Det danske e-sportshold Astralis tabte lørdag morgen dansk tid finalen i CS:GO ved Eleague-stævnet i Atlanta, USA.
Vinderen af de 500.000 amerikanske dollar blev FaZe Clan, der har danske Finn Andersen, som også går under navnet karrigan, på holdet.
I første map lagde Astralis overlegent ud og bragte sig foran 9-2. Danskerne var også foran 13-7, men FaZe Clan leverede et kæmpestort comeback og vandt 16-14. Der spilles bedst af 30 runder.
I andet map var magien væk for det danske Astralis-mandskab, der fik store klø af sin modstander. Ved afslutningen af de første 15 runder var danskerne bagud 3-12. Og selv om der blev pyntet en smule på resultatet efter pausen, endte det ikke med aftenens andet store comeback.
FaZe Clan vandt 16-7 og dermed turneringen. FaZe Clan havde i semifinalen gjort det af med et andet dansk storhold, North, som blev nedlagt med 2-0 i maps.
Men FaZe Clans eneste dansker, Finn "karrigan" Andersen, kunne godt nyde sejren alligevel.
- Jeg synes, vi vinder på en fantastisk måde. I mine øjne er Astralis det bedste hold i verden, men det var fantastisk at vinde på den måde her, sagde Finn Andersen, efter at FaZe Clan havde vundet.