Frosten standser letbanearbejde

Det kolde vintervejr begynder at påvirke flere byggerier og entreprenørarbejder på Fyn.

Den sibiriske kulde med flere graders frost, der de seneste dage har ramt Fyn, betyder, at arbejdet med letbanen i Odense flere steder nu er gået i stå.

Jorden er lige nu gennemfrosset ned i cirka ti centimeters dybde, oplyser Odense Letbane.

Med de nuværende ti centimeter frossen jord og en vejrudsigt, der byder på flere minusgrader i Odense, vil der derfor være nedsat aktivitet på byggepladserne resten af ugen.
 
- Hvor lang tid der går, inden arbejdet kan genoptages, er uvist. En tommelfingerregel siger, at jorden tørrer med én centimeter i døgnet, når temperaturen er nul grader celsius, skriver Odense Letbane i sit nyhedsbrev.

Maskiner kan arbejde i frost

Maskinerne kan godt arbejde i den frosne jord, men problemet er efterarbejdet, fortæller projektchef Lars Scheuer fra Odense Letbane.

 - Problemet kommer, når vi skal fylde hullerne op med grus og andre materialer. Materialerne indeholder en del iskrystaller, som betyder, at materialet udvider sig. Når det så senere bliver lunere vejr, vil materialet synke og overfladen vil blive ujævn, siger Lars Scheuer.

Åbner som planlagt

Frostvejret kommer ikke bag på letbanen, og der er afsat en buffer i letbanens tidsplan til netop dén slags situationer.

Letbanen i Odense begynder efter planen at køre i 2020, forsikrer Lars Scheuer.

Oversigt

    Oversigt