Bag Storebælts stål: Indbyggere er fastlåst i forureningen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Indbyggerne i Taranto lever med konsekvenserne af produktionen fra stålværket Ilva siden 1990'erne, . Selv om de ved, at det kan gøre dem syge at bo og arbejde i byen, føler mange sig bundet til den syditalienske by.
46-årige Lucia Lo Matire fra den syditalienske havneby Taranto har set det lokale stålværk, Ilva, nedbryde mændene i sit liv. Hendes mand fik som 40-årig tyktarmskræft i 2010. Han havde arbejdet på Ilva siden 1994. Hendes far døde i 2011 af lungekræft efter 40 år som ansat på værket.
Nu frygter hun for sine børn på 20 og 11 år, der hele deres liv har indåndet luften i den by, som i årtier er blevet udsat for giftig røg og farligt støv fra Ilva. De bor i Tamburi-kvarteret, der ligger tættest på stålværket.
- Jeg føler mig skyldig, fordi jeg ved, jeg tager alt fra dem. De har ikke haft muligheden for at have en normal barndom. Vi har ikke taget dem ud af huset for at lege, for vi ved, hvad risikoen er. Jeg ved udmærket, at jeg begrænser dem, men jeg har ikke styrken til at tage beslutningen og flytte herfra, siger hun.
Avisen Danmark og TV 2/Fyn har over de seneste dage beskrevet konsekvenserne af produktionen på stålværket Ilva, fordi det var herfra, at man i 1990'erne aftog cirka 80.000 ton stål til byggeriet af Storebæltsbroen.
SF'er vil have transportminister i samråd efter Storebælt-sag
Karsten Hønge, politisk ordfører for SF, mener ikke, der er nogen undskyldning for, at man brugte 80.000 ton stål til Storebæltsbroen fra et stålværk, der har været skyld i sygdom og død blandt indbyggerne i den syditalienske by Taranto. Han vil nu sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen.
Den danske stat burde have opdaget, at 80.000 ton stål, der er brugt til at opføre Storebæltsbroen, kom fra et stærkt forurenende stålværk i Italien, der er årsag til sygdom og død blandt indbyggerne i den syditalienske havneby Taranto.
Det mener Karsten Hønge, politisk ordfører for SF i Folketinget og kandidat til Europa-parlamentet.
- Det her er en skandale. Især når jeg kan forstå, at der, allerede da broen blev bygget, var indberetninger om, at forholdene ikke var i orden. Det er utroligt, at man ikke har taget handling og forlangt noget af de mennesker, der leverede materialerne, siger han.
Han vil nu kalde transportminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd for at gøre rede for, hvordan proceduren er, når det offentlige køber materialer i udlandet – for eksempel på Storstrømsbroen, til Femern-tunnelen eller letbaner og supersygehuse. Han skal også redegøre for, om de klausuler og krav til udenlandske leverandører, der bliver indført i kontrakter i dag, faktisk bliver håndhævet.
“Jeg ser ingen undskyldning for, at man ikke har undersøgt det her. Længere tid siden er det altså heller ikke.”
- Er der nogen, der betaler en menneskelig pris i den anden ende for de byggerier, vi har i dag, vil Karsten Hønge vide.
Desuden vil han bede om en redegørelse fra Sund & Bælt for at få klarlagt, hvorfor selskabet bag Storebæltsbroen i sin tid ikke var opmærksom på forureningsproblemerne hos underleverandøren, men kun kvaliteten af stålet.
Ingen undskyldning
Avisen Danmark og TV 2/Fyn kunne søndag fortælle, hvordan det gik til, at Storebæltsbroen fik leveret stål fra det forurenende stålværk Ilva, og hvordan forureningen har påvirket befolkningen i Taranto. Undersøgelser fra italienske sundhedsmyndigheder viser, at udledningen fra Ilva er årsag til en række alvorlige sygdomme som kræft samt hjerte- og lungelidelser, og det er påvist, at forureningen er årsag til cirka 400 dødsfald. Men det reelle tal kan være langt højere.
I tilsynsrapporter fra stålproduktionen og notater fra Storebæltsbroens politiske følgegruppe, som vi har fået aktindsigt i, bliver der intet sted udtryk bekymring for eller viden om forholdene på Ilva. Og i kontraktmaterialet til opgaven på Østbroen, hvor stålet er brugt, finder vi ingen krav vedrørende miljø og arbejdsforhold til underleverandørerne.
“Det er en skandale, at det kan foregå så langt op i tiden.”
Men man burde have vidst det og stillet krav, selv om det er godt 25 år siden, man fik stålet produceret, mener Karsten Hønge.
- Jeg ser ingen undskyldning for, at man ikke har undersøgt det her. Længere tid siden er det altså heller ikke. Man gik da bestemt også op i miljø dengang. Jeg skal love for, at man gik meget op i de miljømæssige konsekvenser af at bygge broen i Storebælt. For eksempel hvad det betød for strømforholdene i Storebælt, når man satte de her sænkekasser ned på bunden, og hvad det betød for fiskebestanden og iltsvind. Det samme gjaldt arbejdsforholdene for arbejderne i Danmark, siger han.
- Så det er en skandale, at det kan foregå så langt op i tiden, og det er en endnu større skandale, at det foregår den dag i dag, at de producerer stål på den måde dernede.
