17. aug. 2018 kl. 13:22
Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Målmandsikonet Lars Høgh har fået kræft

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Lars Høgh er under behandling for kræft. I sommer var han med fodboldlandsholdet til VM i Rusland.

Fodboldlandsholdets målmandstræner, OB-legenden Lars Høgh, drosler af triste årsager ned på trænergerningen i den kommende periode.

Den 59-årige tidligere topmålmand er blevet ramt af kræft og er i gang med et behandlingsforløb. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) og superligaklubben Brøndby, der også har Lars Høgh som en af klubbens målmandstrænere.

- Vi sender vores bedste hilsner til Lars og hans familie i en svær tid. Vi glæder os til at se ham tilbage i lejren, når han er klar igen, siger landstræner Åge Hareide.

Også Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, ønsker Lars Høgh god bedring.

“ Vi sender vores bedste hilsner til Lars og hans familie i en svær tid. Vi glæder os til at se ham tilbage i lejren, når han er klar igen”

— Åge Hareide

- Alle i Brøndby IF er berørte af den svære situation, som Lars og hans familie er igennem, og vi håber alle, at Lars kommer godt igennem denne svære periode.

- Jeg har kendt Lars i en menneskealder, og såvel fagligt som personligt er han et enestående menneske, siger Troels Bech.

- Lars har udviklet målmandsgerningen i Danmark som ingen anden igennem de sidste tyve år, og så er han et af de varmeste og rareste mennesker, jeg kender, der altid har tid til en snak om andet end fodbold. Vi sender alle vores tanker og støtte til Lars og hans familie, tilføjer sportsdirektøren.

Læs også: Lars Høgh hjalp unge Schmeichel på vej
Gå tilbage Del
3. maj. 2016 kl. 17:30
Fyn

Lars Høgh hjalp unge Schmeichel på vej

Jeg er Kasper-fan: Lars Høgh glæder sig over Kasper Schmeichels andel i det engelske mesterskab

I aftes blev Leicester med danske Kasper Schmeichel på mål sensationelt engelske mestre i fodbold. Og det vækker glæde hos den fynske målmandstræner Lars Høgh, der har været med til at hjælpe det unge talent på vej. Kasper Schmeichel besluttede sig for at satse karrieren på mål, da han kom på idrætsefterskole i Oure.

- Jeg havde en lille finger med i spillet med at få Kasper ind på Oure. Han var lige et år for ung. Han klarede det rigtig godt. Det var faktisk på Oure, han fandt ud af, at han ville være professionel målmand, fortæller Lars Høgh. Kasper Schmeichel kom dermed på samme årgang som Lars Høghs egen søn.

Inden Kasper Schmeichel kom på idrætsefterskolen var hans talent ikke så åbenlyst, som det skulle blive sidenhen.

- Jeg vil ikke sige, at han var nogen dårlig målmand, men han markerede sig ikke specielt. Der var tre målmænd, og der var ingen, der var oplagte til førstemålmand der. Men da vi kom lidt længere hen i forløbet, så var Kasper klart den bedste, siger Lars Høgh.

Familierne Høgh og Schmeichel har kendt hinanden gennem en årrække, og Lars Høgh, der træner Kasper Schmeichel på landsholdet, har derfor også et privat forhold til Kasper Schmeichel.

- Jeg har stået på sidelinjen omkring det, idet jeg har kendt familien Schmeichel i mange år, og vi har sådan udvekslet børn, så jeg har haft Kasper med på sommerferie nogle gange, og vores børn har været i Manchester til store oplevelser derovre i Beckham-tiden, siger Lars Høgh.

Lars Høgh understreger flere gange i løbet af interviewet, at æren for Kasper Schmeichels succes ikke tilfalder ham, udover det han har bidraget med som målmandstræner på landsholdet.

- Vi har noget coaching, som forhåbentlig bidrager til Kaspers motivation og udvikling, men jeg vil ikke tage ære for noget. Kasper er så målrettet i sit målmandsspil og så ambitiøs, så al ære til ham.

På spørgsmålet om hvorvidt Lars Høgh nu er blevet fan af Leicester, griner han og svarer:

- Jeg er Kasper-fan. Og Leicester kan man ikke andet end at falde for.

Mange år på landsholdet

Lars Høgh var i sommer med det danske landshold til VM-slutrunden i Rusland, hvor han på sin vanligt humørfyldte facon pressede Kasper Schmeichel og de øvrige i målmandsteamet til toppræstationer.

