Fynsk håndspritfabrik tilbudt beskyttelse af politiet

Virksomheden KiiltoClean fra Assens er blevet tilbudt politibeskyttelse, da virksomheden producerer livsvigtig håndsprit.

Der er rygende travlt hos virksomheden KiiltoClean, der i øjeblikket producerer 250.000 liter håndsprit om ugen. Coronavirusset har sendt efterspørgslen på håndsprit i vejret, og de seneste uger har der været en slags undtagelsestilstand hos virksomheden i Assens på Fyn.

Administrerende direktør Bo Eriksen fortæller til norske NRK, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har vurderet fabrikken som vigtig i den nuværende situation.

Derfor er virksomheden blevet tilbudt patruljering af politiet rundt om fabrikken. 

- Vi har foreløbig takket nej til politiets tilbud, da vi er tilstrækkeligt personale på virksomheden - også om natten, fortæller Bo Eriksen til TV 2/Fyn.

Normalt bliver der lavet 60.000 liter håndsprit om ugen, men det er blevet mere end firedoblet under udbruddet af coronavirus.

KiiltoClean producerer i døgndrift for at holde trit med efterspørgslen.

 Virksomheden står blandt andet bag mærket Antibac og leverer til sundhedssektoren i de skandinaviske lande.

- Jeg arbejdede her også under svineinfluenzaen i 2009, men jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt som coronavirusset. Nu er både panikken og efterspørgslen større, siger han til NRK.

Bo Eriksen fortæller, at virksomheden har måttet lukke for eksporten til andre lande end Skandinavien.

Han fortæller, at virksomheden kunne have skruet betragteligt op for priserne, hvis man havde valgt at sælge håndsprit på det internationale marked.

- Vi har valgt at fokusere på sundhedssektoren i de skandinaviske lande, selv om vi leverer mere, end aftalen er. Vi tænker langsigtet og vil kunne se kunderne i øjnene, når det her en gang er ovre, siger han til NRK.

Bo Eriksen siger, at virksomheden har støvsuget markedet for råstoffer for at kunne holde produktionen i gang. Det er blandt andet ethanol, men også flasker, pumper og æsker.

Det er i øjeblikket besværliggjort af, at meget bliver fremstillet i Kina, hvor produktionen har kørt på lavere tryk på grund af coronavirusset.

Torsdag rundede antallet af bekræftede coronatilfælde i Danmark 674 personer.

Oversigt

    Oversigt