Kendt fynsk hotel genåbner til usikker fremtid
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I mere end fire måneder har Hotel Nyborg Strand været lukket. På torsdag åbner hotellet for gæster igen, men fremtiden er usikker, siger direktør.
Torsdag genåbner Hotel Nyborg Strand for gæster efter at have været lukket ned i mere end fire måneder. Måneder, som hotellet har brugt på nye investeringer, der skal få hotellet til at stå skarpt og klart, når gæsterne vender tilbage.
- Alt er malet. Der er nye lamper fra Le Klint og nyt gulv, fortæller Jan Grimstrup Larsen, der er direktør for Hotel Nyborg Strand.
Udover det nye interiør er 40 procent af hotellets medarbejdere igen rykket ind og er klar til at arbejde efter lang tids venten.
Nabolokalerne må have 500 personer samlet - men lokalet midt i må kun have 10
Hotelbranchen undrer sig over, at den stadig ikke kan få svar på, hvorfor nabobygningerne med teater og biograf må samle op til 500 mennesker, mens konferencecentre må samle 10.
Det er hårde tider for hoteller og konferencecentre, der i månedsvis ikke har kunnet samle flere end ti personer til møder som følge af forsamlingsforbuddet.
At hotellerne og konferencecentrene ikke er en del regeringens første genåbningsplaner, og at der ikke er konkrete svar på, hvornår de igen må arrangere stormøder, frustrerer ejerne.
- Lige nu sejler hele vores branche i mørke og kan ikke få et svar på, om vi kan afholde et sølvbryllup eller en konference på tirsdag i næste uge, siger Tom Pelle-Jensen, der er næstformand i Horesta og direktør for Hotel Svendborg.
- Jeg står ved siden af en biograf og et teater. Der må de have helt op til 500 mennesker, hvis de har 1.000 kvadratmeter. Jeg står med en restaurant bag mig, hvor jeg må have 125 mennesker. Men midt i er der selskabs- og konferencelokaler. Der må der være 10, fortæller Tom Pelle-Jensen.
Er det nu, vi skal sætte det hele over styr ved at genåbne blindt?
- Nej. Jeg er helt enig. Det er der ikke nogen, der skal gøre, men der er nogle politikere, der skal fortælle mig, hvad forskellen er på, at man må være 500 i en kulturinstitution (...), men i et konferencelokale eller et selskabslokale har vi ikke noget svar på, om de må gøre det eller ej.
Hotel Nyborg Strand savner konkrete svar
Tom Pelle-Jensen støttes af direktøren på Hotel Nyborg Strand. Her holder man lukket indtil 30. juli, da man ikke har nogen ordrer i bogen alligevel som følge af coronaviruspandemien.
- Jeg savner nogle helt konkrete svar på, hvor fornuften er henne i dele af det, vi mangler i forhold til at få genåbnet. I dag kan jeg invitere til et kulturarrangement i den store sal og have 400 mennesker inde, men jeg kan ikke få lov til at have et møde til 11 personer i det samme lokale, siger Jan. G. Larsen, der er direktør på Hotel Nyborg Strand.
Hindsgavl Slot i Middelfart er til gengæld åbnet, og selv om direktøren satser på at tiltrække danske hotelgæster hen over sommeren, kan han også se de store udfordringer senere på året.
- Der, hvor vi har det rigtig svært, er, når vi kommer hen i efteråret, hvis ikke vi kan køre vores erhvervskonferencer. Det er der ikke noget, der umiddelbart tyder på, at vi kommer i gang på fuld kraft, siger Uffe Høeg Johansen, der er direktør på Hindsgavl Slot.
8. juni forventes regeringens fase tre at træde i kraft, og det er muligt, at det generelle forsamlingsforbud hæves til 30-50 personer.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kunne ikke stille op til interview med TV 2/Fyn.
- Jeg har gået hjemme siden den 18. marts, og så har jeg lige afholdt tre ugers sommerferie, inden jeg startede mandag. Så det var velfortjent, selvom jeg synes, jeg har holdt fri nok. Jeg er jo ikke vant til at gå hjemme i så lang tid, siger Flemming Egholm Rasmussen, fællestillidsmand, Hotel Nyborg Strand.
Hårdt brug for gæster
Medarbejderne har været tilbage i arbejdstøjet siden mandag, og allerede torsdag tager hotellet mod de første gæster.
