Toppolitiker og skolelærer ville købe nøgenbilleder af 17-årig pige

Den socialdemokratiske Jesper Nielsen er blevet fyret fra Nyborg Ungdomsskole. Kort forinden forsøgte han at købe nøgenbilleder af en 17-årig gymnasieelev.

Jesper Nielsen, der er socialdemokratisk byrådsmedlem og tidligere borgmesterkandidat i Nyborg Kommune, har forsøgt at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige.

Det skriver Ekstra Bladet onsdag.

"Er du interesseret i at sælge nøgenbilleder?", skriver Jesper Nielsen til den unge gymnasieelev i en besked. "Ellers skal vi måske mødes en dag og snakke om det. Jeg kender også en dygtig fotograf, hvis du vil have taget nogle flotte billeder", skriver han efterfølgende.

TV 2 Fyn har fået tilsendt billeder af samtalen mellem pigen og Jesper Nielsen og har verificeret ægtheden. 

Vil fortsætte i byrådet

Efter at have modtaget beskederne, der blev sendt fra den 36-årige politikers snapchatprofil, kontaktede pigen en lærer på Nyborg Ungdomsskole, hvor Jesper Nielsen arbejder som kultur- og udviklingskonsulent.

14 dage efter, den 22. april, skrev Jesper Nielsen på sin facebookprofil, at han fratræder sin stilling på skolen. 

I sit facebookopslag skriver han, at han fortsætter i byrådet i Nyborg Kommune, selvom han fratræder sin stilling på Nyborg Ungdomsskole.

Han blev valgt ind i byrådet i 2005 og stillede i 2015 op som Socialdemokratiets borgmesterkandidat. Her tabte han til Vibeke Ejlertsen.

Derfor bringer vi navnet

Partiets nuværende gruppeformand, Sonja Marie Jensen, ønsker endnu ikke at udtale sig om sagen.

- Jeg kan ikke kommentere sagen, før jeg har fået det fulde overblik. Det får jeg forhåbentlig i løbet af dagen eller aftenen, siger hun til TV 2 Fyn.

I 2012 blev Jesper Nielsen efter TV 2 Fyns oplysninger opsagt fra sit job på Nyborg Friskole efter at have optrådt grænseoverskridende overfor en eller flere elever. 

Jesper Nielsen er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Oversigt

    Oversigt