Tørvejr har stakket frist - regn og blæst tager over
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tørt og vindstille vejr onsdag morgen bliver i løbet af dagen afløst af regn og blæst.
I løbet af onsdag morgen og formiddag vil det holde tørt de fleste steder på Fyn, hvor der kan komme enkelte solstrejf.
- Det starter med tørvejr, men det er faktisk en stakket frist, siger TV 2 Vejrets Cecilie Hother.
For i løbet af dagen vender vejret.
Gift fra gartnerier: Hårde miljøkrav vil koste job og true branchen
Der findes ikke nogen hurtige løsninger, der kan stoppe for udledningen af giftige pesticider fra gartnerierne i Odense, lyder det fra brancheorganisationen. Det kan dog lade sig gøre at drive et miljøvenligt gartneri, viser erfaringerne fra Gartneriet Thoruplund, der næsten ikke bruger pesticider.
Det vil koste job og kan potentielt udgøre en decideret bombe under branchen, hvis man i Odense Kommune nu vil stramme grebet om gartnerierne og sikre, at de ikke udleder giftige pesticider til naturen.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende kunne i går afsløre, at omkring 100 gartnerier i Odense fortsat kan udlede pesticider og gødningsrester til vandløb og søer, selvom det i dag er mere end fire år siden, at kommunen selv kortlagde problemet og lovede at sætte ind over for det.
Afdelingsleder Boie Frederiksen lagde i den forbindelse ikke skjul på, at man i kommunen forsøger at balancere hensynet til miljøet over for hensynet til et vigtigt erhverv i Odense og på Fyn.
Og ifølge brancheorganisationen Dansk Gartneri vil den balance tippe og risikerer at knække erhvervet, hvis man for alvor begynder at indføre nultolerance over for udledninger af pesticider fra gartnerierne.
Giftige gartnerier
Mere end halvdelen af Danmarks gartnerier ligger i Odense Kommune og udgør tilsammen mere end 1,8 millioner kvadratmeter. Igennem en årrække har gartnerierne udledt giftige pesticider og gødningsrester til den omkringliggende natur. En kortlægning fra 2017 viste, at der var miljøproblemer på alle gartnerierne i Odense og at størstedelen af dem udledte pesticider fra produktionen direkte til vandløb og søer.
TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende bringer flere artikler og tv-indslag, der viser, at en lovet kontrolindsats fra Odense Kommune aldrig for alvor er kommet i gang. Hvis du har et tip om gartneriernes udledning af pesticider, kan du skrive til journalist Frank Weirsøe eller journalist Jonas Ancher Nyeng.
Direktør for Dansk Gartneri, Torben Lippert, mener, at det er naturligt og forventeligt, at omstillingen går langsomt, og peger på, at det kommer til at koste arbejdspladser, hvis miljøomstillingen bliver tvunget igennem.
- Det gør det. Vi har set gartnerier som vælger at lukke før tid, eller et generationsskifte kikser, fordi man ikke ønsker at overtage et ældre gartneri. Et lille gartneri kan sagtens have en god forretning i et ældre gartneri, men det kan være svært for dem at omstille sig. Dem er vi bange for at miste, siger Torben Lippert.
Miljørigtig produktion giver fordele
Det kan dog lade sig gøre at drive et gartneri, der ikke sviner miljøet samtidigt.
Gartneriet Thoruplund i Fraugde har i årtier arbejdet målrettet med at producere blomster miljørigtigt. Campanula, roser, kaktus og andre planter produceres næsten uden brug af pesticider. I stedet bruger gartneriet rovmider, som biologiske bekæmpelse mod lus og andre skadedyr.
Blomsterne bliver vandet med opsamlet regnvand, og alt overskudsvand fra plantebordene bliver opsamlet og genbrugt via vandrender.