Før han kastede sig over trænergerningen, var Lars Høgh selv målmand på topniveau, og han var blandt andet med for Danmark ved VM i 1986, hvor han blev passeret fem gange i 1-5-nederlaget i ottendedelsfinalen mod Spanien.

Fynboen er en legende i OB, som han spillede for i hele sin professionelle karriere. Her oplevede han både at blive danmarksmester og var med til at slå Real Madrid ud af Uefa Cuppen.

Han indtog også en kedelig rolle under en superligakamp i Aarhus, hvor AGF-målmandskollegaen Lars Windfeld formåede at score på et udspark.

Lars Høgh ønsker ikke at udtale sig om sygdommen og beder om ro omkring sin behandling og sin familie.

Læs også: Lars Høgh – legenden fra striwerne
Gå tilbage Del
8. maj. 2016 kl. 6:30
Opdateret: 9. dec. 2021 kl. 19:59

Lars Høgh – legenden fra striwerne

/

Han har sat sit aftryk på en hel generation af fodboldspillere og fans. Men nu stopper Lars Høgh efter en livslang karriere i barndomsklubben. En klub, der altid har betydet meget for den ydmyge fynbo.

Genlæs TV 2 Fyns portræt af OB-legenden, Lars Høgh. Artiklen blev oprindeligt udgivet i 2016.

Træningen er igang på ny i Ådalen i det centrale Odense. Det er kun få dage siden, OB spillede mod sidste års danske mestre fra FC Midtjylland på udebane. En ikke voldsomt prangende kamp, der endte med et nederlag til fynboerne på 0-2. De tunge grå skyer, der hænger som en dyne indover anlægget smitter dog ikke af på stemningen på grønsværen.

Lars Høgh tager sig af truppens målmænd, mens cheftræner Kent Nielsen pisker rundt med resten af truppen. Med gentagne hårde langskud øves målmændenes hurtighed. Hvert skud er med efterfølgende feedback og ros på reaktionsmønstret. 

Selvom dåbsattesten siger 57, er alderen aldrig en hæmsko på træningsbanen. I en jongleringskonkurrence med målmændene undervejs i træningspasset udfordrer de unge målmænd ham så meget, at han nødsaget kaster sig rundt efter bolden uden problemer. Med højt humør. Sådan er det med Lars Høgh. 

Se jongleringsduellen her: 

 

Farveller til OB

For fynboerne og især OB’s fanskare behøver Lars Høgh med det fulde navn Poul Lars Høgh Pedersen næppe nogen nærmere præsentation.

For med 817 kampe i de blå og hvide striber fra 1977 til 2000 og tjansen som målmandstræner fra 2012 har han nemlig altid været en stor kapacitet omkring OB-holdet på og uden for banen i Ådalen og på Trefor Park. 

Mange siger, jeg har givet OB meget. Men jeg mener helt klart, OB har givet mig mest.

Men til sommer, når Superliga-sæsonen 2015-2016 slutter, er det slut for Lars Høgh. OB vil have en målmandstræner på fuldtid, og det kan han ikke tilbyde, fordi han driver sit eget firma, som han også gerne vil have tid til.

- Det er et stort privilegium at få lov til arbejde med det, man brænder for og ikke mindst, når det er i ens hjerteklub. Jeg havde gerne set, at dette kunne fortsætte i OB, men klubbens krav til en fuldtidsstilling kunne jeg desværre ikke opfylde. Jeg ønsker min klub, Odense Boldklub, alt godt i fremtiden og håber, at jeg på et senere tidspunkt kan vende tilbage, sagde Lars Høgh tilbage i marts måned, da afgangen blev meldt ud.

 

 

Til det fremtidige arbejde med målmændene i OB har klubben ansat Lars Bjerring, der kommer fra FC Nordsjælland. 

 

Den ydmyge Mr. OB

Har man mødt eller set interviews med Lars Høgh, står det lysende klart, at han er ydmygheden selv. Det har han altid været. Både som helt ung, som fast målmand på førsteholdet og som coach for kommende, store målmænd.

I marts 1997 rundede Lars Høgh sin klubkamp nummer 700 for OB. En præstation, han tre år senere kunne tilføje 117 kampe til. I forbindelse med de 700 kampe for barndomsklubben tegnede TV 2/Fyn et portræt af manden, der af mange blev - og bliver - kaldt Mr. OB. En titel han ikke umiddelbart jublede over dengang.

