I retsal 10 i Odense Byret sidder en ung kvinde torsdag bøjet over bordet med en knyttet næve under hagen. Hendes blik er rettet mod papiret foran hende, idet skriften derpå læses op af anklageren fra den anden side af salen.
Tiltalt for vanrøgt efter straffelovens paragraf 213 og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter i form af mishandling efter straffelovens paragraf 245, styk 1.
En 24-årig kvinde med fynske rødder står overfor en tiltale på fem forhold, der alle anklager hende for vanrøgt af sin egen søn. Hun har ifølge anklageskriftet op til flere gange opdigtet symptomer hos sin søn, modtaget og givet unødvendig medicin til ham og yderligere selv påført ham skade. Alt sammen i søgen efter tryghed.
Under afhøringen af den tiltalte kvinde i retten kom det frem, at opfundne symptomer allerede prægede kvindens liv tidligt.
Jeg sagde nok, at han havde flere kramper, end han havde i virkeligheden
Anklager Maria Blomsterberg spørger tiltalte, om hun tidligere selv har foregivet at have hovedpine i relation til ting, hun ikke havde lyst til.
- Jeg havde hovedpine konstant, svarer tiltalte.
Til politiet har hun tidligere forklaret, at hun allerede i en alder af 13-14 år havde psykiske problemer som følge af pres fra skolen. Her brugte hun hovedpine og påtaget sygdom for at flygte fra presset, slår anklageren fast.
- Ja, det skal nok passe, at det er sådan, det forholder sig, svarer hun.
Opfundne krampeanfald
Og netop symptomer, der strider mod virkeligheden, var det, der startede vanrøgten af hendes dengang etårige søn i juni 2018.
På månedens første dag ringede moren efter en ambulance.
- Han havde feber, og så begyndte han at have rystelser, forklarer hun i retten.
Da ambulancen kom, var barnet imidlertid helt frisk og havde ikke feber. Moderen fastholder, at sønnen - i hendes optik - havde et anfald. Siden den dag tog kontakten til sundhedsvæsnet fart.
Kvinden er tiltalt for over 15 gange at fortælle lægefagligt personale, at sønnen har haft krampeanfald. Ved Retten i Odense erkender kvinden torsdag at have løjet om krampeanfaldene.
Kun det første krampeanfald var reelt, og derefter begyndte den unge kvinde at opdigte anfaldene. Kvinden forklarer, at hele idéen med at opdigte anfaldene kom sig af det første, reelle anfald.
- Jeg sagde nok, at han havde flere kramper, end han havde i virkeligheden, siger hun.
De første hændelser kommer i kølvandet af det, moren selv omtaler som en svær periode.
- Jeg havde det svært i juni, siger hun og rømmer sig. Der skete nogle ting i juni. I slutningen af maj, forsætter hun.
Men da anklager beder hende om at uddybe situationen, bliver hun fåmælt. Hun kløer sig i nakken, kigger ned i bordet og skyller sit "nej" ned med en tår vand.
Fejlmedicinering
Moren nikker ja, da anklageren spørger, om hun nogensinde har tænkt på at fortælle sundhedspersonalet, at hun har opdigtet symptomerne.
- Ja, et par gange. Men jeg turde ikke, siger hun og bekræfter anklageren i, at historierne blev flere og værre.
Hun fik både udskrevet og givet medicin til sin søn med det formål at behandle de påfundne og ikkeeksisterende krampeanfald. Det medførte ifølge anklageskriftet blandt andet øget træthed, søvn og påvirket appetit.
Han havde blod i urinen. Det var ikke rent blod. Det lignede mere tynd, rød saftevand
Moren fortæller, at hun ikke gav drengen hele den angivne mængde medicin, og at hun primært gav ham det, når barnets far var i nærheden. Hun gjorde det for at opretholde sygdomsbilledet over for ham, fortæller hun.
Af samme grund bad hun også barnets dagplejemor om at give drengen medicin.
