På kajen i Middelfart står 14 rickshaw-cykler.
I fire dage lægger de sæder til 25 plejehjemsbeboer fra Odense og deres cykelryttere.
Det var umuligt at arrangere turen uden hjælp fra de frivillige. De er utroligt afgørende
Men på turens 2. etape bliver land for en stund byttet ud med vand, når cykelryttere, ældre og plejepersonale tager på hvalsafari.
- Det giver os en masse oplevelser at cykle rundt med ældre, forklarer Erik Moes, der er holdkaptajn på den lokaleafdeling af cykling uden alder, der har skaffet cykelryttere.
- Vi kan lide at cykle, og de ældre kan lide at cykle. Det betyder, at vi får det, man vist på godt dansk kalder en "win-win situation", forklarer han med et smil på læben.
87-årige Lis Rasmussen har bidt mærke i de frivilliges arbejde.
- Det er fantastisk, at der er frivillige med til at være her, understreger hun.
Også veninden Inge Illum på 80 år er imponeret.
- De bør have det virkelig godt med, at de glæder mange, siger hun.
Ros fra leder
Cykelturen er blevet stablet på benene gennem det kommunale tilbud OK-aktiv, som tilbyder omsorgs- og aktivitetstilbud til beboer på Odenses 21 kommunale plejecentre.
- Det var umuligt at arrangere turen uden hjælp fra de frivillige. De er utroligt afgørende, understreger Vinnie Skovkjær, der er rehabiliteringsleder hos OK-aktiv.
Ifølge lederen er det ikke noget nemt arbejde, som de frivillige har taget på sig.
- Det er hårdt arbejde for de frivillige. De skal simpelthen have tak, forklarer hun.
De frivillige hjælper ikke kun med at få hjulene til at dreje på de 14 cykler.
Roald Nielsen sørger via sin virksomhed Det Mobile Værksted for, at cyklerne kan fortsætte på trods af en punktering.
- Vi hygger os med det. Vi kan se, hvordan de ældre er helt vilde med det, forklarer han.
Siden cykelturens start er det blevet til fem punkteringer.
- Når de kommer hjem. taler de ikke om andet, at de snart vil afsted igen, siger han og tilføjer:
- De glæder sig så meget.
Turen slutter efter planen i Odense søndag, men allerede nu håber flere af de ældre på, at de kan cykle Fyn rundt igen næste år.
- Det er en afslappende tur, og jeg håber, at jeg kan komme med næste gang.