Tys-tys om social dumping: Byrådsmedlem fik nej til indsigt i rapporter om lønfusk på fjernvarmeværk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Selvom Odense Kommune blev advaret om, at der foregik social dumping hos Fjernvarme Fyn, blev mistanken hverken forelagt stadsdirektøren eller Økonomiudvalget. Byrådsmedlem bliver nægtet indsigt i detaljer - stadsdirektør forsikrer, at alt er foregået efter bogen.
Det er skatteborgerne i Odense, der ejer Fjernvarme Fyn, men de samme skatteborgere må ikke få detaljer om den sociale dumping, der har foregået på Danmarks tredjestørste fjernvarmeværk – f.eks. hvor mange penge, løndumpingen løber op i.
I flere måneder har byrådsmedlem Claus Skjoldborg fra Socialdemokratiet forsøgt at komme til bunds i sagen om underbetalte medarbejdere på Fjernvarme Fyn, der er ejet af Odense Kommune (97%) og Nordfyns Kommune (3 %).
- Jeg er valgt af borgerne, at jeg synes det er vigtigt, at tingene foregår rigtigt, og det har jeg uden held søgt svar på, siger Claus Skjoldborg.
I sidste uge kunne Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn fortælle, at mindst syv underentreprenører på Fjernvarme Fyn har underbetalt deres medarbejdere. Det er i lodret strid med Odense Byråds arbejdsklausuler, som skal sikre, at alle, der arbejder for kommunen eller kommunens selskaber, får løn, der som minimum svarer til overenskomsten.
Overtrædelserne er sket hos underentreprenører til den finske virksomhed Andritz, som opfører en biokedel og har hovedentreprisen i det 800 millioner kroner dyre projekt, der skal gøre det muligt for fjernvarmeselskabet at udfase brugen af kul.
- Vi skal simpelthen ikke acceptere arbejdskriminalitet og social dumping i Odense og slet ikke på vores egne virksomheder. Det skriger til himlen, så vi skal vide, hvad der foregår, og gøre noget ved det, lyder det fra byrådsmedlemmet.
Nej til indsigt
I sidste uge kom det også frem, at Fjernvarme Fyn har anvendt deres egen arbejdsklausul i kontrakten med Andritz i stedet for Odense Kommunes arbejdsklausul.
Meningen med klausulerne er at undgå løndumping og at komme efter dem, der alligevel excellerer i det, men Fjernvarme Fyn har udformet sine egne klausuler, der ikke giver mulighed for på samme måde at komme efter firmaer, som underbetaler sine folk.
Claus Skjoldborg, der som faglig konsulent hos 3F Bygningsarbejderne på Fyn, også beskæftiger sig med social dumping i sit job, spurgte allerede i efteråret 2022 til sagen hos embedsmændene i Odense Kommune.
Det fik han ikke noget ud af. Trods en længere dialog med kommunens øverste embedsmand, stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen, har Claus Skjoldborg fortsat ikke fået indblik i kontrolenhedens rapporter og dermed omfanget af social dumping på det kommunalt ejede fjernvarmeværk.
- Det er nemt at forstå, at et enkeltstående byrådsmedlem er ærgerlig over ikke at kunne få indsigt i det materiale. Argumentationen er, at det ikke er dokumenter som Odense Kommune ejer, derfor kan vi ikke lovligt udlevere dem, siger Stefan Birkebjerg Andersen til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende.
De to medier har ligeledes søgt aktindsigt i dokumenterne, men har fået nej. Ankestyrelsen har efterfølgende givet Odense Kommune ret i, at kommunen godt kan afvise at give aktindsigt.
Noget virker ikke
Stefan Birkebjerg Andersen mener, at de folkevalgte har indsigt og kontrol gennem kommunens Økonomiudvalg, da de kommunalt ejede selskaber hver især én gang om året har foretræde for Økonomiudvalget. Her skal selskaberne blandt andet fortælle om status for overholdelsen af de sociale klausuler i deres virksomheder.
Men tilsyneladende har Økonomiudvalget i Odense Kommune heller ikke set Kontrolenhedens rapporter over omfanget af social dumping på Fjernvarme Fyn, selvom det allerede i maj sidste år blev rejst mistanke om, at et polsk stilladsfirma underbetalte sine ansatte og dermed ikke overholdte de arbejdsklausuler, som Odense Byråd har vedtaget. Heller ikke stadsdirektøren har set rapporterne, oplyser han.
Claus Skjoldborg mener, at afsløringerne af flere tilfælde med social dumping viser, at kontrollen og den politiske indsigt i hvad der foregår, reelt er hullet som en si.
- Når direktøren nu erkender, at der været flere tilfælde af social dumping, og at fjernvarmen har brugt forkerte klausuler, og Odense Kommune ikke før nu har vidst noget, så viser det for mig, at der er noget i konstruktionen, der ikke virker. Det synes jeg ikke er i orden, siger Claus Skjoldborg.
Ifølge stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen er det dog helt efter bogen, at der ikke er kontrol af, om de kommunalt ejede selskaber overholder arbejdsklausulerne, eller om virksomheden anvender de rigtige arbejdsklausuler.
- Grundlæggende er det Fjernvarme Fyns ansvar at sikre overholdelse af klausuler og de vilkår, Odense Byråd har givet. Derfor er den korrekte måde at gøre det på, at selskabet gør det, siger han.