- Mr. OB... Jeg synes, det lyder totalt åndsvagt. Men altså det hænger jo sammen. Jeg har spillet her i så mange år. Så bliver det jo sådan, at det prædikat får du på en eller anden måde. Det har jeg det egentlig godt nok med, for OB er for mig noget sundt og noget godt. Det har givet mig utrolig meget, så det er jeg kun stolt af. 

 

 

En målmandscoach med stor historie

OB's klubhus i Ådalen emmer af historie fra mange årtiers fodbold på topplan. Rigtig mange af dem med Høgh'en i en hovedrolle. 

Ved træningen efter kampen mod FC Midtjylland sidder Lars Høgh med den norske målmand Sten Grytebust ved et bord i lokalet. Et rum, der er tapetseret med hver sæsons OB-hold og gode minder fra dengang, hvor mesterskaber, store sejre og titler rent faktisk var noget, der blev hevet med hjem til Fyn. 

De to evaluerer weekendens kamp, hvor to mål gik ind bag nordmanden. I en analyserende, men konstruktiv og fremrettet tone gennemgår Lars Høgh kampen, så OB-målmanden ved, hvad han skal arbejde med til dagens træning uden for lokalet. 

- Du må se de muligheder, der er. Men jeg synes, det er den bedste kamp indtil videre i forhold til afspil, siger Lars Høgh til en stille, men lyttende Sten Grytebust.

Det er tydeligt, at den nuværende OB-målmand lytter og suger til sig fra manden, der sidder ved siden af ham, men også hænger omkring ham på væggene i en yngre version, som tegn på en vigtig brik i klubbens historie. 

- Det specielle er, at jeg nærmest er født ind i klubben. Jeg har set et billede af mig selv, hvor jeg er et halvt år gammel og sidder med et OB-flag, fortæller Lars Høgh efter evalueringen af FC Midtjylland-kampen. 

 

Dansk mester gange tre

Som spiller for førsteholdet i OB nåede Lars Høgh selv 817 kampe i buret, og siden debuten i 1977 mod AGF på Aarhus Stadion blev det til tre danske mesterskaber i 1977, 1982 og 1989, tre pokaltitler og titlen som årets målmand fire gange.

Den allersidste kamp for striwerne blev spillet mod Vejle Boldklub på udebane den 28. maj 2000, hvor den dengang 41-årige målmand sluttede på toppen med en straffesparksredning og en sluttelig sejr på 1-0.

Han bukkede, kastede sine handsker ud til publikum og sluttede af med ordene: ”Mange siger, jeg har givet OB meget. Men jeg mener helt klart, OB har givet mig mest.”

 

 

”Miraklet i Madrid”

Noget af dét, OB og Lars Høgh har givet hinanden er den sandsynligvis største internationale sensation for dansk klubfodbold for 22 år siden.

Datoen er den 6. december 1994. På denne dag, hvor julemusik og julekalender vist fyldte mest i danskernes bevidsthed, spillede det fynske hold på Santiago Bernabeu i Madrid en kamp i UEFA Cuppen, der for evigt vil gå over i historien.

OB havde kvalificeret sig til UEFA Cuppen på baggrund af en 2. plads i Superligaen i sæsonen forinden. I kvalifikationsrunden vandt fynboerne to gange over Flora Tallinn fra Estland, og i første runde måtte Nordiske Linfield også samlet set se sig slået af OB. Men i tredje runde hed modstanderen Real Madrid. Et af verdens bedste fodboldhold med en næsten 100 år lang historie og store traditioner og sejre. 

Jeg vil vinde, og jeg har ambitioner - også som en 20-årig. 

Den første kamp i Odense endte efter 90 minutter til Madrids fordel. De kunne flyve retur sydpå med en 3-2-sejr - Michael Laudrup, som dengang spillede i Madrid, blev matchvinder. Derfor var der ikke den store tiltro til de stribede fynboer i returkampen. Real Madrid dominerede da også kampen fra start og havde den ene store chance efter den anden, som manden mellem stængerne – Lars Høgh – afværgede gang på gang.

- Når jeg ser billeder eller klip fra kampen, så tænker jeg, at det er en eller anden fed film. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en af hovedrollerne. Det er ret surrealistisk, sagde Lars Høgh i et længere interview om fodboldkampen til BT.

