Et ægte havuhyre: Kæmpe havål fanget tæt på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En sjældent stor havkæmpe gik tirsdag i garnet på Vestfyn. Pludselig lå en lidt mere end to meter lang og 29,8 kilo tung havål på dækket på Sejer Pedersens kutter.
- Sådan en har jeg sgu ligegodt aldrig set før!
En grå decembertirsdag blev pludselig til en dag, som bundgarnsfiskeren Sejer Pedersen formentlig ikke glemmer lige med det første.
Da han tirsdag formiddag skulle tømme sine ruser ved Skrillinge Strand syd for Middelfart, kunne han hurtigt se, at der var noget i rusen, som ikke normalt var der.
Første tanke var, at det sikkert var en sæl, der havde forvildet sig ind til kysten og var blevet fanget i garnet.
Men ved nærmere øjesyn var det ikke en sæl. Det var en ål. En kæmpestor havål.
- Hold kæft, den er ulækker.
“Den rejste lige hovedet op, og så hvæste den ellers bare, så man kunne høre, at den hvæste. Det er lidt ulækkert”
Udbruddet og Sejer Pedersens umiddelbare reaktion på den usædvanlige fangst var ikke ubetinget jubel.
- Jeg er færdig med at bade i Lillebælt, siger fiskeren med et grin.
- Men det er da højst usædvanligt. Det er i hvert fald den største ål, jeg har fanget. Godt nok fanger vi dem store indimellem, men den der er kæmpe, siger Sejer Pedersen og understreger, at det er stort, selv om ålen er fedtet og med hans eget ord ulækker:
- Det er helt vildt at opleve sådan noget. Det er en gang i livet.
Yderst sjældne i Danmark
Havmonstret, som han fangede ved Skrillinge Strand, vejer 29,8 kilo og måler lidt mere end to meter. I den størrelse er de ganske sjældne i Lillebælt.
Havålen lever normalt i den østlige del af Atlanterhavet, men kommer indimellem også ind i de indre danske farvande.
Havålen lever af fisk, krebsdyr og blæksprutter og har ry for at være et aggressivt bæst, der angriber dykkere og svømmere med sine stærke kæber og skarpe tænder.
Fede ål sat fri: 11 ulovlige åleruser fundet i Storebælt
Natten til søndag afslørede fiskerikontrolskibet "Havternen" 11 ulovlige åleruser i Storebælt. Alle var de fulde af fede ål, der blev sat fri igen.
Fiskerikontrollen rykkede ud efter flere tip om, at der forskellige steder langs kysterne i Storebælt var udsat store ruser i strid med loven.
- Det er højsæson for ålenes vandring på op mod 7.000 kilometer mod Sargassohavet, og netop nu er der særlig mange ål, fordi det er nymåne, siger Bjarne Baagø Beck, der er skibsfører på fiskerikontrollens skib Havternen.
Skibsføreren vil ikke afsløre, hvor i Storebælt de ulovlige ruser blev fundet, da det vil kunne rette mistanke mod bestemte mennesker, og det er ikke Fiskerikontrollens opgave.
- Vi tror ikke på, at det er erhvervsfiskere, der udsætter disse store ruser, men vi ved det ikke, siger Bjarne Baagø Beck.
Ruserne sættes enten direkte fra kysten, eller ved at man sejler ud med et anker, som så kan benyttes til at trække rusen ud i en ønsket position. Der er tale om store ruser med lange arme til at lede ålene ind i selve rusen.
Fiskerikontrollen tror, at de ulovlige ruser bliver sat ud sidst på dagen, og bjærges igen tidligt om morgenen, når det atter bliver lyst.
Det er også lovligt at fiske med åleruse i Storebælt, men de er mindre end de konfiskerede, og så er de mærket med navn. Ingen af de 11 ulovlige ruser var markeret med navn.
Om synderne bliver fundet er langt fra sikkert.