Det giver Thoruplund en række fordele, at de i snart to årtier har arbejdet målrettet med en miljørigtig produktion, fortæller Jørgen Kurt Andersen, der er teknik- og udviklingschef på Thoruplund.
- Det er godt at kunne sige, at vi arbejder hårdt på den her måde. Det er godt over for vores kunder, det er godt over for miljøet og over for vores medarbejdere. Flere og flere kunder spørger, hvordan vi gør de her ting, så derfor er det vigtigt, siger Jørgen Kurt Andersen.
Omstillingen til mere miljøvenlig produktion med minimalt brug af pesticider og uden udledninger har krævet store investeringer.
- Det man skal gøre, det er, at når man bygger nyt så skal man tænke sig om og få tingene gjort på den rigtige måde, så det kan leve op til fremtidens krav. Hvis man først har bygget et eller andet og efterfølgende skal leve op til fremtidens krav, så er det en katastrofe. Det er vanvittigt dyrt at lave om på bagefter, siger han.
5000 arbejdspladser i spil
Men de miljøvenlige produktionsformer på Thoruplund er altså langtfra kendetegnende for hele branchen i Odense.
Hovedparten af de mere end 100 gartnerier i Odense har stadig afløbs- og nedsivningsforhold, der ikke er godkendt, og målinger af de nære vandløb viser, at gartnerierne fortsat udleder pesticider og gødningsstoffer.
Jørgen Kurt Andersen tror dog ikke, at det er viljen, der mangler hos gartnerierne.
- Jeg tror, at der er stort ønske blandt gartnerierne om, at man gerne vil leve op til kravene, siger han.
Ifølge Dansk Gartneri er der omkring to et halvt tusinde arbejdspladser på gartnerierne i Odense, og et lignende antal job i virksomheder, der lever af at betjene gartneribranchen.
Direktør Torben Lippert frygter, at hele erhvervet kan blive ramt, hvis miljøkravene bliver tvunget igennem for hastigt.
- I branchen vil vi helst bevare et rimeligt højt produktionsniveau. Det har noget med afsætning at gøre. Vi eksporterer meget, og vi kører meget, og jo mindre vi producerer, jo sværere bliver det. Så vi frygter en kritisk masse, så vi skal helst bevare et vist niveau og et vist sortiment, så vi er attraktive på det europæiske marked, siger Torben Lippert.
Kan du forstå, at nogen bliver bekymret over, at det ikke går hurtigere med at få rettet op på gartneriernes miljøforhold?
- Ja, selvfølgelig kan jeg godt forstå det, men der mener jeg også, at man skal have forståelse for, at erhvervet er ved at bevæge sig, og at vi arbejder for at finde de rigtige løsninger, siger direktøren.
- Efterhånden som vi kommer ud på eftermiddagen, nærmer der sig et nedbør fra syd, og det kommer til at give den her grå og våde fornemmelse, siger vejrværten.
Temperaturerne ligger først på dagen på 11 til 13 grader og kan i løbet af dagen komme op på 15 grader, men ligesom nedbøren tager vinden til.
- Vinden er gået over i en sydøstlig og østlig retning, men der er ikke særligt meget af den. Og det er faktisk også en stakket frist, fordi der kommer både regn, og der kommer blæst, siger Cecilie Hother.
Margit har kæmpet med støjproblemer i næsten 20 år: Nu vil kommunen løse problemet sammen med hende
I dag inviterede borgmester og rådmand støjgrupper fra Odense til møde på rådhuset. Sammen håber de på at kunne få del i de midler, regeringen sætter af til at bekæmpe trafikstøj i fremtiden.
Margit Jensen fra Heliosvænget i Odense kender alt til problemet med trafikstøj. Hun og Støjgruppen Odense har mødtes med ministre og borgmestre siden 2002, for at finde en løsning på den skadelig larm, hun oplever i sit nabolag.
Og støjen er ikke blevet mindsket. Tværtimod er den kun blevet værre med tiden, fortæller hun.
