Tre heste på Fyn er døde af en aggressiv form for herpes, der i løbet af de seneste uger har hærget flere steder på Fyn, hvor mange heste er blevet smittet.
Dyrlæge Sisse Holm-Thomsen fra Norets Hestepraksis i Dræby ved Munkebo fortæller, at der er tale om en alvorlig sygdom. Hvis du vil beskytte dine heste, er det derfor vigtigt, at du opdager, hvornår en af dine heste får herpes, så den ikke smitter de andre.
Man skal holde øje med, om hestene får feber, om de holder op med æde, og om de virker utilpasse eller nedstemte
- Man skal holde øje med, om hestene får feber, om de holder op med æde, og om de virker utilpasse eller nedstemte, siger Sisse Holm-Thomsen.
- Det er en alvorlig lidelse. Hestene kan dø af det. De kan få lammelser, som kan være fatale for dem. Hopperne kan få abortstorme, hvor de kaster føllene i den sidste del af drægtigheden - eller også får de svagtfødte føl, og så dør føllene efter fødslen, forklarer dyrlægen.
Det skal du også holde øje med
Herpesvirus er en almindelig sygdom, som i sin mildeste grad kun giver hestene snotnæse, så de får en almindelig forkølelse.
Hvis de begynder at være snottede, slingre med bagparten eller mister koordinationen, kan det dog være tegn på, at de har fået en langt mere alvorlig type herpesvirus, som kan være fatale for hopper eller deres føl.
- Hvis man har hopper, der kaster (aborterer, red.), skal man være meget opmærksom på, at foster og moderkage kan indeholde rigtig meget virus, siger Sisse Holm-Thomsen, der ikke har nogen kur til de heste, der bliver ramt udbruddet.
- Man kan ikke behandle det. Vi kan symptombehandle. Vi kan lave støtteterapi og behandle infektionerne sekundært, men ellers er det støtteterapi, forklarer hun.
Sådan skal du gøre inden dyrskue eller stævner
Ifølge Dansk Ride Forbund smitter herpesvirus primært som dråbeinfektion fra luftvejene - både i direkte kontakt fra hest til hest og via tøj, skotøj, foder og udstyr.
Du har mulighed for at vaccinere dine heste mod typer af herpesvirus, men vaccinationen dækker ikke optimalt mod den alvorligste af slagsen.
Hestene kan dø af det. De kan få lammelser, som kan være fatale for dem
Hvis dine heste skal deltage i stævner eller et dyrskue, bør du i ti dage op til begivenheden tage temperaturen dagligt af dine heste, så du mindsker risikoen for, at dine heste er smittet, anbefaler Dansk Ride Forbund.
Sæt hestene i karantæne i op mod tre uger
Hvis du opdager, at en af dine heste har fået symptomer på herpesvirus, skal du sørge for, at den ikke kommer i kontakt med de andre heste i stalden og tilkalde en dyrlæge. Hesten skal være i karantæne i to uger.
Hvis en af dine heste får konstateret herpesvirus, skal den i karantæne i mindst tre uger. Alle, der er i kontakt med hesten, skal desinfekteres og skifte tøj efter kontakt.
Flere ridestævner på Fyn er blevet aflyst på grund af risikoen for at blive smittet. Hestens herpesvirus smitter ikke mennesker.