Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det Fynske Dyrskue melder nu klart ud at enten får Dyrskuet lov at blive på Dyrskuepladsen eller også lukker det. Højstrup er ikke en mulighed, lyder meldingen.
Den klare udmelding fra Dyrskuet kommer efter, at Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning på et møde onsdag, i følge Det Fynske Dyrskue, meldte ud, at en flytning til Højstrup reelt er en flytning til ”et areal svarende til en bar mark".
- Vi siger stop nu. Enten bliver vi på Dyrskuepladsen eller også lukker vi, siger dyrskueformand Torben Povlsen.
Sagen om en eventuel flytning af Det Fynske Dyrskue fra Dyrskuepladsen er blevet aktuel, fordi kommunen i øjeblikket behandler et forslag om at lade byens fodboldklubber bruge Dyrskuepladsen. Det vil henvise blandt andet Det Fynske Dyrskue og Grøn Koncert til andre områder i Odense.
Sagen skulle have været behandlet i Odense Kommunes By- og Kulturudvalg tirsdag, men blev efter anbefaling fra forvaltningen udskudt, fordi der efter en dialog med Det Fynske Dyrskue var ”opstået tvivl om, hvorvidt sagen er tilstrækkeligt og korrekt belyst".
OB vil spille på Dyrskuepladsen
OB's børne- og ungdomsafdeling har vokset sig for stor til træningsanlægget i Ådalen. I stedet vil OB Amatører træne fast på Dyrskuepladsen, men Det Fynske Dyrskue har ikke råd til flytning.
Odense Boldklubs afdeling for børn- og unge har vokset sig stor.
Så stor, at det ikke længere giver mening at spille på træningsanlægget ved Ådalen. Det fortæller formanden for OB Amatører, Claus Eder, der i stedet har udset sig Dyrskuepladsen som fast træningsområde.
- Lige nu har vi kæmpe pladsproblemer på grund af klubbens mange medlemmer. Hvis vi får Dyrskuepladsen, vil vi have plads til alle vores børne- og ungdomsmedlemmer der.
Odense Byråd er i øjeblikket i færd med at tage stilling til seks mulige scenarier, der skal løse pladsproblemerne for Odense Boldklub. At rykke til Dyrskuepladsen er ét af scenarierne, og det er Odense Boldklub og de andre fynske boldklubber gået sammen om at pege på.
I forvejen låner Odense Boldklub en del af arealet på Dyrskuepladsen til at træne, men hvis det står til Claus Eder, skal ordningen være permanent og banerne i top.
- Vi vil gerne have fodboldbaner, Og på Dyrskuepladsen er der græs med streger. Det er ikke fodboldbaner. Vi vil gerne have baner af høj kvalitet, som man bruger penge på at vedligeholde, forklarer han.
Det Fynske Dyrskue må flytte
Hvis forslaget vedtages betyder det, at der ikke længere er plads til Det Fynske Dyrskue. Af referater fra møder i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune fremgår det, at det militære træningsområde Højstrup skal udgøre Det Fynske Dyrskues nye placering.
Den løsning bakker Brian Dybro (SF) op om.
- Den bedste løsning vil være, at vi flytter dyrskuet permanent og laver boldbaner derude til OB Amatører. Selvom jeg holder af dyrskuet, er tiden løbet fra, at det skal afholdes inde midt i byen, udtaler han.
Ifølge ham giver det ikke mening, at Odense Boldklub og Det Fynske Dyrskue deles om pladsen.
- Man kan ikke have dyrskue og boldbaner på samme areal. Dyrskuet ligger beslag på pladsen to til fire uger om året, og så skal banerne reetableres. Det er besværligt, det er dyrt, og det giver simpelthen ikke mening, siger han.
Har ikke råd til at flytte
Det Fynske Dyrskues formand, Torben Povlsen, er ikke begejstret over udsigterne til at skulle flytte.
- Vi har et super event, hvor vi formidler fødevareproduktionen inde i Odense for 57-58.000 mennesker om året. Hvis det skal lukke, fordi der er nogle børn og voksne, der skal spille fodbold, er vi nødt til at finde en løsning, hvor vi kan være der alle sammen, siger han.
For Torben Povlsen er det som udgangspunkt lige meget, hvor Det Fynske Dyrskue finder sted, men en flytning vil kræve nye faciliteter på området ved Højstrup. Det har kræfterne bag dyrskuet ikke råd til selv at betale.
- De midler, vi har, er brugt på Dyrskuepladsen. Hvis ikke Odense Byråd vil finansiere flytningen, er der ikke noget dyrskue i fremtiden, fortæller han.