65 minutter inde i kampen kom OB foran på mål af Ulrik Pedersen. Et mål mere ville dermed sende det spanske hold ud af turneringen. Den scoring kom i overtiden, hvor Morten Bisgaard scorede fladt i det lange hjørne på en bold, der blev sparket på tværs af feltet fra venstre kant.

En sensation var skabt, og flyveturen hjem til Danmark og Odense Lufthavn var én lang, syngende sejrsdans. Men for Lars Høgh var sejren over kongeklubben Real Madrid ikke bare en sensation, det var også karrierens største øjeblik sammen med VM i Mexico i 1986.

- Det har betydet meget for mig. Det er det, folk gerne vil tale med mig om, og det er det, jeg får tilkendegivelser for, sagde Lars Høgh i et interview til TV 2/Fyn tilbage i december 2014.

 

Lars Høgh med konen Tine Høgh ved hjemkomsten efter Miraklet i Madrid i 1994.

Landsholdskarriere i parentes 

Selvom Lars Høgh var aktiv på professionelt niveau i mange år, blev han aldrig en afgørende brik på det danske landshold. 

Debuten fik han i maj 1983. Seks år efter sin debut i det fynske mål i 1977. Slaget stod mod Norge i en OL-kvalifikationskamp. Den endte 2-2.

I alt blev det til otte A-landsholdskampe for Lars Høgh. Her i blandt to kampe ved VM i Mexico i 1986, hvor han egentlig var udtaget som tredje målmand, men alligevel fik adskellige minutter på banen. 

Den sidste landskamp spillede han i 1995 mod Mexico i International Cup, som danskerne vandt 4-2 på straffe. Selvom Høgh’en var stærk i én til én duellen, fik han ikke æren af at stå i målet. Efter 28 minutter blev han nemlig erstattet af den stærkt tyggegummityggende målmand fra Brøndby, Mogens Krogh.

Ekstra Bladets forside dagen efter Miraklet i Madrid. 

Den ydmyge målmand sagde i et interview til TV 2/Fyn tilbage i 1993, at han aldrig har spillet fodbold for at få en landsholdskarriere. 

- Jeg vil vinde, og jeg har ambitioner - også som en 20-årig. Men jeg har ikke landsholdsambitioner eller store drømme om en fremtidig karriere ude i fodboldverdenen, sagde den dengang 34-årige OB'er. Kort forinden var han dog blevet udtaget til landsholdet som anden-målmand efter Peter Schmeichel i en kamp mod Litauen. 

- Jeg fik det at vide, da jeg var i Tivoli og troede ikke rigtig på det. Men da jeg fandt ud af, at det var rigtigt, blev jeg selvfølgelig glad. Det er et skulderklap, og det er godt for klubben. Jo flere landsholdsspillere, jo bedre. Og så kan jeg godt lide træningssamlingerne, hvor man ikke vil tabe og giver den en skalle. 

 

 

Fodboldfokus i alle døgnets vågne timer

På træningsanslægget i Ådalen efter weekend-kampen og 0-2-nederlaget mod FC Midtjylland er træningen med nutidens stjerner i fuld gang. En træning, der for Lars Høgh giver helt samme kick og motivation, som det i sin tid gjorde, da han selv stod og vogtede mellem stængerne. 

Samtidig forsøger han at bruge sin enorme erfaring over for de nye målmænd, så de kan få mest muligt ud af deres træning. 

- Det handler om, at dagen starter, når vækkeuret ringer. Der skal man allerede mentalt indstille sig, hvad man skal ned og lave, fortæller Lars Høgh. 

Det er ikke kun i Ådalen, Lars Høgh har fokus på fodbolden. Ved middagstid er der fyraften for Superligaspillerne i OB, men for målmandstræneren er der stadig flere gøremål. Blandt andet på Fodboldfabrikken på havnen i Odense, hvor hele tanken om små fodboldbaner bunder i Lars Høghs dybfølte passion for sporten. 

- Jeg vil gerne bevise, at fodbold kan være mere end 11 mod 11 på en fodboldbane. Vi kan med Fodboldfabrikken samle nogle af alle de drenge op, som stopper med at spille fodbold. Her kan de spille med kammeraterne eller med virksomheden, de arbejder i. 

Fodboldfabrikken er ikke eneste projekt for Lars Høgh. Han er også tilknyttet fodboldlinjen på Oure. Og det er dét og alle de andre projekter, Lars Høgh har gang i, der er årsag til, at han ikke kan forlænge sin konkrakt i OB til en fuldtidskontakt. Dermed er sæsonen 2015/2016 også målmandens farvel til den klub, der har fulgt ham hele livet. 

