
Køb tidligt ind og vis julesind
Jens Pedersen fra HK Handel forstår, at folk kan have frustrationer, men understreger, at det ikke skal gå ud over ekspedienterne.
En undersøgelse fra HK handel viser, at 80 procent af de adspurgte butiksansatte har oplevet, at kunder har talt grimt eller nedladende til dem inden for det seneste år.
- Kunder taler nedladende til ungarbejderne og siger, at de ikke kan regne, at det er deres skyld, hvis prisen er forkert, og at de er for dumme til at have andet arbejde end at stå i en butik, fortæller Jens Pedersen.
Og netop derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne opfordrer til at ”holde den gode tone”, da det er dem, der står ude i butikkerne og kan overvære situationer, hvor blandt andet ungarbejdere ikke behandles ordentligt.
OUH får millionindsprøjtning til forbedring af kræftområdet
kopieret!
Kræftbehandlingen i Region Syddanmark styrkes med en investering på 23,6 millioner kroner, hvoraf de ti millioner kroner går til Odense Universitetshospital (OUH).
Det besluttede Regionsrådet mandag aften, lyder det i en pressemeddelelse. Heri fremgår det også, at OUH får yderligere lidt over seks millioner kroner til at shoppe bedste udstyr til kræftbehandlingen.
Pengene kommer fra en national ramme, der er afsat til Kræftplan V og er et led i aftalen mellem Danske Regioner og regeringen om regionernes økonomi for 2025.
Vil du undgå kø - her rammer juletrafikken Storebæltsbroen hårdest
kopieret!
Julen står for døren, og når bilister skal på tværs af landet for at fejre jul, giver det også øget trafik på Storebæltsbroen.
Mere end 250.000 trafikanter ventes at krydse Storebæltsbroen i juledagene, oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Den travleste rejsedag vil være den 26. december, hvor trafikken forventes at være tættest mellem klokken 10 og 15.
Men selv om trafikken i perioder forventes at være en del over normalen, viser prognoserne, at der i år ikke er udsigt til store kødannelser og meget tæt trafik.
Det skyldes den måde juleferien ligger på, hvor mange forventes at holde fri den 23. december. Også Vejdirektoratet forventer, at 2. juledag bliver den travleste på vejene.
Ballade i Folketinget - omstridt slot pillet af dagsordenen
kopieret!
Er det en overtrædelse af grundloven, hvis Folketinget vedtager slotsprojektet i Nyborg?
Det vil landets lovgivere ikke være i tvivl om.
I hvert fald blev anlægsloven, der skal bane vej for det næsten en halv milliard kroner dyre renoverings- og ombygningsprojekt, tirsdag taget af Folketingets dagsorden, inden det skulle tredjebehandles.
Det er en skrivelse sendt mandag fra foreningen Kultur & Arv til Folketingets formand og til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (V), der har fået kulturministeren til at udskyde 3. behandlingen til på torsdag.
Principiel karakter
Folketingets kulturudvalg havde bedt Jakob Engel-Schmidt svare på spørgsmålet, men det kunne han ikke nå.
I en henvendelse til Folketingets formand Søren Gade, skriver Jakob Engel-Schmidt, at henvendelsen vedrører blandet andet spørgsmål af “principiel karakter”.
- Kulturministeriet er ikke i stand til at svare fyldestgørende på spørgsmålene inden for den angivne tidsramme og skal på den baggrund anmode om, at 3. behandlingen udskydes til 19. december, hedder det.
Begrundet risiko for grundlovsbrud
I brevet fra Kultur og Arv oplyses det, at “der er begrundet risiko for grundlovsbrud”, hvis Folketinget vedtager lovforslaget, der blandt andet indebærer en ny formidlingsbygning ved siden af Nyborg Slot.
- En anlægslov anvendes typisk til at sikre gennemførelse af store infrastrukturprojekter, såsom motorveje og bro- og tunnelforbindelser. I den type projekter er samfundsnytten afgørende, når anden lovgivning tilsidesættes, og klageadgang afskæres. Anlægsloven for Nyborg Slot vedrører udelukkende et kuldsejlet, ulovligt statsligt byggeprojekt. Ved at vedtage en anlægslov, der blandt andet suspenderer klageadgangen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, vil Folketinget fratage borgerne muligheden for at få efterprøvet, om projektet overholder relevant lovgivning. Det strider imod de gældende principper i et retssamfund, hedder det i brevet fra Kultur og Arv.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har for nylig været i samråd om projektet, der har mødt modstand fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og i et vist omfang også fra Radikale Venstre.
Farligt affald reagerede med hinanden
kopieret!
Brandvæsen og politi blev omkring klokken 22.45 mandag sendt til kemivirksomheden Fortum i Nyborg.