Venstre: Overvej omkostningerne
SF's ønske om at flytte Det Fynske Dyrskue kan ende med at koste et beløb i millionklassen.
By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) håber, byrådet har regningen i baghovedet, når de træffer den endelige beslutning.
- Jeg er bekymret for økonomien. For mig er det vigtigt, at vi også efterfølgende har et dyrskue. Det er Fyns største event med næsten 60.000 besøgende om året, forklarer hun.
- Jeg håber, byrådet overvejer, hvor de ekstra mange millioner skal komme fra.
Jane Jegind fortæller, at hun ønsker en løsning, som Det Fynske Dyrskue også kan se sig selv indgå i.
By- og Kulturudvalget vender tilbage til arbejdet med de mulige scenarier for fordelingen af boldbaner efter sommerferien.
I følge Dyrskuet manglede sagsfremstillingen en realistisk og velunderbygget beregning på prisen for en reel flytning og genetablering af Det Fynske Dyrskue.
- Områdets beskaffenhed er altafgørende for, at vi kan gennemføre et dyrskue med samme høje niveau for sundhed, sikkerhed og faglighed som i dag. Vi er gået åbent og konstruktivt ind i denne proces om en eventuel flytning, vel vidende at det vil kræve betydelige ressourcer. Det er derfor med stor ærgrelse og beklagelse, at vi nu ser, at forvaltningen reelt ikke har mulighed for at gen-skabe Det Fynske Dyrskue et andet sted, men blot anviser et areal. Derfor siger vi nu stop: Enten bliver vi på Dyrskuepladsen eller også lukker vi, understreger Torben Povlsen.
Politisk flertal vil tillade fodbold på Dyrskuepladsen
Der tegner sig et flertal i Odense Byråd for at lade OB's amatørafdeling rykke ind på dyrskuepladsen. Sker det, må Det Fynske Dyrskue flytte.
Meget tyder på at både SF, Enhedslisten, De Konservative og Socialdemokratiet i Odense Byråd går ind for at lade OBs amatørafdeling flytte ind på byens dyrskueplads.
Dansk Folkeparti har endnu ikke taget stilling, mens Venstre er skeptiske.
SF og Enhedslisten har taget stilling:
- Vi finder det vigtigere, at vi har et velfungerende idrætsliv med tiltrækkelige boldbaner, end at vi har et dyrskue i byen. Derfor støtter vi planerne om, at OB kan flytte til Dyrskuepladsen, fordi det vil give både OB og mindre klubber bedre forhold, siger Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten.
De Konservative og Socialdemokratiet ser gerne, at OB overtager dyrskuepladsen, men har ikke taget endelig stilling:
- Grundlæggende støtter vi en løsning, der tilgodeser OB's muligheder for at klare sig i toppen af dansk fodbold. Og hvis det betyder, at de skal rykke til Dyrskuepladsen, så kan jeg godt se det for mig. Men vi har ikke taget endelig stilling endnu, siger Det Konservative Folkepartis medlem af By- og Kulturudvalget, Lars Havelund.
- Vi støtter, at OB flytter til Dyrskuepladsen, men det kræver, at vi finder en løsning for dyrskuet, siger socialdemokraternes politiske ordfører i byrådet, Tim Vermund.
Mangel på træningsfaciliteter
OB's børne- og ungdomsafdeling har vokset sig for stor til træningsanlægget i Ådalen. I stedet vil OB Amatører gerne træne fast på Dyrskuepladsen.
Klubben betragter sig som en midtbyklub og vil derfor helst blive liggende tæt på centrum af hensyn til de mange børn og unge, der bor der.
Odense Byråd er i øjeblikket i færd med at tage stilling til seks mulige scenarier, der skal løse pladsproblemerne for Odense Boldklub. At rykke til Dyrskuepladsen er ét af scenarierne, og det er Odense Boldklub og de andre fynske boldklubber gået sammen om at pege på.
Samtidig arbejdes der med, at Det Fynske Dyrskue skal flyttes til det militære træningsområde i Højstrup.
Dyrskuet har ikke selv råd til at flytte
For formanden for Det Fynske Dyrskue, Torben Povlsen, er det som udgangspunkt lige meget, hvor Det Fynske Dyrskue finder sted, men en flytning vil kræve nye faciliteter på området ved Højstrup. Det har kræfterne bag dyrskuet ikke råd til selv at betale.
- De midler, vi har, er brugt på Dyrskuepladsen. Hvis ikke Odense Byråd vil finansiere flytningen, er der ikke noget dyrskue i fremtiden, fortalte han mandag til TV 2/FYN.