 

Lars Høgh – en tidslinje over hans karriere: 

 

Artiklen er produceret på baggrund af et interview med Lars Høgh fra 2016, arkivmateriale og tidligere indslag fra TV 2/Fyn med målmanden. 

 

29. dec. 2024 kl. 18:37

OL-guldvinder lovpriser lokalt stævne

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag løber årets Grand Prix af stablen på Odense Cykelbane, og som er et stævne, hvor alt fra unge cykelpurke til rutinerede pedaltrædere mødes for at konkurrere og dele deres fælles passion for de tohjulede.

- Det er en cykelbane, som unge mennesker kan komme ind og prøve kræfter med banecykling på og finde ud af, om det er noget for dem. Det har gjort rigtig meget for mængden af talenter, der kommer ud herfra, siger tidligere OL-guldvinder Lasse Normann Leth, der bliver bakket op af professionel cykelrytter Amalie Winther Olsen:

- For dem er det kæmpestort at få lov til at køre et løb som det her. Og det er dét, der tænder en ild i dem, siger hun.

Stævnet slutter cirka klokken 19.

29. dec. 2024 kl. 17:33
Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Odense lammetævet i finalefuser

LYT
Del
Link
kopieret!

Team Esbjergs håndboldkvinder har sat sig massivt på den danske pokalturnering med den fjerde triumf i træk.

Med en imponerende indsats vandt Team Esbjerg søndag pokalfinalen 31-25 over rivalerne fra Odense Håndbold. Finalen blev i år spillet i Silkeborg.

I årene 2021 og 2022 blev det til finalesejre til Team Esbjerg på 11 mål over Odense, men sejren blev dog ikke helt så stor i år.

Haltede bagefter

Sidste år vandt Team Esbjerg pokalfinalen med ti mål over Nykøbing Falster Håndboldklub. Så holdet er efterhånden vant til store finalesejre.

Odense, som snuppede pokaltitlen i 2020, var godt med i starten af kampen og kom blandt andet foran 4-3.

Ved stillingen 5-5 blev Odenses playmaker Mie Højlund skiftet ud, og det kunne ses inde på banen.

Team Esbjerg fik bedre fat defensivt, og anført af Henny Reistad og Michala Møller begyndte vestjyderne at trække fra.

Mie Højlund blev på mærkværdig vis siddende på bænken, og Team Esbjerg kom foran 16-10 inden pausen.

Slutspurt rakte ikke

I anden halvleg kom Mie Højlund tilbage på banen, men Team Esbjerg slap ikke taget i kampen. Og derfor nåede der aldrig at komme stor spænding i finalen.

Dommerne tillod generelt hårdt spil, og det var en fordel for Team Esbjerg.

Reistad og Møller blev ved med at finde på kreative indslag i offensiven, og Odense havde ikke for alvor noget modsvar.

Team Esbjerg spillede med en stor ro og selvtillid og kom foran 28-18, mens energien langsomt forsvandt hos fynboerne, der havde svært ved at passere Anna Kristensen i målet.

Bagud 21-31 nåede Odense til slut at reducere fire gange i træk, men det var kun pynt på en ensidig affære.

Med den fjerde pokaltriumf i træk har Team Esbjerg ikke tabt en kamp i turneringen i mere end fire år.

Tidligere søndag blev bronzekampen spillet, og her vandt Sønderjyske lidt overraskende med hele 32-23 over hjemmebanefavoritterne fra Silkeborg-Voel.

29. dec. 2024 kl. 16:28
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Politi advarer mod svindlere - forsøger at lokke betalingsoplysninger ud af dig

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytårsaften kan blive en flad fornøjelse for intetanende elkunder. Lige nu florerer der nemlig mails, der forsøger at få borgere til at opgive betalingsoplysninger for at undgå en strømafbrydelse.

- Vi har nu opgjort dit totale elforbrug for 2024. Vores opgørelse viser, at du mangler at betale 123,75 kroner. Opdater dine betalingsoplysninger med det samme for at undgå afbrydelse af din strømforsyning fra 31. december 2024, lyder det i mailen.

Derfor advarer Nordjyllands Politi på X nu borgere mod at trykke på linket.

- Vær kritisk, når du modtager en sms eller mail med en betalingsanmodning. Spørg gerne andre til råds, eller kontakt virksomheden bag henvendelsen, skriver politiet.

