Fordobling af røverier i Odense:
- Det lugter lidt af desperat behov for penge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Siden årsskiftet har flere dagligvarebutikker i Odense haft uønsket besøg med en fordobling i antallet af røverier i forhold til sidste år.
I løbet af de sidste tre måneder har der været 11 røverier i supermarkeder i - og omkring Odense.
Det er en fordobling sammenlignet med sidste år, hvor der var fem røverier i løbet af årets første tre måneder.
Under seks af røverierne er de ansatte blevet truet med kniv.
Tre røverier på en uge: Nu sætter butikker øget fokus på sikkerhed
Antallet af røverier er faldet de seneste ti år, men tre nylige røverier i Odense sætter nu ekstra fokus på sikkerheden i dagligvarebutikker.
Sikkerheden for medarbejdere i dagligvarebutikkerne er ifølge Dagrofa og Salling Group kommet i fokus, efter tre dagligvarebutikker i Odense med få dages mellemrum blev udsat for røveri.
De kan måske lade sig inspirere af de løsninger, landets tankstationer har rullet ud over de seneste ti år for at løse selvsamme problem.
Skærpet overvågning af stationerne med video, mobile overfaldsalarmer til alle medarbejdere og aflåste kassesystemer er nogle af de tiltag, der har resulteret i et markant fald i antallet af røverier.
Hos Circle K kædens mange tankstationer i Danmark var der for ti år siden i alt 16 røverier om året, det tal var sidste år 4. På Shell er billedet det samme. Her oplevede koncernen at blive udsat for røveri hele 50 gange i 2010, mens tallet i 2021 var faldet til 4.
For medarbejdere på Circle K betyder de senere års skærpede sikkerhed, at det nu er trygt at gå på arbejde. Det betyder meget, når man som Bjarke Kjærulf-Møller for 16 år siden oplevede at stå bag disken under et røveri.
- Jeg gjorde bare som røveren sagde, og jeg fik heldigvis ingen mén af det, fortæller han om røveriet dengang.
Siden er der indført skærpet videovervågning, mobile overfaldsalarmer og at aflåst kassesystem. Derfor er det i dag mere trygt at gå på arbejder på Circle K.
- Man føler sig mere sikker, det gør man helt klart, siger Bjarke Kjærulf-Møller.
Medarbejderne skal klædes på
For butikschef Jesper Hansen er det vigtigt at skabe en tryghed blandt medarbejderne og sikre, at de er trygge ved at arbejde alene.
- Det er vigtigt for mig at forberede medarbejderne på, hvad de i sjældne tilfælde kan opleve, og hvordan de skal håndtere det. Men jeg er tryg ved, at vi har de nødvendige værktøjer for at hjælpen hurtigt kan komme, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Jesper Hansen, der er butikschef ved Circle K på Hjallesevej i Odense.
En landsdækkende indsats
- Vi har gjort alt, vi kan, for at minimere antallet af røverier, så vores medarbejdere kan føle sig så sikre som overhovedet muligt, når de er på arbejde, siger Morten Christensen, der er seniormanager ved Circle K Danmark.
Hverken butikschef Jesper Hansen eller Morten Christensen er bekymret for, at der skal komme en røver forbi og få noget af værdi. For medarbejderne har hverken adgang til pengene i kassesystemet, tobak eller lignende.
Kassesystemet som også er at finde i supermarkedskæder som Netto, Fakta og Meny, var også medvirkende til, at røveren i Meny i sidste uge måtte gå tomhændet hjem.
Noget kunne tyde på, at de lukkede kassesystemer er medvirkende til, at antallet af røverier er faldet på landsplan, og det er ikke alene på tankstationerne, at antallet af røverier er faldende.
De sidste ti år, er antallet af røverier faldet fra 3.222 i 2010 til 1.677 i 2020, viser tal fra Danmarks Statistik.
Politiet efterforsker fortsat røverierne der fandt sted fra den 2. til den 7. februar og berørte Rema1000 på Anderupvej, Meny i Korup og Coop365 i Hjallese.
Ingen sammenhæng
10 af de 11 sager er opklaret, og ifølge politikommissær Finn Wegner er der ingen direkte sammenhæng mellem røverierne.
- Vi ser ikke noget mønster udover, at det er yngre mænd, og så lugter det lidt af, at man måske har desperat brug for penge, siger han.
17-årig sigtet for røveriforsøg med køkkenkniv
En 17-årig mand fra Odense er onsdag eftermiddag blevet anholdt. Han er sigtet for at begå et røveri mod en dagligvarebutik i Hjallese tirsdag.
Politiet har anholdt og sigtet en 17-årig mand fra Odense.
Man mener, han stod bag det røveri, der tirsdag aften fandt sted i Coop365 på Enebærvej i Hjallese.
- Det er sket på baggrund af en henvendelse fra offentligheden, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist.
Røveriet foregik omkring 21.30, hvor en maskeret mand truede kassemedarbejderen til at udlevere penge. Der var dog ikke penge i kassen, da butikken har et lukket system, hvor ekspedienterne ikke har adgang til kontanter.
Efterfølgende løb han tomhændet fra butikken.
Den 17-årige er i politiets varetægt, og der skal foretages en afhøring, oplyser vagtchefen.
Der har været flere røverier imod dagligvarebutikker i Odense de seneste uger, og episoden i Hjallese er den fjerde i rækken.
Den 17-årige er dog kun sigtet for røveriforsøget i Hjallese.
- Det indgår selvfølgelig i efterforskningen, at der har været flere, siger Kenneth Taanquist.
Det er kun ti dage siden, der sidst var et røveri i Hjallese. Det skete i en anden Coop365. En mand truede personalet med en pistol, men måtte også gå tomhændet på grund af et lukket kassesystem.
Dagen efter skete der et røver i Meny på Åbakkevej i Korup, hvor en røver truede sig til et ukendt pengebeløb med en pistollignende genstand. I Rema 1000 truede en røver sig 2. februar til 9.200 kroner med en kniv.
Finn Wegner formoder, at der er tale om unge mænd, der skylder penge og er mere bange for konsekvenserne ved at skylde penge end risikoen for at ende i fængsel.
Røverierne er blandt andet begået mod Meny, Rema 1000 og Coop 365.