- Det er som et højt baggrundstæppe af støj. Der er er en høj skrigende lyd, der kommer fra dæk på asfalten, og det er voldsomt. Og det er der fra klokken halv fire om morgenen, for der kommer lastbilerne.
Det vil Odense Kommune dog gøre op med. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) inviterede tirsdag repræsentanter fra de støjplagede områder omkring Fynske Motorvej til rundbordssamtale på rådhuset. Kommunen håber på, at et samlet overblik fra grupperne, kan bruges til at søge penge fra regeringens "Infrastrukturplan 2035".
Her er der nemlig afsat en pulje på tre milliarder kroner i perioden fra 2022 til 2035 til bekæmpelse af trafikstøj. Og den pulje vil både kommunen og støjgrupperne gerne have fat i.
Margit Jensen synes derfor, at det er en god idé at samle støjgrupperne.
- Mødet i dag har været rigtig godt, fordi man skal satse på at fælles løsning. Det er ikke sikkert det skal være den samme løsning, der skal være langs hele motorvejen, men der skal laves en plan for hele strækningen, siger hun.
Og det var hun ikke ene om, at synes
Der skal betales nu
Også Elin Mørup Andersen fra Støjgruppen Odense i Sanderum, synes godt om mødet med borgmesteren. I hendes nabolag oplever man stadig store støjgener på trods af, at der blevet opsat en støjskærm langs motorvejen. Hun håber derfor på, at mødet kan bane vane til, at regeringen vil tage problemet med støj mere seriøst.
- Politikerne er vågnet op og har fundet ud af, at man rent faktisk dør af støj. Så det er jo bare perfekt, at vi alle kan være med til at kæmpe en fælles kamp, siger Elin Mørup Andersen og fortsætter:
- Det her møde kan jo komme til at betyde, at vi eventuelt kan rykke et eller andet. Vi er kommet frem i dagsordenen, og de ved også godt i Folketinget, hvor Odense ligger efterhånden. Nu skal der bare handling bag ordene. Der skal gøres noget, og det skal ske nu. Vi kan ikke blive ved med at vente på motorvejsudvidelsen, som først kommer om mange år.
Ifølge Peter Rahbæk Juel så er planen for bekæmpelsen af støjgener klar. De vil fra kommunens side fremadrettet lægge mere pres på deres kontakter i Folketinget.
- Det, vi har aftalt i dag, er, at vi nu slår pjalterne sammen om at lave en fælles plan, både for hvad vi synes, der er problemet, og hvad der er løsningen. Og så vil vi simpelthen tager fat i ministre i ministeriet og i folketingets partier, siger borgmesteren.
Flere centimeter sne på vej - det skal du være opmærksom på mandag morgen
kopieret!
Der vil falde sne i hele Danmark i løbet af søndag aften og ud på mandag morgen.
Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.
Sneen vil særligt falde i Nordjylland. Her ventes mellem 10 og 15 centimeter sne, mens der i resten af landet ventes mellem 2 og 10 centimeter.
- Nedbøren starter som sne, men vil gå over i slud og regn relativt hurtigt. I Nordjylland er der koldt i længere tid, og derfor forventer vi mere sne der, siger Mette Wagner.
Farligt vejrfænomen
Af DMI's hjemmeside fremgår det, at en varmfront bevæger sig op over landet sidst på eftermiddagen søndag. I overgangen fra sne til regn er der en kortvarig risiko for isslag.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Travl dag i vente
Hos SOS Dansk Autohjælp forventer man ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.
Det er især døde bilbatterier, som kan give travlhed, men også glatte varer, advarer Anette Bjørn Juncher.
- Man skal huske, at vejbanerne kan være kolde, og kommer der noget nedbør, så bliver vejene glatte, så kør hjemmefra i god tid, lyder rådet.
På Vejdirektoratets hjemmeside kan du se, hvor de advarer om glatte veje.