29. dec. 2024 kl. 15:18

Poul forsvundet på tredje døgn - droner indsat i eftersøgningen

Fyns Politi har de seneste tre døgn ledt efter den forsvundne Poul Frank Andersen i og omkring Nørre Lyndelse på Midtfyn. Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder. Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortæller til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori. Derfor anvender Fyns Politi droner med termiske kameraer. Poul Frank Andersen blev sidst set torsdag aften iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg. Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Fyns Politi har de seneste tre døgn ledt efter den forsvundne Poul Frank Andersen i og omkring Nørre Lyndelse på Midtfyn. Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder. Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortæller til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori. Derfor anvender Fyns Politi droner med termiske kameraer. Poul Frank Andersen blev sidst set torsdag aften iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg. Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

29. dec. 2024 kl. 14:14
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Nu kommer Odense Letbane med nyt om omfattende systemnedbrud

LYT
Del
Link
kopieret!

Opdatering klokken 14.29

Kommunikationschef hos Odense Letbane, Flemming Ø. Petersen, oplyser til TV 2 Fyn, at der fra klokken 14.30 medtages passagerer mellem Odense Idrætspark og Hjallese Station, og at der fra klokken 15 forventes normal drift. Mellem Tarup Center og Odense Idrætspark vil der fortsat være indsat erstatningsbusser.

Odense Letbane vil nu sende “et eller flere” letbanetog ud for at teste, om de kan køre uden den centrale systemovervågning, der er ude af drift, og som ligger til grund for, at letbanetrafikken har været indstillet det meste af søndag.

Det oplyser kommunikationschef hos Odense Letbane, Flemming Ø. Petersen.

- De vil køre på de almindelige trafiksignaler uden den centrale overvågning - ligesom en bus på skinner, siger Flemming Ø. Petersen, der understreger, at førsteprioriteten er at få udbedret fejlen.

Teknikkere fra Portugal er lige nu i gang med at forsøge at lokalisere fejlen, oplyser han.

Erstatningsbusser kører hvert 15. minut. Der er ingen tidshorisont for, hvornår driften genoptages.

29. dec. 2024 kl. 13:19
Morten Albek

Lasse Helner om sin Mathilde: - Hun kan være røvirriterende

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun stryger en skjorte, er det kærlighed.

For de kan skændes, så det brager, men alligevel - eller måske netop derfor - har de holdt sammen i et halvt århundrede, musikduoen Lasse og Mathilde.

For Fyn er fin, og det samme er den kærlighed, som limer parret sammen, også selvom de begge to kan være voldsomt irriterende. Som når Lasse fløjter, når de har travlt. Så får Mathilde pip. Eller når Mathilde under kørslen peger på en irriterende måde.

Men en koncert er effektiv til at opløse den dårlige stemning, for på scenen kan man ikke være uvenner.

Guldbryllup på scenen

Og koncerter har der været rå mængder af, for i 2025 holder Lasse og Mathilde musikalsk guldbryllup. I hele 50 år har de skabt musik, spillet sammen og udgivet omkring 30 albums.

Parret mødte hinanden første gang en aften på koncertstedet Huset i København en mørk aften i 1975, hvor den erfarne musiker Lasse Helner spillede med sit band The Baronets.

17-årige Mathilde Bondo var i byen og forsøgte at imponere Lasse, men der var ikke bid den aften.

- Hun talte og talte om alle sine meritter. Hun var en ordentlig mundfuld, husker Lasse.

Morten Albek

Stort plask

Bid var der til gengæld snart efter, for da arbejdede de to musikere for første gang sammen om solopladen “Pigesind”, hvor Mathilde sang, og Lasse leverede musikken.

Da Mathilde ankom til lydprøver og trådte ud af taxaen i et lilla skrud af en hippiekjole, var Lasse solgt. Kort efter var der en turné, et hotel og et stort badekar.

Mathilde husker det tydeligt:

- Så sagde det plask!

Kun ét år blev det altså til som kollegaer. Efter badekarret blev de kærester og kan altså i 2025 fejre 50 års jubilæum som duoen Lasse & Mathilde. Og 49 år som kærestepar.

Røvirriterrende

Både Lasse og Mathilde har fået et iltert temperament i barselsgave. Derfor har højlydte diskussioner altid været en del af deres samliv. Dem er de ikke bange for; diskussioner og skænderier er en naturlig del af at få luftet ud, synes de begge. Også selvom Mathilde altid får det sidste ord. Altså ifølge Lasse.

