Det er dagen før dagen, hvor danskerne skal til stemmeurnerne og sætte deres kryds ved lige netop den kandidat eller det parti, som de mener, hører hjemme i Folketinget.
På Fyn kæmper 12 partier og 77 kandidater om de mellem 15 og 19 fynske mandater i Folketinget.
Men selvom der er under et døgn til at valgstederne åbner, er en del af vælgerne stadig i tvivl om, hvem de skal stemme på. Men det kan den her test muligvis hjælpe dig med.
TV 2 og TV 2-regionerne er nemlig gået sammen om at bygge en kandidattest til folketingsvalget. Ved at svare på en række spørgsmål, som er sendt ud til de 824 kandidater i hele landet, kan vælgerne selv udforske, hvem de er mest enige eller uenige med.
Testen giver også mulighed for at dykke dybere ned i kandidaternes holdninger til en lang række emner og politiske spørgsmål - også helt lokalt.
Konkret og sjov
- Interessen er enorm. Vores kandidattest ved kommunalvalget blev vist 100.000 gange på tv2fyn.dk, og på landsplan tog mere end tre millioner danskere testen. Og det fårstår jeg godt. Det er en sjov og legende måde at få kendskab til kandidaterne på, siger direktør på TV 2/Fyn Esben Seerup.
Kandidattesten er skruet sammen, så vælgerne skal angive to valgtemaer, som optager dem mest. Ud fra brugerens valg af vigtigste emner får man undervejs i testen ekstra spørgsmål i hver kategori - så det, man især lægger vægt på, kommer til at fylde mere i testen.
Samtidig indeholder testen også tre regionale spørgsmål om helt aktuelle fynske problemstillinger, som det kommende folketing skal forholde sig til.
Spørgsmålene i kandidattesten er i udvalgt af TV 2s politiske redaktører i samarbejde med Megafon på baggrund af, hvad der ifølge meningsmålinger og undersøgelser er de vigtigste temaer for danskerne, når de skal sætte deres kryds ved folketingsvalget.
TV 2-regionernes lokale redaktører har desuden hjulpet med at tilpasse de lokale spørgsmål, så de er mest muligt relevante for hvert område.
Samarbejde med analysevirksomhed
Analysevirksomheden Paqle har håndteret indsamlingen af de store mængder data, der indgår i testen, og har på vegne af TV 2 kontaktet kandidaterne frem mod valget og indhentet deres holdninger til brug for testen. Datasættet, der er indsamlet til kandidattesten, indgår desuden som en del af det generelle grundlag for TV 2 og TV 2-regionernes dækning af valget.
- Jeg kommer til at tage testen flere gange. Nogle gange kan man tricke testen og svare helt modsat sine egne holdninger, og så kan man få et overblik over andre kandidater, og hvad de står for, siger Esben Seerup.
Kandidattesten er både tilgængelig på tv2.dk og på TV 2-regionernes hjemmesider.