- Det er weekendgæster og miniferiegæster. Danskere primært. Og så er det gamle venner af huset, siger Jan Grimstrup Larsen.
Gæster, der i den grad har været hårdt brug for.
- Vi har en omsætningsnedgang på 60-65 procent i august og 50 procent i september. I oktober er vi ikke så langt nede. Det er bare nogle få millioner kroner, tilføjer direktøren.
Konferencecentre advarer: Uvished kan koste job
De fynske konferencecentre er hårdt pressede af coronakrisen. Nu vil de have vished om, hvornår de igen kan holde konferencer.
Direktøren for Nyborg Strand Hotel & Konferencecenter slår ud med armene mod en tom sal. Normalt ville der ud over Jan G. Larsen selv være plads til 899 mennesker.
Men på grund af coronakrisen er det efterhånden længe siden, at det store konferencelokale har set en blazer og et par blanke sko.
- Vi er klar til en forsigtig åbning, hvis der kommer klare retningslinjer, understreger direktøren.
Han vurderer, at virksomheden går glip af én million kroner i omsætning for hver uge, den holder lukket. Derfor kribler det i fingrene efter at åbne dørene til det fynske konferencecenter.
- Men jeg mangler datoer, antal (personer, red.) og kriterier, lyder Jan G. Larsens bøn til politikerne.
Fakta: Konferencer i Region Syddanmark
Region Syddanmark er den region uden for hovedstaden, der har størst mødekapacitet. I 2017 var der i alt 162 mødesteder med plads til 106.000 deltagere.
Størstedelen af mødedeltagerne i Region Syddanmark er til kongres eller en anden form for konference.
Skruen uden ende
I Faaborg er tålmodigheden også ved at være opbrugt. Her venter Restaurant Klinten på klar besked fra myndighederne.
- Vi mangler svar på, hvor mange mennesker der må være samlet på ét sted i en given periode. Hellere i dag end i morgen, siger Per Elkjær, der er med til at drive restauranten, som også har konferencelokaler.
Han fortæller, at flere kunder har valgt at aflyse arrangementer, der blev rykket til efteråret på grund af coronakrisen.
- Nu er det skruen uden ende, siger han og tilføjer:
- Der kommer et efterår, hvor vi kommer til at mangle en eller anden form for kompensation.
Krisen kan vare flere år
Især uvisheden kan komme til at koste arbejdspladser, lyder det fra brancheorganisationen Horesta.
Sten Slot, formand for Horesta i Region Syddanmark, advarer samtidig mod at stoppe for hjælpepakkerne for tidligt.
- Den her industri har lidt så store tab allerede nu, så det varer nok to år, før vi er oppe at køre igen. Der er brug for nogle hjælpepakker, siger han.
I regeringens nye teststrategi indgår det dog, at der skal laves et samarbejde med kommunerne om at stille isolationsfaciliteter til rådighed, blandt andet på feriecentre og hoteller. Det er branchen positiv overfor, men det er ikke nok, lyder det.
- Vi har brug for, at der bliver åbnet. Vi har også brug for, at grænsen bliver åbnet på et tidspunkt. Hvis der ikke sker noget, bliver der travlt ved jobcenteret, siger Sten Slot.
De kommende måneder skal vise, om gæsterne igen dukker op. Det afhænger blandt andet af forsamlingsforbuddet, der frem til slutningen af august kun tillader 500 gæster forsamlet på samme sted.
- Med de signaler, vi får fra udlandet nu, kan jeg godt frygte, at de to kvadratmeter får lov at bestå. Jeg håber det ikke. Jeg håber, vi får lov at øge antallet, og at der bliver lempet noget på restriktionerne, siger han.
Trods kompensation og økonomisk hjælp fra staten forventer Hotel Nyborg Strand at miste 60-65 millioner kroner i indtægter som følge af corona-nedlukningen.
- Vi har taget nogle valg, vi har handlet med hjertet, og vi har valgt at sende alle vores medarbejder hjem med fuld løn. Det betyder, uanset hvor meget vi har fået i kompensation, så har vi en lønudgift på cirka tre millioner om måneden. Det betyder en million i minus om ugen, slår Jan Grimstrup Larsen fast.
Hotelansat:
- Jeg frygter, at vi alle mister vores jobs
En lang række fynske hoteller har lukket dørene for gæster og har sendt deres personale hjem. Det skaber utryghed hos personalet.