De holder sig heller ikke tilbage, når det gælder om at drille hinanden med, hvor irriterende de begge kan være. Faktisk er det blevet et centralt ord mellem dem:

- Det er blevet et keyword. Vi er hurtige til påpege, når den anden er “irriterende”. Og Mathilde, hun kan være røvirriterende, siger Lasse og kigger meget kærligt på sin kone.

Morten Albek

Dig og mig

I serien Dig og mig fortæller fynske par deres kærlighedshistorie. Hvordan de mødte hinanden, hvad de faldt for, hvad de bliver mest irriterede over og om, hvordan de bare ikke kan undvære hinanden.

Afsnit 1: Jim Lyngvild og Morten Paulsen. "Vi er hinandens åndedrag"

Jim Lyngvild og Morten Paulsen fandt hinanden på dating.dk for 24 år siden. Første date bød på både store overraskelser om Mortens udseende og på spagat fra Jim. Parret har været sammen lige siden.

Afsnit 2: Lasse Helner og Mathilde Bondo. "Mathilde kan være røvirriterende"

Fyn er fin. Den sang har Lasse og Mathilde sunget i evigheder. Deres kærlighed er ligeså fin, den har holdt i 49 år. Selvom de begge kan være vanvittigt irriterende.

Afsnit 3: Rasmus Lyberth og Annette Bogø Lyberth. "Jeg har haft lyst til at slå ham ihjel, men har aldrig overvejet at forlade ham."

Det var kærlighed ved første blik, da den grønlandske sanger og kunstner Rasmus Lyberth i 1991 fik øje på en smuk kvinde og straks inviterede hende ud. Danske Annette Bogø, som hun hed, sagde ja til at gå i byen med ham samme aften, og de har været sammen lige siden.

At stryge en skjorte

For de to kan slet ikke undvære hinanden. Og når Lasse virkelig vil vise sin kærlighed, ved han godt, hvad der skal til. Så rydder han op i køkkenet, skurer komfuret og går ud med skraldet. Det sætter Mathilde virkelig pris på. Meget mere end hvis han svinger sig op til en stor og pompøs gestus:

- Det virker overhovedet ikke. Så kommer jeg tit galt afsted.

Omvendt ved Mathilde også, hvor hun kan sætte ind:

- Kærlighed er jo mange ting. For eksempel at stryge en skjorte. Lasse stryger ellers selv sine skjorter, men når jeg gør det, kommer det uventet.

Og som Mathilde siger:

- Vi elsker jo hinanden.

Hendes kollega, mand og bedste ven - Lasse - får det sidste ord i denne omgang:

- Vi er hinandens bedste venner. Det er klart, at vi kan blive uvenner, men det er jo den, der er der, når alt andet ikke er der.

Morten Albek
29. dec. 2024 kl. 12:31
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danskerne har flere sygedage end før coronapandemien

LYT
Del
Link
kopieret!

Danskerne tager flere sygedage fra deres arbejde end i årene før coronapandemien.

Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har gransket udviklingen i danskernes sygefravær fra 2019 til 2023.

I det offentlige er sygefraværet steget med 2,4 dage i gennemsnit per fuldtidsansat i perioden.

Det betyder, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage lyder på 14,1 per ansat på de offentlige arbejdspladser.

Blandt virksomheder og organisationer på det private arbejdsmarked er stigningen på 1,3 sygefraværsdage i gennemsnit per fuldtidsansat.

Det gennemsnitlige antal sygefraværsdage er dermed oppe på 8,2 i det private.

Analysen peger ikke på nogen årsager til stigningen.

29. dec. 2024 kl. 11:25
Ole Holbech

Alle letbanetog holder stille

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag formiddag er alle letbanetog ude af drift på grund af tekniske problemer, oplyser Odense Letbane på sin hjemmeside.

Det gælder dermed hele strækningen fra Tarup til Hjallese.

Driftstoppet skyldes en sporskiftefejl. Teknikkere arbejder lige nu på at løse problemet.

Der er indsat erstatningsbusser, der kører cirka hvert 15. minut. Letbanen forventes at køre igen “snarest”.

29. dec. 2024 kl. 10:43
Presse-fotos.dk

"Bestemt i den svære kategori" siger politikommissær om eftersøgningen af Poul

LYT
Del
Link
kopieret!

"Et langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder.

