Politiet frygter nye konfrontationer mellem bander i Odense

For at forebygge voldelige sammenstød mellem bander i Odense har politiet valgt at forlænge visitationszone.

Det er en utryg tid i Odense-bydelen Vollsmose, hvor en konflikt mellem to bander verserer. Og der er ikke umiddelbart udsigt til forsoning.

Derfor har Fyns Politi besluttet at forlænge en visitationszone og en såkaldt skærpet strafzone i området frem til den 30. juli klokken 15.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet 18. juni efter en skudepisode, hvor ingen personer blev ramt. Efter endnu et skyderi, som kostede en 31-årig mand livet, blev den skærpede strafzone indført den 25. juni.

Inden for visitationszonen har politiet mulighed for at undersøge personer og køretøjer for ulovlige våben og stoffer uden nogen begrundet mistanke.

Visitationszonen omfatter Vollsmose og Korsløkkeparken, mens den skærpede strafzone gælder i dele af Vollsmose.

Frygter yderligere konfrontationer

Den skærpede strafzone betyder, at straffen for visse former kriminalitet bliver fordoblet i forhold til "gældende praksis" i det øvrige samfund.

I to forskellige afgørelser begrunder politidirektør i Fyns Politi Arne Gram beslutningen om at udstrække de to zoner.

Om den skærpede strafzone lyder det, at der er et "ekstraordinært kriminalitetsbillede" i Vollsmose. Desuden skriver politidirektøren:

- Fyns Politi frygter, at det kan komme til yderligere voldelige konfrontationer mellem medlemmer af grupperingerne under anvendelse af våben.

Konflikten står mellem to bander fra netop Vollsmose og Korsløkkeparken.

Siden den 18. juni har politiet foretaget 270 visitationer inden for visitationszonen. I den forbindelse har politiet beslaglagt 14 knive, 12 peberspray, fire boldtræ, et baseballbat, to hjulnøgler og et jernrør.

Efter planen skulle zonerne være ophævet torsdag.

Oversigt

    Oversigt