Mistænkt i fynsk del af terrorsag bliver i fængslet

I fem måneder har en 30-årig mand været fængslet i en sag om forsøg på at samle penge ind til Islamisk Stat.

En storstilet politiaktion førte i december til anholdelse af omkring 20 mænd og kvinde - primært i hovedstadsområdet.

Den store gruppe var i politiets søgelys, da ordensmagten havde mistanke om, at personerne på forskellig vis var involveret i terrorplanlægning.

En enkelt af de anholdte - en 30-årig mand - blev pågrebet på Fyn og fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense. Her blev han varetægtsfængslet - og det er han efter fem måneder stadig.

Tirsdag har en dommer i Retten i Odense således besluttet at forlænge fængslingen af manden med yderligere fire uger.

Det oplyser senioranklager Klaus Lauridsen fra Fyns Politi.

Manden er sigtet for at forsøge at samle penge ind til Islamisk Stat. Desuden har han ifølge politiet søgt information om drab og fremstilling af sprængstoffer.

Da den 29-årige blev fremstillet i grundlovsforhør efter sin anholdelse i december, foregik det for dobbeltlukkede døre.

Dermed kunne offentligheden ikke få at vide, hvad den anholdte var mistænkt for at have gjort. Men den beslutning blev underkendt, hvorefter avisen Danmark fik aktindsigt i sigtelsen.

Og det var her, det kom frem, at han var sigtet for at samle penge ind til den militante organisation Islamisk Stat.

Oversigt

    Oversigt