Autohjælp deler snedigt trick - sådan sikrer du nemt, at din bil kan starte efter juleferien
kopieret!
Mandag vender hverdagen tilbage for mange familie, når skolen starter op igen efter en god, lang juleferie.
Af samme årsag er der også mange, der vender tilbage til arbejdspladsen, og derfor forventer SOS Dansk Autohjælp ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.
Og det er særligt en type opgave, som venter, spår Anette Bjørn Juncher. Et problem, som man allerede kan gøre et forsøg på at løse søndag, så man ikke skal bøvle med det mandag morgen.
Kør en kort tur
Den seneste periode med svingende vejr, der har givet både kulde og fugt, er med til at dræbe bilbatteriet, og har du kun kørt småture i sin juleferie, så er der en stor risiko for, at du kommer ud til et dødt batteri og derfor ikke kan starte bilen.
- Men en kort køretur er med til at lade batteriet, fortæller Anette Bjørn Juncher og uddyber:
- Det gode råd er, hvis man vil være sikker på, at bilen kan starte i morgen, lige at køre en god tur på 20 minutter, for så har man ladet bilen op, og så er sandsynligheden for, at man kan starte større.
Travl weekend
Vagtcentralchefen oplyser, at SOS Dansk Autohjælp har haft mere travlt i weekenden, end de plejer. Lørdag var der 40 procent flere opgaver, end der normalt er.
Det er sådan set meget normalt, når frostvejret melder sig, fortæller Anette Bjørn Juncher, der også har et godt råd til dem, der allerede søndag kan konstatere, at batteriet er dødt:
- Hvis man allerede søndag aften tjekker og konstaterer, at batteriet ikke virker, kan man opsøge naboerne for hjælp med startkabler.
- Ellers må man ringe til os, vi har døgnvagt, slutter hun.
DMI varsler farligt vejrfænomen
Der er på tværs af Danmark risiko for let isslag fra søndag aften til mandag formiddag.
Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt søndag morgen.
Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.
- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.
Farligt vejrfænomen
Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade.
Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet.
I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det så til is.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Barskt vejr på vej
Der er derfor grund til at være særligt opmærksom, hvis man søndag aften eller nat har planer om at begive sig ud i trafikken.
Også mandag morgen skal bilister, cyklister og fodgængere være klar over risikoen for isslag, siger meteorologen.
Generelt byder søndag aften og nat på barskt vejr.
Dagen starter skyet og tørt, men når eftermiddagens varmfront går i land, kommer der blæst og aftentemperaturer fra -1 grad til 2 graders varme.
- Det vil i den grad føles barskt og ubehageligt. Det kommer til at blæse rigtig gevaldigt, siger Mette Zhang.
Viktor Axelsen kastede stjernestøv over tidligere klub: - Han tager sig tid til folk
kopieret!
Lørdag blev Viktor Axelsen kåret til årets sportsnavn for tredje gang som den første atlet nogensinde.
Hjemme i barndomsklubben, Odense Badminton Klub har Viktor Axelsen fortsat kæmpe betydning som rollemodel og forbillede for de unge spillere.
Han træner der stadig sommetider - senest lørdag - inden han fik prisen årets sportsnavn. Men når superstjernen kommer i klubben, er han ganske ydmyg.
Det fortæller Lennart Engler, der er træner i Viktor Axelsens tidligere badmintonklub, OBK, i videoen ovenover.
Nye afgifter får folk til at kigge mod elbiler
kopieret!
Årets første weekend er lig med nytårskur og åbent hus hos bilforhandlerne. I år skete det i skyggen af nye afgiftsstigninger på benzin og diesel.
Hos N. Kjær Biler i Svendborg var hele arbejdsstyrken kaldt ind. For dyrere benzin og diesel har på ingen måde fået interessen for åbent hus hos bilhandlerne til at dale. Tværtimod.
