Partiledelsen advarer DF
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Uroen fortsætter i Svendborg. Byrådsmedlem Morten S. Petersen har fået en skriftlig advarsel af partiledelsen på Christiansborg.
Efter en spæd tid som nyvalgt byrådsmedlem forlod Jesper Larsen Dansk Folkeparti (DF) for at blive løsgænger. Det skete i sidste uge, og siden da har der været ballade i Svendborg.
Byrådsmedlem Morten S. Petersen støttede nemlig Jesper Larsen i hans kritik af gruppeformand Dorthe Ullemoses evner som leder, som nu har udløst en skriftlig advarsel fra partitoppen på Christiansborg.
Det nu forhenværende byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Jesper Larsen, beretter om et meget anstrengt arbejdsmiljø i den lokale afdeling af Dansk Folkeparti med blandt andre bestyrelsesformand, Jakob Broegaard i centrum.
Byrådsmedlem forlader DF
Jesper Larsen, byrådsmedlem i Svendborg, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti tirsdag formiddag.
Uroen i Dansk Folkeparti i Svendborg har i dag nået nye højder.
Byrådsmedlemmet Jesper Larsen har meldt sig ud af partiet og vil fortsætte som løsgænger. Det oplyser han til TV 2/ Fyn.
- Det skyldes al den ballade, der har været i partiet i de seneste måneder, siger Jesper Larsen.
Jesper Larsen beretter om et meget anstrengt arbejdsmiljø i den lokale afdeling af Dansk Folkeparti med blandt andre bestyrelsesformand, Jakob Broegaard i centrum.
- Der har så længe jeg har været medlem i DF været massive samarbejdsproblemer mellem Formand Jacob Broegaard, bestyrelsen samt flere kandidater. Jeg har oplevet et sprogbrug og en opførsel, som jeg ikke troede fandtes. Der har været et utal af møder hvor der er forsøgt at starte på en frisk, dog uden held.
- De har dækket over dem urimeligt meget
Det nu forhenværende byrådsmedlem for Dansk Folkeparti mener, at partiledelsen på Christiansborg har givet Jacob Broegaard og mangeårigt medlem af partiet, Jens Munk, og alt for lang snor.
- De har dækket over dem urimeligt meget, skriver Jesper Larsen blandt andet i en netop udsendt pressemeddelelse.
Men det er ikke kun bestyrelsesformand, Jakob Broegaard, den nye løsgænger langer ud efter.
Partiledelsen indblanding overfor særligt gruppeformand og folketingskandidat, Dorthe Ullemose, forhindrer ifølge Jesper Larsen også, at man kan komme samarbejdsproblemerne til livs.
- Jeg har samarbejdet med Dorthe Ullemose så længe det overhovedet har været muligt. Vi har generelt haft et godt samarbejde, men jeg føler, at Dorthe er bundet af de ordrer, som kommer fra partiets øverste ledelse. Det giver splid i byrådsgruppen og et nærmest umuligt samarbejde, siger Jesper Larsen.
Jesper Larsen fortsætter i byrådet uden for parti.
Reglementet er overholdt
Det er partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Nielsen, der har givet Morten S. Petersen en skriftlig advarsel, og han forklarer, at den er givet helt efter reglerne.
- Der udløses per automatik en skriftlig advarsel, når der bliver rettet offentlig kritik mod andre partifælder. Normalt siger vi ikke til nogen, når der forekommer advarsler som den her. Men det ikke unormalt, at disse gives. Det vedkommer bare ikke offentligheden, fortæller Poul Lindholm Nielsen.
Ifølge partisekretæren er det ikke ens betydende med, at der ikke må rettes kritik mod andre, og han mener da også, at kritik er en del af arbejdet.
- Kritik er velkommen. Den skal bare holdes internt. Når vi holder møder, er der rig mulighed for at rette kritik mod hinanden, hvilket flere også benytter sig af, siger Poul Lindholm Nielsen.
Der er flere, som har fået skriftlige advarsler, hvilket er en del af proceduren. Det er ifølge partisekretæren også mere normalt end fremlagt.
- Det er op til hovedbestyrelsen, hvad der sker, hvis der kommer flere advarsler. Jeg kan sende en skriftlig advarsel, og skulle der ske yderligere, så er det hovedbestyrelsen, der tager stilling til yderligere sanktioner, siger Poul Lindholm Nielsen.
TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Morten S. Petersen, men han har ingen kommentarer til den skriftlige advarsel, han har fået af partikontoret.
Byrådsmedlem: Det er alvorligt i DF Svendborg
Balladen i DF Svendborg fortsætter. Byrådsmedlem Jesper Larsen har tirsdag formiddag meldt sig ud af gruppen og partiet. - Man har lige sagt farvel til klart den bedste mand, siger DF'er Morten Sol Petersen til TV 2/ Fyn.
Ny ballade i DF i Svendborg.
Tirsdag formiddag meldte Jesper Larsen, et af de fire byrådsmedlemmer, sig ud af gruppen og partiet for at blive løsgænger i byrådet.
En beslutning, der ærgrer Morten Sol Petersen, der er valgt til byrådet for DF.
- Man har lige sagt farvel til klart den bedste mand. Jeg synes, at det er rigtig, rigtig ærgerligt.
Mere alvorligt i DF Svendborg
Men samtidig også en beslutning, som Morten Sol Pedersen godt kan forstå.
- Jeg forstår godt Jesper - og jeg håber, at det her kan betyde, at det går op for folk, at det er mere alvorligt i DF Svendborg, end man måske har regnet med, siger Morten Sol Pedersen.