Efterskoler, natklubber og fitnesscentrer udgør en høj risiko for smittespredning i følge Statens Seruminstitut. Det fremgår af et lækket notat til partilederne.

Efterskolerne er dog ikke blevet hørt i, hvad de kan gøre for at mindske smittespredningen, og ifølge efterskoleeleven Freja Winckler, er eleverne klar, uanset hvilke forholdsregler, der skal tages.

- De kan jo teste os alle sammen, og så kan resten blive hjemme. Vi kan blive der resten af skoleåret. Så kan man tage et valg, om man vil være hjemme eller på skolen. Folk ses alligevel derhjemme, så det kunne blive mere kontrolleret, forklarer hun.

Og hun er langt fra den eneste, der har det sådan.

- Hvis du spørger en hvilken som helst efterskoleelev, er jeg helt sikker på at de vil sige, at hvis bare de får 30, 40 eller 50 procent af det de fik, før marts, så vil de give alt, for at komme tilbage, siger efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen.

Unge samles alligevel

Nu, næsten otte uger efter de blev sendt hjem, har eleverne stadig ikke fået nogen besked om, hvad de kan forvente.

- Jeg har kun det her ene år. Det har været min drøm rigtigt længe, som så gik i opfyldelse, og jeg er rigtigt glad for efterskolen, det betyder rigtig meget for mig, siger hun.

Hun forstår godt, at efterskolerne udgør en høj risiko for smittespredning, og selv har hun da også været påpasselig, da hendes mor har været i risikogruppen efter en operation. Men det er ikke alle, der er lige så påpasselige.

- Det er ikke længe siden, at jeg på snapchat kunne se, at der begyndte at blive holdt fester. Det har været undertrykt et stykke tid, men det er det ikke så meget længere, siger hun og fortsætter:

- Jeg ved jo godt, at det er alvorligt, men nogle unge mennesker er jo bare lidt mere ligeglade. De vil ikke holde afstand mere, forklarer hun og understreger, at der ikke kun er tale om hendes venner fra efterskolen.

Lig i lasten

Selvom håbet har været spinkelt, siden eleverne blev sendt hjem, er det nu begyndt at forsvinde helt.

- Vi er ikke mange, der tror på, at vi får lov at komme tilbage. Vi er mange, der er meget kede af det. Vi får jo ikke tiden tilbage igen. Det er tabt, siger Freja Winckler og uddyber:

- Det er jo ikke, fordi vi er nemmere at smitte, det er jo bare fordi vi er tættere sammen. Det kunne jo være en løsning, at vi bare skulle tilbage på skolen, og bare være der, så vi fik tiden brugt sammen.

Og det kan ende med at få stor betydning for deres videre uddannelsesforløb, at de ikke har kunnet færdiggøre deres efterskoleforløb ordentligt, forklarer formanden for efterskolerne, Torben Vind Rasmussen.

- Jeg tror, det får store konsekvenser. Hvis ikke de kommer tilbage, får de nogle lig med sig i lasten, når de starter på ungdomsuddannelser, siger efterskolernes formand.

Men indtil videre håber han og Freja Winckel bare på en klar udmelding:

- Det er vildt frustrerende, i hvert fald for mig. Vi er mange, der har det sådan, at de bare gerne vil vide noget. Vi vil bare gerne have informationer om, hvad det er, der sker. Vi ved jo ingenting nogen af os, afslutter Freja Winckel.

På sin terrasse sidder Henry Fabricius og holder sin kone gennem 34 år i hånden. Noget som før var normalt, men ikke i det seneste år.

Henry Fabricius' kone Kirsten lider af svær Alzheimers, og sidste år var det så slemt, at hun måtte flytte på plejehjem. Parret så dog stadig hinanden dagligt, da Henry var ved hende alle dage, indtil hun skulle sove.

Så kom coronavirussen og plejehjemmet lukkede for besøgende.

-  I løbet af ti dage mistede hun interessen for at snakke med mig. Det med at stå på den ene side af en gold rude, og hun står på den anden - det fungerer altså ikke, fortæller Henry Fabricius

Udsigten til ikke at skulle se sin kone i lang tid var for meget for den ham, så han kontaktede plejehjemmet.

- Jeg ville have Kirsten hjem! Så jeg ringede en mandag morgen og sagde, at jeg kom og hentede hende klokken ti. Jeg kom ind gennem havedøren, og jeg pakkede hendes ting. Så kørte vi hjem, og vi har klaret os herhjemme. Og det går fint, fortæller Henry Fabricius.

Kirsten forsvinder 

Henry Fabricius tog den svære beslutning om at sende Kirsten på plejehjem for et år siden, da sygdommen havde fået et så voldsomt tag i Kirsten, at det begyndte at tage hårdere på Henry selv.

- Kirsten var temmelig urolig, og hun stod op om natten, og det gik ud over hendes nattesøvn. Jeg var selv slidt op til sidst, forklarer Henry Fabricius. 

Ude på plejehjemmet skulle det vise sig, at prisen for maden var høj, men det løste Henry ved at komme hver dag og lave mad til sin kone. Noget som passede ægtemanden godt.

- Jeg var stort set ved Kirsten ti timer om dagen, hver dag ude på plejehjemmet.

Efter at plejehjemmet lukkede helt for besøgende, var det for hårdt for Henry Fabricius ikke længere at kunne være ved sin kones side hver dag.

Fordi hver dag tæller nu.

- Det er, fordi at hun forsvinder for mig. Det er det værste, fortæller en tydeligt bevæget Henry Fabricius.

Parret bliver sammen trods genåbning

Selvom Kirstens sygdom fylder meget, er det vigtigste stadig, at parret nu igen har en hverdag sammen. Og ifølge Henry Fabricius nyder de hvert øjeblik.

- Når nu vækkeuret ringer klokken kvart over syv om morgenen, så ligger vi og kigger på hinanden. Skal vi stå op? Nej, siger Kirsten, skal vi ikke ligge og holde lidt i hånden og hygge? Så ligger vi en halv time mere og holder i hånd.

Når parret er sammen som nu, så bliver der holdt meget i hånd. For Henry Fabricius handler det om at få det bedste ud af tiden nu, selvom det kan være hårdt.

- Den tid der går godt, den kommer jo aldrig skidt igen.

Når nu plejehjemmene nu begynder at åbne op igen for besøgende, kommer det ikke til at betyde det store for parret. 

- Hvis jeg ikke kan komme der, ligesom jeg kunne, inden der blev lukket ned, så er Kirsten og jeg sammen. Og det bliver vi ved med.