Efter et års stridigheder: Låg på Arena Fyn-sagen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Efter lang tids forhandling er der nu lagt låg på Arena Fyn-sagen. Parterne er blevet enige om forlig og kikker fremad.
Odense Kommune og Odense Sport & Event Fyn har indgået forlig i den såkaldte Arena Fyn-sag.
Odense Kommune og Odense Sport & Event er stadig uenige om, hvordan brugsretsaftalen til Sparekassen Fyn Arena skal fortolkes.
Men én ting er parterne da enige om - der skal fokuseres på fremtiden og på at tiltrække events til arenaen nu. Derfor har man nu indgået et forlig, der sætter punktum for sagen, oplyser Odense Kommune og Odense Sport & Event i en fælles pressemeddelelse tirsdag morgen.
Parterne har forhandlet om sagen i cirka et år.
Ulovlig brug af kommunale kroner: Tilsyn kræver forklaring om Arena Fyn-sag
Statsforvaltningen går ind i sagen om Odense Kommunes engagement i Arena Fyn. Kommunen skal forklare sig i i alt tre sager.
Odense Kommune har tilsyneladende ydet en ulovlig eller delvist ulovlig støtte på 8,5 millioner kommunale kroner til driften af Arena Fyn, der er ejet af Odense Sport & Event (OSE).
Nu går Statsforvaltningen ind i sagen om den ulovlige støtte. Det fremgår af et brev fra Statsforvaltningen til Odense Kommune, som Ritzau har fået aktindsigt i.
- Statsforvaltningen har vedrørende sagen om Arena Fyn noteret sig fremstillingen i medierne om, at tidligere borgmester Anker Boye skulle have haft kendskab til, at en forlængelse af den omhandlede brugsaftale ville være ulovlig, men at der på trods heraf efterfølgende skete en forlængelse af aftalen, står der i brevet.
Tilsyn rejser mistanke om ulovlig støtte
Statsforvaltningen, der fører tilsyn med kommunerne, har bedt Odense Kommune om at forklare sig i i alt tre sager. Alle tre sager har været intensivt behandlet både på TV 2/FYN, DR Fyn og i Fyens Stiftstidende.
Blandt andet har Odense Kommunes involvering i dobbeltkoncerten med Sting og Pauls Simon tilbage i 2015 fået tilsynet til at rette et kritisk blik på kommunen.
Derudover skal kommunen give yderligere oplysninger om sit sponsorat af robotmessen Robobusiness Europe, og for det tredje interesserer Statsforvaltningen sig for en aftale om brugsretten til Arena Fyn, som kommunen har indgået med et privat firma.
- Ovennævnte tre forhold rejser efter Statsforvaltningens opfattelse alle spørgsmål, dels om hvorvidt der kan være tale om ulovlig støtte, dels hvorvidt kommunens engagementer i de forskellige aktiviteter med videre er udtryk for en økonomisk forsvarlig forvaltning af kommunale midler, skriver Statsforvaltningen.
I en mail, TV 2/FYN er i besiddelse af, skriver juridisk chef i Odense Kommune, Karine Elbrønd, at kommunen vil gennemgå "samtlige kontrakter og sponsorater mv. på vækst- og eventområdet gennemgås med henblik på en vurdering af bl.a. overholdelse af gældende lovgivning, herunder de uskrevne kommunalfuldmagtsregler".
Resultatet af den interne gennemgang vil blive præsenteret for Økonomiudvalget i Odense Kommune den 28. februar. Herefter orienteres tilsynet om resultatet.
Arena Fyn-sagen handler om den kontraktforlængelse, der i 2012 blev indgået mellem Odense Kommune og Odense Sport & Event om Arena Fyn.
Tillægsaftalen omfattede et årligt tilskud på 1,7 millioner kroner i årene 2013 til 2017 for kommunens brugsret af Arena Fyn og et sponsorat af fodboldklubben OB på 800.000 kroner om året.
Forliget præciserer indholdet af brugsretsaftalen fra 2005 med en operatøraftale og en standardaftale, der skaber klarhed over hvilke ydelser, der ligger inden for brugsretsaftalen, og hvad der skal tilkøbes ved siden af og til hvilken pris.
Med forliget er Odense Kommune og Odense Sport & Event endvidere nået til enighed om, at Odense Sport & Event opgiver kravet om, at Odense Kommune skal betale 1,7 mio. kr. for 2017 samt et tilsvarende årligt beløb frem til brugsretsaftalens ophør i 2027.