- Vi har markeret findestederne og afleverer nu en rapport til politiet. Men det er ikke vores opgave at efterforske og finde gerningsmændene, siger skipperen fra Havternen.
De kan blive helt op til tre meter lange, men det er yderst sjældent, at de bliver fanget så store.
I Lillebælt er rekorden for en fanget havål på 36 kilo. En rekord, der blev sat helt tilbage i 1930.
- Det er ikke noget, man ser hver dag. Især ikke fordi det normalt er en dybvandsfisk, siger Sejer Pedersen.
Tirsdagens fangst blev hevet ind i et garn, der står på blot tre meter vand. Sejer Pedersen har fisket ved Skrillinge Strand i fire år og har aldrig oplevet noget lignende.
- Den gik inde i rusen, som vi har i enden af bundgarnet. Det hiver vi jo bare op og tømmer ud i skibet, og så lige pludselig kom den her med i løftet. Jeg tænkte: Sådan en har jeg sgu ligegodt ikke set før!
Klar til angreb
Selv om havålen var kommet ombord i kutteren, havde den ingenlunde tænkt sig at overgive sig uden kamp.
- Den rejste lige hovedet op, og så hvæste den ellers bare, så man kunne høre, at den hvæste. Det er lidt ulækkert, siger Sejer Pedersen.
Havkæmpen nåede ikke at bide ud efter nogen af de to fiskere, men Sejer Pedersen var ikke i tvivl om intentionerne.
- Den hævede hovedet op og begyndte at hvæse som en anden kobra, siger Sejer Pedersen.
Da han fik den enorme fisk ind til land, måtte han ind og hente en større fiskekasse end dem, de havde ombord. De var simpelthen ikke store nok.
Elektriske stød i åen giver flere havørreder til Fyn
De arbejder alle sammen med gummihansker, så de ikke får stød.
Alle fisk, de fanger, bliver noteret, så man kan bruge informationen til videnskab og afhandlinger. Hos Fyns Laksefisk kan de se, om det er vilde havørreder, eller om det er nogen, de selv har avlet.
Én styrer elektroden og to trækker båden og modtager fiskene. Samtidig står der to oppe på land og noterer de fangede fisk.
De fanger både hanner og hunner. På billedet ses en hanfisk. Hvis fiskene har skader eller allerede har lagt æg, så bliver de sat ud igen.
Hvert efterår indfanger Fyns Laksefisk en masse havørreder i de fynske åer og vandløb. De fanger dem ved hjælp af elfiskeri for at tage fiskenes æg og sæd.
Den lille båd med strømmaksinen glider langsomt op langs åen. Man kan høre en brummen fra maskinen og de stille skvulp, når elektroden dykker ned under vandoverfladen. Fisk svømmer ivrigt frem fra deres skjul, tiltrukket af strømfeltet, der bedøver dem kortvarrigt.
Så snart en større havørred dukker frem i vandet, er fiskemester fra Fyns Laksefiks, Linda Bollerup Høgh, hurtig klar med nettet, så snart den er bedøvet. Hun fanger den og giver den videre til en af de to mænd bag hende, der smider fisken i en kasse med vand, som står i den lille båd.
Sådan gør folkene fra Fyns Laksefisk hvert år, når de skal indfange havørreder, der er på vej op for at gyde. De skal bruge fiskenes æg og sæd, så de kan producere en masse små havørreder og sætte dem ud igen om halvandet år, når de er store nok.
- Det er både for at hjælpe populationen på vej, og fordi vi gerne vil have, at der er endnu flere havørreder, som sportsfiskerne kan fiske efter, siger Linda Bollerup Høgh, fiskemester ved Fynsk Laksefisk.
