Brand i Børsen: Fynsk erhvervsmand havde særlig plads i ikonisk bygning

Den fynskfødte erhvervsmand Carl Frederik Tietgen havde i mange år kontor i Børsen-bygningen i København. Et sted, hvor store udviklinger i dansk handel så dagens lys første gang.

Tidligt tirsdag morgen gik der ild i den ikoniske bygning Børsen i København. Fra kælder til kvist har flammerne spist sig igennem 400 års historie på få timer. En unik bygning med unikt indhold, malerier, historie og konstruktioner er lige nu skadet til ukendelighed. 

En utrolig bygning, hvor Dansk Erhverv i dag holder til, og som den kendte, fynskfødte erhvervsmand Carl Frederik Tietgen (C.F. Tietgen) i mange år havde til huse i qua sit virke som direktør i Privatbanken.

C.F. Tietgen, der blev født i Odense, var én af Danmarks helt store erhvervs- og foregangsmænd med kontor i Børsen-bygningen i indre København. Et sted, hvor han også var med til at åbne den første telefonlinje i landet, indføre checken til Danmark og åbne det, der skulle være landets første investeringsbank.

Indtil tirsdag har C.F. Tietgens gamle kontor i den historiske bygning huset Dansk Erhvervs presse- og kommunikationsafdeling. Hvorvidt det har overlevet branden, vides endnu ikke. 

Telefonnummer 1

På kontoret kunne man stadig finde telefonstikket til det første telefonnummer: Nemlig nummer 1. Ifølge Dansk Erhverv gav Tietgen sig selv det nummer, da han under oprettelsen sad som formand i KTAS - i dag det, vi kender som TDC. 

Artiklen fortsætter under billedet

Stikket til første telefonnummer i Danmark, som tilhørte C.F. Tietgen, skriver Dansk Erhverv, som TV 2 Fyn har lånt billedet af.
Stikket til første telefonnummer i Danmark, som tilhørte C.F. Tietgen, skriver Dansk Erhverv, som TV 2 Fyn har lånt billedet af.
Foto: Dansk Erhverv


I og med at C.F. Tietgen havde en kæmpe betydning for landets udvikling af handel og industrialisering, blev der rejst en statue af ham, som i mange år stod foran hovedindgangen til Børsen. Statuen blev dog senere flyttet ind i bygningen for igen at ende på Sankt Annæ Plads i København, hvor den står i dag. 

Ved siden af Børsen-bygningen blev der i 1904 opført en bygning efter C.F. Tietgen: Tietgen Hus, hvor Privatbanken skulle flytte ind. Selv nåede Carl Frederik Tietgen ikke at sætte fødderne inden døre, da han døde i 1901. 

Hvordan branden i Børsen-bygning opstod, vides ikke endnu. Faktum er, at Børsen var i gang med en stor restaurering, da branden opstod.

 

Oversigt

    Oversigt