Odense Kommune kræver omvendt ikke 1,7 mio. kr. tilbage, der årligt er betalt i perioden 2013-2016.
Ridse i omdømmet
Arena-Fyn sagen kostede for godt et år siden den tidligere stadsdirektør Jørgen Clausen en alvorlig ridse i omdømmet, da Odense Kommune offentliggjorde en rapport om hele forløbet bestilt hos advokatfirmaet Kromann Reumert.
Rapporten konkluderede, at Jørgen Clausen så bort fra advarsler fra kommunens daværende juridiske chef, da han skrev under på en forlængelse af aftalen. Dermed bragte han kommunens midler i fare, konkluderede rapporten.
Rapport klar om OSE-sagen: Nu kommer der svar
Advokatrapport om den mulige ulovlige aftale mellem Odense Kommune og Odense Sport & Event bliver offentliggjort onsdag. Politikerne forventer, at man nu kommer til bunds i sagen.
Hvem vidste hvad? Og hvornår vidste hvem hvad? Hvad fik daværende stadsdirektør Jørgen Clausen til at skrive under på en aftale med Odense Sport & Event i oktober 2013, selv om kommunens juridiske afdeling tidligere på året havde fastslået, at aftalen ville være ulovlig?
Der er mange spørgsmål, som der formentlig kommer svar på, når advokatrapporten fra Kromann Reumert bliver offentliggjort onsdag. Sagen har vakt stor opmærksomhed i medierne og blandt byens borgere.
- Jeg er også træt at høre om de sager. Jeg er tilfreds med, at stadsdirektøren har bestilt den rapport, så vi kan komme til bunds. Det er nødvendigt, for det her handler om, hvordan vi kan skabe arbejdspladser og flere indtægter til odenseanerne og flere indtægter til kommunekassen, så vi kan styrke velfærdsområdet. Det er det arbejde, jeg er optaget af. Derfor skal vi til bunds i de her sager, og det er første skridt i at komme videre, siger borgmester Peter Rahbæk Juel, (S), til TV 2/FYN.
Millioner i ulovligt tilskud
Odense Kommune bad det eksterne advokatfirma Kromann Reumert om at undersøge sagen om aftalen mellem Odense Kommune og Odense Sport & Event.
I 2013 forlængede kommunen nemlig en tidligere aftale, som var blevet indgået i forbindelse med opførelsen af Arena Fyn. Den nye aftale løb fra 2013 -2017, selv om kommunen ikke var forpligtiget til at forlænge den.
Forlængelsen af aftalen har betydet, at Odense Sport & Event kan have fået 8,5 millioner kroner i ulovligt tilskud.
- Det er da klart, at det ikke er rart at se på, at kommunen på den måde bliver hængt ud. Jeg glæder mig til, at vi får samlet det hele og får indsigt i, hvad det egentlig er, der er foregået, siger rådmand Jane Jegind, (V), og fortsætter:
- Hvad er rigtigt - og hvad er ikke rigtigt. Jeg tror, at vi allesammen for byens skyld trænger til, at nu får vi lagt det hele frem, så vi kan få en ordentlig diskussion af det, så vi kan træffe de rigtige beslutninger om, hvordan kommer vi bedst muligt videre for Odenses borgere og for Odenses fremtids skyld.
TV 2/FYN sender direkte fra Rådhuset i Odense onsdag klokken 14.
Tidsforløb:
I 2006 indgår Odense Kommune, Fyns Amt og Odense Sport & Event en aftale i forbindelse med etablering af Arena Fyn.
Odense Kommune betaler sammen med Fyns Amt godt 40 millioner kroner til byggeriet og 1,7 millioner kroner årligt i fem år.
Kommunen får ret til at benytte arenaen op til 40 procent af tiden til arrangementer, der blandt andet kan være med til at profilere Odense.
Det skal samtidig sikre "balance" i indtægter og udgifter for Odense Sport & Event, som der står i kontrakten.
Det vil sige, at Odense Sport & Event får omsætning i huset.
I december 2012 henvender Odense Sport & Event ved Niels Thorborg og Thomas Christensen sig til Odense Kommune. Man er utilfreds med, at kommunen ikke laver arrangementer nok, og at økonomien ikke hænger sammen.
Man ønsker en forlængelse af lejeaftalen på 1,7 millioner kroner om året de næste fem år.
Der står også i den oprindelige kontrakt, der forlænges, at Odense Kommune skal sørge for balance i økonomien i Arena Fyn i 20 år. Altså ud over de første fem år, som den oprindelige kontrakt løber.
