Sygefraværet blandt de ansatte i ældreplejen i Odense Kommune går den forkerte vej. Efter at sygefraværet i en årrække har været faldende, er udviklingen nu vendt igen.
I 2019 var sygefraværet blandt de ansatte i ældreplejen 16,4 dage. Et stykke over kommunens egne måltal på området, som er på 12,2 dage.
Udviklingen ærgrer kommunens ældre- og handicaprådmand.
- Jeg er utrolig ked af den situation, vores ansatte er i. Det er en ond spiral, og den skal vi have brudt, siger Søren Windell (K), ældre- og handicaprådmand i Odense Kommune.
En organisation, hvor der er skåret helt ind til benet
Men tallene kommer ikke som den store overraskelse for Søren Windell.
- Det er en organisation, der er utrolig hårdt presset, og en organisation, hvor der er skåret helt ind til benet, siger han.
For at vende den negative udvikling og nedbringe sygefraværet vil Ældre- og handicapforvaltningen sammen med Beskæftigelses- og socialforvaltningen søge en pulje, som støtter kommunale tiltag, der skal nedbringe sygefraværet i ældreplejen.
I alt er der søgt om 1,36 millioner kroner til et projekt, der skal løbe fra 1. april til slutningen af 2021.
En belastning for både borgere og ansatte
- Det er da en daglig belastning for de ansatte, at de ikke ved, om deres kolleger er der, og det er det også for borgerne, der oplever, at der kommer flere vikarer. Der er ingen vindere i det her, lyder det fra Søren Windell.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Han peger på, at én af årsagerne til det øgede sygefravær er, at der er gået mange opgaver fra regionerne til kommunerne, uden der er fulgt midler med.
- Det er fint med en pulje, vi kan søge i nu og her, men på lang sigt skal der flere ressourcer til, siger Søren Windell.
Ny strategi for at bringe sygefravær ned
Hvis Odense Kommune får del i Finansministeriets pulje til få sygefraværet ned igen, skal der laves en analyse af typen af sygefravær.
Sideløbende med det skal der laves en strategi for at forebygge og afkorte sygefraværet.
Både ledere og medarbejdere vil blive indraget i den strategi, som blandt andet kommer til at indeholde måltal for at nedbringe sygefraværet.