Her havde to forskellige typer farligt affald reageret med hinanden, og skabt en røgudvikling.
- Vores interne beredskab fik hurtigt iværksat slukning med skum, og Beredskab Fyn kom frem og hjalp os med at overvåge, at reaktionen stoppede. Efter et par timer kunne brandvæsenet pakke sammen igen, oplyser kommunikationsspecialist hops Fortum Jesper Hansen til TV 2 Fyn.
Ingen personer kom til skade ved hændelsen, som foregik i virksomhedens modtageanlæg.
Fortum er en virksomhed, som på anlægget i Nyborg bearbejder og bortskaffer farligt affald.
Minister kalder fynsk kommune exceptionelt grelt eksempel - men hun har misforstået noget, mener borgmester
kopieret!
Det er uden fortilfælde, hvad der foregår i Langeland Kommunes familieafdeling.
Eller rettere ikke foregår.
For i ingen af de 35 forløb, hvor Social- og Boligstyrelsen har hjulpet andre kommuners sagsbehandling på fode igen, har hjælpen ført til så lidt fremgang, som det ses i Langeland Kommune.
Det fortæller social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til TV 2 Fyn. Langelands borgmester mener dog, at ministeren ikke er fuldt ud informeret.
- Helt exceptionelt
- Langeland er et meget grelt eksempel, siger ministeren ovenpå, at hun torsdag var kaldt i samråd i Folketingets socialudvalg om netop situationen i Langeland Kommunes familieafdeling.
Der er nemlig stadig store problemer med fagligheden og den juridiske kvalitet i afdelingen to år efter, at kommunen startede på sit forløb med Social- og Boligstyrelsen, der ellers skulle forbedre borgernes retssikkerhed i afdelingens sagsbehandling, der blandt andet tvangsfjerner børn.
- Social- og Boligstyrelsens task force har haft 35 forløb med forskellige kommuner, men det er helt exceptionelt, at task force-forløbet (i Langeland Kommune, red.) ikke fører til, at man ser forbedringer i sagsbehandlingen, siger social- og boligministeren Sophie Hæstorp Andersen.
- Og det er det, som jeg er bekymret for på Langeland, at vi ikke ser fremskridt.
Derfor arbejder ministeren nu også på at gøre det muligt at tvinge kommuner som Langeland til at få sin sagsbehandling lavet i større kommuner, hvor der er flere ressourcer og større faglighed.
Efter jul har Sophie Hæstorp Andersen desuden indkaldt Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) til et møde på sit kontor, hvor hun blandt andet vil høre ham, hvorfor han ikke selv har taget initiativ til at få hjælp af andre kommuner.
Glæder sig til møde
Og det møde glæder borgmester Tonni Hansen sig til, siger han til TV 2 Fyn.
- Jeg vil glæde mig til at få uddybet ministerens tanker. Jeg vil hellere mødes og drøfte tingene med hende end at læse om det i avisen, så jeg er glad for invitationen, siger borgmesteren.
Ifølge Tonni Hansen er der dog en god forklaring på, at Langeland Kommune ikke er begyndt at samarbejde med andre kommuner om familieafdelingens sagsbehandling.
- Lovgivningen giver ikke mulighed for at lægge myndighedsopgaver fra sig, det vil kræve en lovændring, siger borgmesteren til ministerens undren over, at Langeland ikke frivilligt har søgt hjælp og samarbejde med for eksempel Svendborg Kommune på området.
Men ministeren påpegede på samrådet, at der allerede eksisterer lovhjemmel til, at man frivilligt går ind i de her samarbejder, og ministeren nævner, at muligheden for samarbejde mellem jer og Svendborg har været drøftet tidligere?
- Det er nyt for mig, og ikke noget jeg kender til, at det skulle være en mulighed, siger Tonni Hansen.
Borgmesteren påpeger også, at det notat fra task forcen, som ministeren udtaler sig på baggrund af, er tilbage fra februar måned 2024. Det er dog revideret i slutningen af maj, inden det 3. juni blev oversendt til Ankestyrelsens afdeling for tilsyn med kommunerne.
- Jeg glæder mig til at drøfte vores udvikling, og hvad der er sket fra februar og indtil nu med ministeren, siger Tonni Hansen, der ikke ønsker at uddybe familieafdelingens fremskridt overfor TV 2 Fyn på nuværende tidspunkt.
Kraftig blæst kan påvirke trafikken
kopieret!
Skal man krydse Storebæltsbroen eller Ny Lillebæltsbro i løbet af onsdagen, så skal man være opmærksom på, at vinden kan påvirke kørslen.
Det oplyser Vejdirektoratet på sit trafikkort.
På Storebæltsbroen er det på grund af den kraftige blæst forbudt at passere med påhængskøretøjer som trailere og campingvogne, der vejer under 750 kilo.