9. januar 2013:
I et notat udarbejdet af kommunens juridiske afdeling orienteres Økonomiudvalget om, at det vil være ulovligt at indgå en forlængelse af aftalen med OSE.
14. februar 2013:
Anker Boye skriver til Niels Thorborg, ejer af OSE, og daværende direktør i OSE, Thomas Christensen, at det ikke er "muligt for Odense Kommune at forlænge perioden for betaling af leje for en ny 5-årig periode".
10. oktober 2013:
Jørgen Clausen underskriver aftale med Odense Sport & Event. I aftalen forpligter Odense Kommune sig til i årene 2013 til 2017 at yde OSE en støtte på 1,7 millioner kroner. I alt 8,5 millioner kroner. Støtten er en lejeaftale af Arena Fyn.
6. februar 2017:
Efter stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen har igangsat en undersøgelse af kommunens sponsor- og eventaftaler meddeler kommunens eget advokatfirma, Horten, at Odense Kommune tilsyneladende har ydet en ulovlig eller delvist ulovlig støtte på 8,5 millioner kroner til driften af Arena Fyn, der er ejet af Odense Sport & Event fra 2013 til 2017.
10. februar 2017:
Statsforvaltningen går ind i sagen om Odense Kommunes engagement i Arena Fyn.
28. februar 2017:
Nuværende stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, benægter at have haft kendskab til ulovlig aftale med Odense Sport & Event. Et notat, som TV 2/FYN er i besiddelse af, viser, at han deltog i mødet i 2013, hvor samarbejdet med og en kommende økonomisk støtte til Odense Sport & Event blev diskuteret.
7. marts 2017:
For første gang udtaler Odense Sport & Event sig på TV 2/FYN og i en kronik i Fyens Stiftstidende.
Odense Sport & Event har fået tre advokatfirmaer til at kulegrave den aftale, som Odense Kommune kalder "sandsynligvis ulovlig". Den er ikke ulovlig, lyder det fra Odense Sport & Events direktør, Ole Bang Nielsen.
Desuden vurderede Horten, at aftalen formentlig var ulovlig, da Odense Kommune ikke var forpligtet til at betale Odense Sport & Event, og at der derfor er tale om støtte, der kan være helt eller delvis ulovlig.
TV 2 /Fyn dokumenterede i 2017, at den daværende stadsdirektør var under hårdt pres af både byens politikere og Odense Sports & Event for at få gennemført aftalen, der slutteligt indebar et årligt kommunalt tilskud for brug af Arena Fyn på 1,7 millioner kroner i årene 2013 til 2017 og et sponsorat af fodboldklubben OB på 800.000 kroner om året.
Forlængelsen af Arena Fyn-aftalen bygger oven på den aftale, der blev indgået, da Odense Kommune, Fyns Amt og Odense Sport & Event i 2006 besluttede sig for at opføre Arena Fyn for 40 millioner kroner.
Ifølge den oprindelige aftale fra 2006 skulle Odense Kommune betale 1,7 millioner kroner årligt i fem år.
Ret eller pligt
Som tak for den økonomiske støtte fik kommunen ”ret” til at benytte arenaen op til 32 procent af tiden til arrangementer, der blandt andet kunne være med til at profilere Odense.
Ifølge aftalen skulle Odense Kommune også sikre "balance" i indtægter og udgifter for Odense Sport & Event - blandt andet ved at lægge arrangementer i arenaen.
Det, der egentlig menes, er "pligt" til at benytte arenaen, så økonomien kan komme i balance.
Men det gjorde kommunen slet ikke i det omfang, der var aftalt, erkendte kommunen i 2012.
Odense Sport & Event fik sidste år tre advokatfirmaer til at gennemgå tillægsaftalen, og ifølge advokaterne er aftalen ikke spor ulovlig, som Odense Kommune mener.
- Det er en grundlæggende betingelse i aftalen, at kommunen skal anvende sin brugsret i et omfang og på en måde, der skaber balance i økonomien i den periode, kommunen har brugsret til Arena Fyn. Det er ikke sket i de foreløbig ni år, aftalen har løbet, og i stedet har kommunen valgt at betale sig fra kontraktbruddet. Det er ikke støtte eller ulovligt – det er at leve op til en godkendt aftale, sagde Odense Sport & Events direktør Ole Bang Nielsen som svar på tiltale.
Odense Kommune forelægger nu forliget for det kommunale tilsyn med henblik på deres godkendelse, og skulle tilsynet mod forventning have indsigelser, har parterne taget højde for det i forliget.