“Det er jo strøm og vand, og det er jo normalt ikke nogen god cocktail”
Frivillige sportsfiskere hjælper
I over 30 år er der blevet indfanget havørreder på Fyn for at skaffe yngel. Fynsk Laksefiks i sin nuværende form kom til i 2001. De står for både at fange havørrederne, fjerne æggene og sæden og sætte havørrederne ud igen bagefter. Desuden sorterer, fodrer og holder de øje med de tusindvis af havørreder, der vokser sig store i bassinerne på Elsesminde Produktionsskole, hvor Fyns Laksefisk holder til.
De fleste af havørredene leverer de og sætter ud efter bestilling fra projektet Havørred Fyn, der er et projekt på tværs af flere kommuner, der gerne vil lokke fisketurister til Fyn. Men der er også mange frivillige kræfter inde over Fyns Laksefisks arbejde.
Sportsfiskere melder sig frivilligt om efteråret til at hjælpe med at indfange havørrederne, og Linda Bollerup Høgh understreger, at de er en stor del af arbejdet. Men de frivillige fiskere kan ikke uden videre udføre elfiskeriet. Det kræver nemlig både kursus og særlig tilladelse.
- Det er jo strøm og vand, og det er jo normalt ikke nogen god cocktail, så man skal også vide, hvad man laver, siger hun.
Hvis man stikker fingrerne i vandet for tæt på elektroden, så får man stød. Alligevel er det ifølge Linda Bollerup Høgh ikke farligt for livet i åen.
- Hvis man sørger for at fjerne elektroden hurtigt igen og kun giver dem den strøm, der er højst nødvendig, så er det ikke skadeligt, fortæller hun.
Da eftermiddagen går på hæld, noterer holdet sig de sidste fisk, sætter dem ud, de ikke skal have med hjem, pakker bilen og kører ind mod Odense for at få de indfangne havørreder målt, sorteret og lagt i de rigtige bassiner, inden de skal til at stryge fiskene, som det hedder, for æg og sæd.
Indblanding i naturen
Da man startede med at gribe ind og øge havørredbestanden på Fyn, var det, fordi havørreden var truet. Det er dog længe siden, at havørredebestanden blev stærk nok til at opretholde sig selv naturligt. Alligevel mener Linda Bollerup Høgh, at det er vigtigt at fortsætte med at sætte knap en halv million havørreder ud om året.
- Der er heldigivs en stigende interesse for at komme ud i naturen og nyde naturen, når man fisker. Derfor er der et behov for at sætte fisk ud. Især hvis man gerne vil have, at der skal blive ved med at komme en masse fra udlandet og fiske her. De vil jo gerne have, at der er nogle fisk, siger hun.
Når bestanden godt kan oprethold sig selv, er det så ikke en unødvendig indlanding i naturens egen måde at gøre tingene på, når I fanger havørreder?
- Så længe man gør det på en bæredygtig måde. Jeg tror, det er det, der er alfa og omega i det. Man skal gøre det på en måde, så man ikke skader naturen, og man overvejer, hvorhenne man skal sætte fiskene ud, og man behandler dem godt hele vejen igennem. Så synes jeg godt, man kan forsvare det, siger Linda Bollerup Høgh.
På havnen fik de vejet dyret, der viste sig at være noget tungere, end fiskerne troede. De havde gættet på, at den vejede omkring 20 kilo.
- Den er også lidt vanskelig at håndtere, især fordi den jo stadig er i live. Den spræller og er glat ligesom en almindelig ål, så den er lidt uhandy.
Fiskemanden tager over
Nu kommer fisken ind til Strib Fisk, og så tager han sig af rensning og salg af den enorme havål.
- Han har nok lidt nemmere ved at komme af med noget sådan lidt speciel fisk, siger Sejer Pedersen.
Selv om fisken formentlig er en ældre sag, vurderer Sejer Pedersen, at fisken sagtens kan spises.
- Kødet smager nok mere af torsk og er derfor nok ikke så fedt, som ål normalt er. Men fisk har ikke tendens til at blive sejt og tørt, når det bliver gammelt. Det er noget fin fisk.