Men interessen var til gengæld koncentreret om elbilerne. Nye modeller vælter ind på det danske marked. Det er ikke fordi, der slet ikke sælges benzinbiler længere. Men hovedinteressen hos de potentielle købere, TV 2 Fyn mødte, var helt klart rettet mod elbiler.
Se mere i videoen ovenover.
Frustrationerne vokser - stort kystprojekt udsat for tredje gang
kopieret!
Alle fynske kommuner arbejder med at få sikret deres kyster mod ødelæggende vandmasser.
Men i Nordfyns kommune er politikerne frustrerede. Her er deres store kystsikringsprojekt til 115 millioner kroner endnu en gang stødt ind i en bureaukratisk mur.
Projektet hedder Bogense Kystdiger og skal dække en 7,5 kilometers strækning omkring Bogense. Men projektet har fået en række klager fra berørte grundejerforeninger og virksomheder.
- Ikke godt nok
De klager har Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke nået at behandle til den forventede tid, og nu frygter politikerne, at stormfloderne kommer hurtigere, end myndighederne arbejder.
- Det er simpelthen bare ikke godt nok, lyder det fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm (K), der i videoen ovenover peger fingre ad regeringen.
Nordfyns kommune vil gerne kunne arbejde videre med kystbeskyttelsen, da det ikke er denne, som klagerne er utilfredse med, men blot hvor stort et økonomisk bidrag, de skal stå for.
Afhængig af udfaldet af klagenævnets kommende afgørelse, vurderer Nordfyns Kommune, at projektet i bedste fald kunne startes op til sommer 2025 på udvalgte strækninger, idet digerne skal nå at være bevokset med et stærkt græslag inden efterårets og vinterens storme.
Pligtsejr genskaber Odenses forspring i håndboldligaen
kopieret!
11 kampe og 11 sejre står der nu ud for Odense Håndbold i toppen af kvindernes håndboldliga.
I egen hal havde fynboerne som ventet ikke de store problemer med at besejre Aarhus Håndbold, der blev slået 28-19 efter 14-11 ved pausen.
Dermed er der igen to points afstand fra Odense og ned til Team Esbjergs regerende mestre i tabellen. Esbjerg besejrede lørdag ligaens nummer tre, Ikast Håndbold.
Axelsens far afslører: - Viktor døjede lidt med dumt humør før flot sæson
kopieret!
Lørdag aften kunne Viktor Axelsen lade sig hylde med ikke kun én, men to kåringer.
Først offentliggjorde B.T. ham som vinder af B.T. Guld. En pris, som han fik på baggrund af stemmer fra Danmarks 40 største atleter.
Senere kunne han lade sig hylde i Boxen i Herning ved “Sport 2024”, hvor han for tredje gang i karrieren blev kåret som “Årets sportsnavn”.
Men da 2024 tog sin begyndelse så det langt fra ud til, at Viktor Axelsen skulle hædres i den grad, som det endte med, fortæller hans far Henrik til Ekstra Bladet:
- Viktor døjede lidt med en dum ryg og et dumt humør i starten, men så fik han det alligevel til at flaske sig, og han toppede op til OL, som han skulle.
Stærk Odense-start sikrer vigtig udesejr over Herlev
kopieret!
Syv effektive minutter i første periode var nok for ishockeyholdet Odense Bulldogs, der søndag vandt 4-3 på udebane over Herlev Eagles i Metal Ligaen.
De fynske gæster sendte pucken i nettet tre gange fra minut 10 til 17 i første periode, og selv om Herlev efterfølgende viste god moral og fightede sig tilbage, holdt Odense til sidst stand.
Med sejren cementerer Odense andenpladsen bag det suveræne førerhold, Herning Blue Fox. Herlev ligger nummer fire - fem point bag Odense.
Har du set Sisse? Nytårskrudt jog Christinas hund på flugt
kopieret!
- Vi har det virkelig ikke særlig godt. Vi vil bare så gerne have hende hjem.