Forestil dig, at du den ene dag står med hovedet begravet i kødgryderne på dit arbejde. Alt er som det plejer.
Hvad du ikke ved er, at du i løbet af de kommende uger vil blive sendt hjem på dagpenge uden at vide, hvornår du kan komme på arbejde igen. Og om du overhovedet har et arbejde at vende tilbage til.
Det er den virkelighed, Flemming Egholm og omkring 110 af hans kolleger på Hotel Nyborg Strand lever i nu. Hotellet er blevet lukket, foreløbigt frem til den 13. april, og de er alle sammen blevet sendt hjem i mellemtiden. Det er uden at vide, hvad fremtiden byder.
- Det er ganske forfærdeligt. Den angst og utryghed der er i fremtiden. Hvad skal der ske med mit job nu?, spørger Flemming Egholm, som udover at være ansat på hotellet også er medarbejdernes fællestillidsrepræsentant.
Branche i knæ
Flemming Egholm er kok på Hotel Nyborg Strand, og har været det i 18 år uden pause. Indtil nu. Nu er han hjemsendt, og han aner ikke, om han kan komme tilbage på arbejde foreløbigt.
- Der var finanskrisen, men det var vand ved siden af det her. Det her er jo ikke noget, nogen kan styre, siger fællestillidsrepræsentanten, tydeligt berørt af situationen.
Corona-udbruddet har også taget hårdt på nogle af Flemming Egholms kolleger i restaurationsbranchen:
- Jeg kan jo se, hvor mange kolleger der drejer nøglen om allerede nu, fortæller han.
Han er langt fra den eneste, der er utryg. Han er fællestillidsrepræsentant på hotellet, og taler jævnligt med sine hjemsendte kolleger.
- Mine kolleger ringer og skriver konstant - De er lige så utrygge som jeg er. Jeg kan kun prøve at berolige dem og siger, at vi gør hvad vi kan for at bevare arbejdspladser, fortæller han.
Men selvom han beroliger sine kolleger, har han sine bange anelser.
- Det jeg frygter mest lige nu, det er, at vi alle sammen mister vores job.
De gør hvad de kan
Selvom usikkerheden på fremtiden er stor hjemme hos Flemming Egholm, er han ikke i tvivl om, at hans arbejdsplads gør alt hvad de kan.
- Jeg synes, at man har gjort meget godt for at holde os igang og passe på os. Arbejdspladsen er meget omhyggelig med at gøre tingene ordentligt, fortæller han og fortsætter:
- Vi har en god dialog ledelsen og ledergruppen imellem. Vi prøver at finde gode måder at komme videre fra det her, så det ikke kommer til at gøre for meget ondt på nogen, siger han.
Og indtil videre, er det dog også kun privatøkonomien det er gået udover. Flemming Egholm og hans kolleger har været hjemsendt på dagpenge indtil nu. Nu kan de se frem til at blive lønkompenseret. Det hjælper lidt på utrygheden.
- Den giver nogle flere penge, men det er jo kun en tremåneders fase. Hvad sker der så efter de tre måneder?, spørger kokken fra Hotel Nyborg Strand.
Indtil videre kan Flemming og hans kolleger ikke gøre andet end at vente og se hvad fremtiden byder dem.
- Angsten for at miste mit arbejde har aldrig været så stor. Jeg håber ikke, at der nogensinde er nogen, der kommer til at opleve det her igen, når det er overstået.
Hjælpepakkerne burde fortsætte
Hotellet har været nødt til at afskedige 18 ansatte i marts. Hos brancheforeningen Horesta er ønsket derfor, at hjælpepakkerne fortsætter året ud.
- Man kan jo spørge sig selv, om ikke det er fair, at en branche med så mange restriktioner - ikke bare på antallet af konferencegæster men også på lukketider - også kan få en kompensation, som rækker længere ind i efteråret og jo gerne året ud, siger Kristian Nørgaard, der er politisk konsulent hos Horesta.
Hoteldirektøren støtter op om, at restriktionerne gør driften svær uden hjælpepakkerne.
- Jeg håber, vi skal ud af hjælpepakkerne, men samtidigt vil det være under forudsætninger af, at vi ikke har restriktioner. En verden, hvor vi ikke har restriktioner, og vi er ude af pakkerne, er det, vi drømmer om, siger han.
Hotellet har været lukket siden den 18. marts.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.