Sved på panden, høj puls og taktfast musik er nogle af ingredienserne i de holdtræninger, som de fynske fitnesscentre afholder flere af om dagen. Men lige nu står holdsale og fitnesscentre tomme efter at være blevet lukket ned som følge af regeringens opfordring om ikke at samles. Det betyder dog ikke, at man ikke kan holde formen ved lige.
Jumping Fitness Odense tilbyder en anderledes form for motion, hvor der trænes på små trampoliner, og selvom de også holder lukket, har de gjort det muligt for deres medlemmer fortsat at træne.
Jeg har gået der 4-6 gange i ugen, så det er meget hårdt for mig, at jeg ikke kunne jumpe
- Vi fik den idé at læsse trampolinerne og køre rundt med dem til folk, hvis der var nogen, der ønskede det, fortæller Iben Gryholt Engsbye, som er indehaver af fitnesscentret.
Det var der flere medlemmer, som benyttede sig af. Søndag blev 70 af kædens trampoliner kørt ud til de medlemmer, som ville træne hjemme.
Instruktion på livestream
Selvom trampolinerne og træningen nu er rykket ud i medlemmernes hjem, foregår træningen stadig med instruktion. Der kan nemlig hoppes med via liveundervisning.
- Det er fedt, og man kan sagtens fyre den af, men selvfølgelig mangler man det sammenhold og kommentarerne. Ellers synes jeg, det er overdrevet genialt, at man kan gøre det på den måde, forklarer Iben Gryholdt Engsbye.
Også fra medlemmer er der gode tilbagemeldinger efter den første liveundervisning.
- Det var mega godt. Det var selvfølgelig anderledes. Jeg synes, Iben tog det rigtig fint som en almindelig time, forklarer Fie Rohde Andersen, som er medlem hos Jumping Fitness Odense.
Man behøver dog ikke følge med live for at træne derhjemme
- Man kan gøre det selv til en playliste. Træningerne ligger, så man kan afspille den, når man har lyst, fortæller Fie Rohde Andersen.
Hårdt at skulle undvære træning
Fie Rohde Andersen har været medlem af Jumping Fitness i halvandet år, og hun var hurtig til at takke ja til tilbuddet.
Det er et lille plaster på såret, som kunne gå hen og blive meget værre, hvis det her ikke var en mulighed
- Jeg har gået der 4-6 gange i ugen, så det er meget hårdt for mig, at jeg ikke kunne jumpe, siger Fie Rohde Andersen og tilføjer:
- For mig er det helt vildt, at de har givet os mulighed for at låne trampoliner. Jeg er sindssygt glad for det.
Iben Gryholdt Engsbye instruerer via livestreaming, men en decideret holdtræning føles det ikke som.
- Vi er der selvfølgelig ikke, og det er også et sammenhold, vi medlemmer har. Men vi skriver sammen inden og efter træningen, forklarer Fie Rohde Andersen.
Flere abonnenter trods nedlukning
Den fynske Jumping Fitness-kæde har 2000 medlemmer, men mange benytter sig også af en klippekortsordning eller betaler hver gang, de træner i centrene. Tilbuddet om lån af trampoliner gælder dog kun abonnenter, og det har fået flere til at købe et abonnement. Noget der hjælper i en tid, hvor indtjeningen er lille.
- Det er et lille plaster på såret, som kunne gå hen og blive meget værre, hvis det her ikke var en mulighed, forklarer Iben Gryholdt Engsbye og tilføjer:
- Jeg er glad for, at der er mulighed at gøre det online – for både centret og kundernes skyld.
Fie Rohde Andersen er abonnent, og hun er glad for at støtte centret.
- Jeg ved, de ikke er en stor kæde. Uanset om jeg havde lånt en trampolin eller ej, så havde jeg ikke meldt mig ud. Man skal værne om det, man har og er glad for.