Sådan lyder det fra Christina Plougheld, der siden nytårsaften har ledt efter sin hund Sisse.
Christina havde taget sine to hunde med ind til en veninde i Odense på Nyborgvej, hvor de alle kunne fejre nytår sammen. Lidt efter klokken 23 gik det dog galt, fortæller hun til TV 2 Fyn.
- Jeg går rundt ude i gården med dem, da der kommer et brag. Sisse bliver forskrækket, og da der kommer et brag mere, får hun vristet sig fri af sin sele og forsvinder.
Har ledt og ledt
Christina Plougheld blev fanget mellem sine to hunde, og først da hun havde fået den anden hund ind i lejligheden, kunne hun suse ud på gade og lede efter Sisse. Men der var hendes hund, som er en dansk-svensk gårdhund med labradortræk, for længst væk.
- Jeg fik fat i min kæreste, der var til en anden fest et andet sted i byen. Han kom og hjalp mig med at lede, men selv om vi efterhånden var en del, der ledte i halvanden time, så kunne vi ikke finde hende.
Og sådan har det været lige siden, fortæller Christina Plougheld, der efterfølgende har fået at vide, at Sisse blev spottet i fuldt spring ned af Fabersgade.
Søndag er Christina igen ude og lede Odense tyndt efter sin hund. Har man bevæget sig forbi en lygtepæl i Odense efter nytårsaften, har man nok heller ikke kunne undgå at se en seddel med Christinas efterlysning af sin hund.
Men selvom eftersøgningen har stået på en lille uges tid, så har det været småt med henvendelser fra folk, der har set Sisse.
Masser af telefonfis
Omkring 15 henvendelser vurderer Christina Plougheld har været fra unge, der har set hendes nummer på efterlysningssedlerne, og har lavet telefonfis med hende.
- Mange af dem ringer med hemmeligt nummer, og derfor er jeg stoppet med at tage opkald fra hemmelige numre, fortæller hun og opfordrer derfor folk til at ringe til Fyns Politi på 114, hvis man har oplysninger om Sisse.
En enkelt brugbar henvendelse er det dog blevet til. Det var fra nogen, der havde set en løs hund ved H.C. Andersens Museet i fredags.
- Der har vi selvfølgelig også været, og vi har efterspurgt overvågning fra museet, som vi afventer svar på nu, fortæller Christina Plougheld.
Hun opfordrer folk til at kigge i deres haver, skurer, garager og andre gemmesteder, hvor hunde kan søge hen for ly og læ.
- Folk er måske ikke så meget i haven på denne tid af året, og derfor kan det være et bedre sted at lede. Det er oftest ikke på sin gåtur, man finder en hund, da de typisk vil forsøge at gemme sig, slutter hun og tilføjer, at selvom hun håber Sisse er i live, så er hendes største håb at få vished og en afklaring.
Sisse beskrives som en lille sort og hvid hund, der er uden sele og halsbånd.
Over 100 husstande mangler strøm efter kortslutning
kopieret!
108 beboere i Odense SV er søndag middag og eftermiddag uden strøm. Det oplyser Energi Fyn på sin hjemmeside.
Årsagen skulle være en kortslutning i et kabelskab. Energi Fyn oplyser, at der er en montør på stedet, og at alle husstande forventes at have strøm igen senest klokken 16.
Kortslutningen er registreret kvart over 11 søndag.
TV 2 Fyn følger sagen.
Troels Bech har fokus på noget "langt større" end at rykke op i Superligaen
kopieret!
Der var store smil og frostgrader, da TV 2 Sport besøgte 1. Divisionsklubben OB på træningsanlægget i Ådalen lørdag.
Ikke normalt et vejr, der får humøret op hos en flok fodboldspillere, som bruger det meste af deres arbejdstid udendørs. Men lørdag var det anderledes.
