Torsdag kom havålen, som blev fanget i et bundgarn i Lillebælt tirsdag, sat til salg hos Strib Fisk på havnen i Middelfart. Da havålen blev fanget, vejede den 29,8 kilo, og da den var renset og flået, var der 15 kilo rent havåle-kød klar til salg.
Stykkerne blev solgt for 25 kroner, og de gik som varmt brød.
Strib Fisk åbnede klokken 9 torsdag morgen, og allerede klokken 10.30 var det sidste stykke solgt, fortæller fiskehandler Kurt Larsen fra Strib Fisk.
- Kødet fra havålen er lyst og minder mest om hellefisk, fortæller Kurt Larsen.
Kurt Larsen har tidligere haft havål til salg, men dog i noget mindre størrelser.
- Den største jeg hidtil har set vejede "kun" 20 kilo, fortæller Kurt Larsen.
Troede var var en sæl
Bundgarnsfiskeren Sejer Pedersen fra Skrillinge Strand var tirsdag som sædvanligt på fiskeri i Lillebælt. Da han skulle tømme sine ruser, kunne han hurtigt se, at der var noget i rusen, som ikke normalt var der.
Første tanke var, at det sikkert var en sæl, der havde forvildet sig ind til kysten og var blevet fanget i garnet. Men ved nærmere øjesyn var det ikke en sæl. Det var en ål. En kæmpestor havål.
Havålen lever normalt i den østlige del af Atlanterhavet, men kommer indimellem også ind i de indre danske farvande.