Som tredjeverdenslande
Ilva er stadig Europas største og nu tredjemest producerende stålværk. Verdens største stålproducent, ArcelorMittal er ved at overtage værket, der stadig ikke lever fuldt op til miljølovgivningen. Den nye ejer har fået frem til 2023 til at bringe alle forhold i orden, men der er lang vej igen.
Karsten Hønge mener, at man burde kunne forvente, at det var i sådanne situationer, at EU gjorde en forskel.
- Det lyder som noget, vi ville forvente os af tredjeverdenslande. En ting er, at det er foregået dengang, men det er en endnu større skandale, at de fortsat producerer materialer, så menneskerne i byen bliver berørt af det, siger han.
EU har i årevis forsøgt at presse de italienske myndigheder til at få styr på det store stålværk, men uden held. Karsten Hønge mener, at EU nu bør vise sig med den nødvendige styrke, "der kan gøre EU til et sted, hvor man også forsvarer helt almindelige menneskers helbred."
- Som indkøber af materialer skal man altså stille krav til virksomheder, der leverer til en. Man skal sørge for, at de ikke undergraver miljø og menneskers helbred, lige som vi også stiller krav om, at ting ikke bliver produceret af børnearbejdere eller slaver, siger han.
Brugen af stålet på Storebæltsbroen skal være en lærestreg.
- Selv om det er italienere, der er blevet ramt af det her, så er det menneskeliv, og det er lige så alvorligt, som hvis der var tale om danske liv. Vi skal stille krav om det her, og selvfølgelig kan man lave systemer, der kan kontrollere den slags, siger han.
Undersøgelser fra italienske sundhedsmyndigheder viser, at udledningen fra Ilva er årsag til en række alvorlige sygdomme, og det er påvist, at forureningen har kostet 400 mennesker livet. Men det tal kan være langt højere.
Allerede i de år, hvor stålet til Storebælt blev produceret, advarede de italienske myndigheder om den omfattende forurening, uden det fik betydning for stålværkets status som underleverandør til Storebæltsbroen.
Det er efterhånden en del år siden, at produktionen af materialer til broen fandt sted, men ifølge en ekspert i forurening og kræftsygdomme fra Kræftens Bekæmpelse er sygdomme, forårsaget af de kræftfremkaldende stoffer, som stålværket har udledt, ofte 10-30 år om at vise sig. På den måde kan man også se konsekvenserne af fortidens produktion i dag.
Historien er ligeledes eksempel på, hvad offentlige myndigheder risikerer at bidrage til, hvis ikke man stiller og håndhæver krav til underleverandører, der producerer materialer i udlandet.
For de 200.000 indbyggere i Taranto er livet som nabo til Europas største stålværk stadig virkelighed. Trods pres fra EU lever stålværket stadig ikke op til de gældende miljøkrav.
For Lucia Lo Matire er situationen et valg mellem pest eller kolera. Hun vil gerne flytte væk, men:
- Min mand har en meget lav løn, og jeg har to børn, og det vil være rigtig svært at sælge vores hus, fordi det er faldet rigtig meget i værdi på grund af forureningen. Vi er også omkring 50 år begge to, og det ville ikke være nemt at finde arbejde et andet sted, siger hun.
5.-6.000 pakker cigaretter
Jurist Allessandro Marescotti er præsident i den humanitære organisation Peacelink og bor i Taranto. Peacelink stod bag de første opdagelser af de forurenede fødevarer og har ført an i civile søgsmål mod Ilva samt fået Europa-kommissionen til at starte en sag mod de italienske myndigheder om overtrædelserne.
Med udsigt til Ilva forklarer han, hvordan røgen fra den del af værket, hvor de brænder koks af, sender de giftige og kræftfremkaldende stoffer benzen og benzopyren ind over området.
- I lang tid sagde man, at vi ikke skulle bekymre os om den hvide røg, fordi det bare var vanddampe. Men nu ved vi, at den indeholder nogle af de mest giftige stoffer, siger han.
Inde på stålværket har arbejderne i årevis været udsat for voldsomme påvirkninger. Ifølge Allessandro Marescotti indånder en fabriksarbejder i det mest belastede områder af produktionen dagligt kræftfremkaldende stoffer, der svarer til fem-seks pakker cigaretter. Tidligere var det endnu værre. Her kunne ansatte på de mest udsatte poster indånde kræftfremkaldende stoffer, der svarer til 5.-6.000 pakker cigaretter.
Kun få vagthunde
Men hvorfor går man på arbejde hver dag et sted, som man ved kan koste en livet?
En af grundene til, at det er svært bare at lukke ned for stålværket, ud over virksomhedens økonomiske interesser, er risikoen for økonomisk ruin blandt indbyggerne i området, hvor tusinder får deres indtægt fra Ilva. Derfor er det heller ikke alle, der ønsker at stoppe Ilva - selv i den italienske fagbevægelse. For nogle er frygten for ikke at kunne forsøge sin familie værre end risikoen for at blive syg.
Vincenzo De Marco er en af dem, der bliver på sin arbejdsplads, samtidig med, at han protesterer åbenlyst mod virksomheden.
- Det er meget svært at finde arbejde andre steder, selv om man søger. Jeg har søgt arbejde andetsteds i årevis, siger han.
Samtidig ville det pine ham at skulle efterlade sine venner og kollegaer.
- Det ville være at stikke af fra problemet. For tiden er vi kun få "vagthunde" på værket. Hvis vi forsvandt, ville man vende tilbage til datidens rutiner, der var endnu mindre holdbare for arbejdernes ve og vel, siger han.