- Nu har vi haft fire uger fri, og det er måske en uge for meget, synes jeg. Det bliver dejligt at komme i gang, og det var dejligt at se gutterne igen, siger OB’s anfører, Viljar Myhra.
Også klubbens topscorer, Luca Kjerrumgaard, stillede velvilligt op til interview i et par shorts inden dagens træning trods kulden.
- Det bliver en kold omgang, men jeg har glædet mig til at komme tilbage, siger han.
Da træningen først gik i gang, havde Kjerrumgaard dog pakket de målfarlige stænger ind i et ekstra lag.
Et ændret OB
Måske er spillernes træningsiver her på årets første arbejdsdag i virkeligheden et meget godt billede på, at klubben befinder sig et andet sted, end den gjorde i foråret.
Først rykkede klubben ud af Superligaen, og kort tid efter vinkede man farvel til fodbolddirektør Björn Wesström, inden Troels Bech overtog rollen som sportsdirektør i klubben, som har haft stor betydning.
Er det sjovere at være OB-spiller nu end i foråret?
- Det er det på mange måder. Specielt i hverdagen, siger Viljar Myhra, som forklarer, at spillertruppen er begyndt at arrangere sociale arrangementer for at styrke sammenholdet.
Spillerne tager blandt andet på fisketure og shelterture sammen.
- Der er stor forskel på miljøet her nu i forhold til, hvordan det var tidligere, så klubben og os spillere har virkelig gjort et godt stykke arbejde for at forbedre tingene her.
At OB i øjeblikket ligger klart i spidsen af 1. Division med otte point ned til nummer to, er blot frugterne, som bliver høstet af de miljøforandringer, der er sket i klubben over det seneste halve år, mener anføreren.
- Når tingene er bedre i omklædningsrummet, er tingene også bedre ude på banen. Det er resultatet af hårdt arbejde og godt arbejde.
Hvor meget savner I Superligaen?
- Virkelig meget, så vi skal arbejde stenhårdt for at få klubben op, hvor den hører hjemme. Det fortjener byen og klubben og fansene.
Foråret bliver en karaktertest
I OB er det alle mand på træningsbanen. Det gælder også sportsdirektør Troels Bech, der ligesom spillerne var mødt ind lørdag.
Og han har en klar vision for, hvordan man i Odense sikrer, at Danmarks tredjestørste by er repræsenteret i Superligaen efter sommer.
- Det bliver jo en karaktertest. For det er jo før sket for hold, at når man har noget i hænderne, er man bange for at miste det, og så bliver man lidt for defensiv. Det vil vi ikke have – vi vil gerne angribe, siger han.
- Vi vil hele tiden gerne være på jagt, for det klæder de fleste, og det klæder i hvert fald os bedst.
Men spørger man sportsdirektøren ind til det, der – hvis alt går efter planen – venter til næste sæson, er det ikke noget, der fylder i fodboldtankerne.
Hvor meget savner du at have OB i Superligaen?
- Det er faktisk ikke det, der optager mig. Det er mere det med at gøre OB stærke, og hvis vi bliver stærke nok, så spiller vi også i bedre ligaer, end vi gør nu.
- Der er noget, der er langt større for mig, og det er at samle kræfterne i den her klub, så det holder.
OB spiller første kamp i forårssæsonen den 21. februar. Inden da tester de formen med træningskampe mod Superliga-klubberne Sønderjyske, AGF og Silkeborg IF.
Se læsernes billeder - nordlyset dansede over den fynske himmel
kopieret!
Efter en længere periode med en konstant skyet himmel, har der i weekenden været klar himmel i længere perioder, og natten til søndag kunne man flere steder se nordlyset.
Det syn har flere læsere og tv-seere delt med TV 2 Fyn i Facebookgruppen “Den Fynske Redaktion”, hvor du kan se flere billeder og også dele dine billeder med os.
Herunder kan du se et udvalg af billederne.