Vinden forventes at aftage i løbet af aftenen.
Kraftig vind præger dagen - her er onsdagens vejr
kopieret!
Hold på hat og briller.
Fra onsdag morgen får vi milde temperaturer på mellem seks og ti grader, og en vind der er frisk til hård fra sydvest.
Det oplyser TV 2 Vejret.
Vi får ikke solen at se i løbet af dagen, men til gengæld vil det regne periodevis dagen igennem.
I aften og nat stiger temperaturerne en anelse og kommer til at ligge på mellem ni og ti grader. Vinden vil aftage i løbet af natten til torsdag.
Fynsk landsholdsstjerne forlænger med storklub
kopieret!
Fynske Alexander Bah - med fortid i blandt andet Årslev og Næsby - har tirsdag forlænget sin aftale med den portugisiske storklub Benfica. Det betyder, at han nu har kontrakt frem til 2029.
- Jeg er meget glad. Jeg har en stor kærlighed til Benfica. Det er min klub. To år mere er perfekt for mig, siger 27-årige Alexander Bah i en pressemeddelelse fra Benfica.
Alexander Bah kom til Benfica i 2022. Han har siden spillet 92 kampe og er blandt andet blevet portugisisk mester.
GOG knækket i hård pokalfight
kopieret!
Der skal findes en ny pokalmester hos håndboldherrerne.
Det er en kendsgerning, efter at de seneste to års vindere fra GOG tirsdag aften tabte 22-27 på udebane til Bjerringbro-Silkeborg i kvartfinalen.
I en fysisk hård kamp viste hjemmeholdet sig som det mest slidstærke og er nu klar til Final 4-stævnet, der spilles i midten af februar i Herning.
Taktik fejlede
På grund af skader havde GOG op til kampen hentet den tidligere Skjern-fløj Lasse Uth, der ikke havde spillet en eneste kamp i sæsonen og stod uden kontrakt.
Han var på banen fra start og kom allerede på tavlen med målet til 3-1.
Gæsterne fik i det hele taget en god start med et par hurtige kontramål og førte 4-1, da Bjerringbro-Silkeborg tog sin første timeout.
Landsholdsstjernen Rasmus Lauge kom på banen, og det var med til at sætte skub i tingene.
BSH meldte sig ind i kampen og tog sin første føring efter 19 minutter, hvor Gudmundur Bragi Astthorsson scorede på et straffekast.
GOG-træner Kasper Christensen tyede til syv mod seks i angrebet, men det gik ikke som planlagt.
Værterne havde godt styr på det og gik til pause med en føring på 13-11 efter en målfattig, men intens første halvleg.
Bjerringbro-Silkeborg råder over flere tidligere GOG-profiler, og særligt Morten Olsen trådte i karakter i anden halvleg.
Den erfarne playmaker fordelte spillet elegant, og samtidig var det svært for fynboerne at overliste Kasper Larsen i målet.
BSH kom foran 18-15 og stod så godt defensivt, at gæsterne havde svært ved at spille sig til brugbare chancer.
Hver gang GOG fik snerten af et comeback, lukkede Bjerringbro-Silkeborg ned for gæsterne, og med fem minutter igen lagde Lauge GOG i graven.
"Det er magi" siger indehaver af musikbutik om seance, der breder sig som en steppebrand
kopieret!
En seance, hvor kunder, der ikke kender hinanden, fatter et instrument og begynder at spille sammen, går lige nu viralt.
Episoden udspillede sig i musikbutikken Kristian Lassen Musik ApS i Svendborg, og indehaver Kristian Lassen har efterfølgende lagt videoen på Facebook.
- Det er magi, siger Kristian Lassen til TV 2 Fyn.
Han fortæller, at kvinden, der sidder på gulvet, er ved at prøve en guitar, og at manden ved klaveret går i gang med at spille og i samme moment inddrager kvinden.
- Og så er der en tredje person, der samler en maracas (mexicansk "rasleinstrument", red.) op og begynder at spille med, siger Kristian Lassen.
Breder sig til hele verden
Videoen på butikkens facebookside er i skrivende stund blevet vist tæt på 400.000 gange og delt mere end 1.100 gange.
Kristian Lassen tror, at årsagen til den massive interesse skal findes i, at der lige nu er uro i verden, og at det kan være “rart, at nogle mennesker bare sætter sig ned og spiller sammen”.
- Musik er et sprog, som dem, der kan spille, kan tale sammen, siger Kristian Lassen, der har været musiklærer i 30 år og “aldrig har oplevet noget lignende”.
Da Kristian Lassen opfattede, at noget var i gærde, skyndte han sig at hente sin telefon for at optage episoden.
- En spontan seance af folk, der ikke kender hinanden, og som kan spille sammen, skal foreviges, siger han.
Episoden udspillede sig 9. december.