Det er, hvad Fyns Politi står overfor i eftersøgningen af den 70-årige Poul Frank Andersen, der sidst blev set torsdag aften.

- Den her eftersøgning er bestemt i den svære kategori, siger politikommissær hos Fyns Politi Jesper Schmidt-Nielsen, der leder eftersøgningen, og som har deltaget i eftersøgninger siden 1994.

Kaldt ind fra juleferie

Otte hunde, otte hundeførere og det daglige beredskab deltager i søndagens eftersøgning, der starter op igen klokken 11.

Politikommissæren oplyser, at de begynder ved Poul Frank Andersens adresse på Dømmestrupvej i Nørre Lyndelse på Midtfyn og bevæger sig udad i en radius fra bopælen.

- Han kan ligge bag den nærmeste busk eller i den fjerneste skov, så det er vigtigt, at vi får kigget alle steder, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der tilføjer, at Poul Frank Andersen er “godt gående og vant til at bevæge sig meget”.

Hundeførere er blevet kaldt ind fra juleferie for at deltage i eftersøgningen, oplyser politikommissæren. Ud over hundene kommer Fyns Politi til at anvende droner med termiske kameraer.

- Skulle han være faldet i et vandhul, er han svær at finde, så der hjælper de termiske kameraer os, siger politikommissæren.

Aldrig oplevet så få henvendelser

Borgere som Patrick Ninn Baudeau og hans familie har deltaget i eftersøgningen. Politikommisæren beskriver, hvordan borgere i området meget gerne vil hjælpe, men ikke kan, da ingen har set Poul Frank Andersen.

- Det er første gang, vi har fået så få henvendelser, siger Jesper Schmidt-Nielsen, der opfordrer borgere i området i og omkring Nørre Lyndelse til at fortsat at tjekke udhuse, garager og ubeboede bygninger på deres private grunde.

- Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få.

Han understreger vigtigheden i, at borgere i videst muligt omfang opholder sig på veje og stier, da hundene kan blive ledt på vildspor, hvis borgere bevæger sig ud i terrænet.

Det formodes ikke, at Poul Frank Andersen har været udsat for en forbrydelse.

Et vidne har over for politiet beskrevet at have set ham iført en sort eller grå kedeldragt. Han har desuden hvidt hår og gråt fuldskæg.

Har du informationer, der kan lede frem til Poul Frank Andersen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.

29. dec. 2024 kl. 9:29
Odense Boldklub

"Mest imponerende kulturforandring, jeg nogensinde har set" siger OB-boss om vild sæson

LYT
Del
Link
kopieret!

Øens hold har været deciderede ustoppelige i sæsonen med svimlende 45 point efter 18 spillede kampe i NordicBet Liga.

Den brandvarme form gør, at OB topper tabellen med en fornuftig margin ned til Fredericia på andenpladsen, der ellers også har været godt kørende.

Troels Bech har nu været sportsdirektør i et halvt år, og her inden året går på hæld, ser han tilbage på tiden i direktørstolen.

Fisker sammen

Til klubbens hjemmeside udtaler sportsdirektøren, at årsagen til de mange sejre skal findes i, at der er kommet en korpsånd og en vilje til at gøre noget ekstra for hinanden.

- Derfor har jeg et billede i mit hoved af, at det er den mest imponerende kulturforandring, jeg nogensinde har set, siger Troels Bech og fortsætter:

- Jeg oplever den stemning, der omgiver vores træninger, som markant forandrede. Spillerne var en dysfunktionel og splittet en gruppe, men nu har de på eget initiativ lavet fisketure og overnatninger i bivuaker og shelterhytter og laver på den måde en del arrangementer sammen.

Opbakning intakt

På trods af nedrykningen til landets næstbedste fodboldrække har opbakningen til klubben været intakt, hvilket sportsdirektøren også kommer ind på:

- Vi er den sjette mest sete sportsvirksomhed i Danmark på trods af nedrykningen, så vi må bare konstatere, at dem, der arbejder med at kommunikere og gøre det tydeligt, hvad det er for et OB, man kan holde med, får skabt et stort vindue, siger Troels Bech.

- Det er ret imponerende, for det kunne godt være nu, folk trak gardinerne fra og tog en pause, men byens opbakning, folks opbakning og OB’s evne til at række ud og gøre det nemmere at holde med os, den har været god, siger Troels Bech.

OB gæster Hillerød i næste ligakamp 21. februar.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her