Rideforbund beroliger efter panik: Aggressiv hesteherpes er under kontrol

Der er ikke direkte sammenhæng mellem de tre fynske heste, der er døde af hesteherpes, og den pony fra Bjerringbro, der i sidste uge blev aflivet med samme sygdom. Det mener Dansk Ride Forbund.

Tre fynske heste er blevet aflivet efter at være blevet smittet med en særligt aggressiv form for hesteherpes, herpes virus 1. I sidste blev en pony fra Bjerringbro aflivet, fordi den også havde symptomer på herpesvirus.

Men at alle fire heste er døde af herpesvirus, er ikke det samme som, at virussen har spredt sig fra Fyn, påpeger Dansk Ride Forbund.

quote Det er faktuelt forkert, at virus har spredt sig fra Fyn. Vi ser ingen tegn på spredning lige nu, og for hver dag, der går, bliver vi mere rolige

Mette Uldahl, veterinærkonsulent

- Det er faktuelt forkert, at virus har spredt sig fra Fyn. Vi ser ingen tegn på spredning lige nu, og for hver dag der går, bliver vi mere rolige. Som det ser ud nu, er den aggressive herpes under kontrol, siger dyrlæge Mette Uldahl, der er veterinærkonsulent i Dansk Ride Forbund.

Hun forklarer, at det ikke er unormalt, at der opstår enkelttilfælde af herpes, som de fleste gange giver tegn på forkølelse, men som en sjælden gang imellem kan koste en hest livet.

- At en hest på Sjælland eller i Sverige får symptomer på herpes, er ikke det samme, som at den aggressive og meget smitsomme virus, som er på Fyn lige nu, har spredt sig, siger Mette Uldahl.

Hun vurderer, at det sker hvert 15. eller 20. år, at herpesvirus ændrer sig og bliver så ekstremt smitsom, som den herpes, der er fundet på Fyn.

Mange heste har herpes

Det er ikke unormalt, at en hest har herpesvirus hvilende i kroppen. Op mod 80 procent af alle heste har sygdommen, og ind imellem bliver virussen reaktiveret og gør hesten syg.

- Mange mennesker har også herpes i kroppen, og når vi så bliver forkølede eller stressede, slår det ind imellem ud og giver et forkølelsessår. Det er det samme med heste, hvor sygdommen er udbredt over hele landet. Men ind imellem kommer der en ændring i virus, der gør den mere aggressiv og alvorlig - som på Fyn, siger Mette Uldahl.

Derfor forsøger hele branchen at inddæmme den særligt aggressive hesteherpes på Fyn. Og det går indtil nu efter planen, mener Mette Uldahl.

Hesteherpes

- Som det har været de seneste par dage, så virker det til at være i kontrol. Vi er ikke på vej i panik, nærmest tværtimod. Hesten fra Bjerringbro har ingen tilknytning til Fyn og kom fra en lukket besætning. Men vi holder selvfølgelig stadig enormt meget øje, siger Mette Uldahl.

Panik på Facebook

Den mulige spredning af den aggressive virus, der er på Fyn, har været med til at skabe stor panik blandt hesteejere, siger dyrlægen.

- Det bliver skrevet meget på Facebook, og folk bliver bange, fordi de ikke forstår, hvad de er oppe imod. Og jeg kan godt forstå, det er svært at skelne mellem en virus, som vi har over det hele, og så i den alvorligere udgave på Fyn lige nu, siger Mette Uldahl. 

- Rigtig mange er bange, og der går mange rygter, så det er vigtigt, at vi får givet besked om, hvad det drejer sig om. Positive prøver kan give skrækeffekt, men positive prøver er der hvert år i Danmark, forklarer veterinærkonsulenten.

Hun understreger, at tilfældet i Bjerringbro er et enkelttilfælde. Det var en lille pony, som var en del af en mindre og lukket besætning på tre heste, der fik sygdommen.

- Vi ved, at de ikke har haft kontakt til andre og slet ikke til Fyn. Så vi er helt sikre på, at den ikke hænger sammen med virus på Fyn, siger Mette Uldahl.

Kan ikke udrydde herpes

Ifølge Dansk Ride Forbund har dyrlæger i sidste uge taget omkring 50 prøver til analyse for forekomst af herpesvirus og andre typer smitsomme sygdomme. Resultatet af disse prøver blev offentliggjort i mandags, og der er ikke fundet positive prøver for herpesvirus type 1.

- Virussen på Fyn er meget aggressiv, og vi vil gerne have lukket den stamme ned. Vi kan ikke udrydde herpes, men vi kan lukke ned for stammen på Fyn. Og som det ser ud lige nu, er den under kontrol, siger Mette Uldahl.

Oversigt

    Oversigt