- Jeg tror ikke, jeg tænkte over det, svarer tiltalte til spørgsmålet om, hvad hun tænkte om betydningen af at give unødvendig medicin.
Flere løbende undersøgelse af drengen viste, at han ikke fejlede noget.
- Nogle gange tænkte jeg over at fortælle det, men jeg havde ikke modet til det, siger hun.
Mentalundersøgelse
I slutningen af 2019 blev der foretaget en mental undersøgelse af den tiltalte kvinde. Her blev hun ikke fundet sindssyg, og derfor er hun egnet til almindelig straf.
Undersøgelsen viser dog, at hun lider af yderst skrøbelige personlighedsforstyrrelser, og derfor er hun omfattet af paragraf 69.
Paragraf 69
Derudover opfylder hun kriterierne for syndromet Münchhausen by proxy. Det er en lidelse, hvor en omsorgsperson påfører et barn symptomer eller skader.
Urinflaske i håndtasken
Moren er også tiltalt for at have opfundet urinvejsinfektioner hos sin søn, og at hun ifølge anklageskriftet skulle have løjet om blod i drengens urin.
Tiltalte har røde øjne og har hidtil svaret i korte sætninger. Men da forholdet om urininfektion nævnes, svarer hun bestemt.
- Han havde blod i urinen. Det var ikke rent blod. Det lignede mere tynd, rød saftevand, slår hun fast.
Hun tilføjer dog, at det muligvis kan være, at hun har overdrevet mængden af blod i urinen.
Anklageren rejser sig herefter fra sin plads og stiller sig foran tiltalte. Hun fremviser et billede af en vandflaske med væske i. Hertil bekræfter tiltalte, at flasken indeholder sønnens urin.
- Vi skulle tage en urinprøve, men jeg ved ikke, hvorfor jeg gemte det.
Hun forklarer senere hen, at vandflasken var fast inventar i hendes håndtaske, og at hun over flere omgange har inficeret nye urinprøver ved at blande det gamle urin i.
Inficeret blodbaner
Et par uger inden hendes anholdelse i juni 2019 fortalte hun sundhedspersonalet, at krampeanfaldene stoppede, og det samme gjorde medicineringen.
Men det gjorde vanrøgten ikke. Hun er tiltalt for to gange at have indført gammelt urin direkte i blodbanerne på sin søn.
Jeg vidste godt, at det, jeg gjorde, var meget forkert og ikke godt for ham, men jeg kunne ikke selv stoppe
Efter en kort pause i retsmødet vil anklager spørge yderligere ind til netop den del af anklageskriftet, men det har forsvarer indvendinger mod. I pausen har den 24-årige mor besluttet, at hun ikke har lyst til at snakke om netop den dag.
Dagen, hvor hendes handlinger ifølge anklageskriftet medførte blodforgiftning og septisk chok hos sin søn, der blev indlagt på intensiv.
Efter lidt bøvl med teknikken vælger anklager derfor i stedet at afspille en lydbid fra politiafhøringen.
Betjent: Så kulminerer det i, at du sprøjter det ind i droppet?
Tiltalte: Ja.
Betjent: Har du viden om, hvilke konsekvenser dine handlinger ville eller kunne få?
Tiltalte: Ikke umiddelbart. Min tanke bagefter var blodforgiftning.
Betjent: Du gjorde det for at bibeholde ham i forløbet?
Tiltalte: Mmm.
Selvom moren ikke selv ønsker at udtale sig om dagen, fortæller forsvaren, at hun erkender at have gjort det. Men ikke to gange som det fremgår af anklageskriftet.
Lettelse
Da Middelfart Kommune den 3. juni 2019 indberetter mistanke om vanrøgt på baggrund af en underretning fra Aarhus Universitetshospital, anholdes kvinden.
Og til spørgsmålet om hendes tanker om anholdelsen bliver hun mere snaksagelig end hidtil.
- Det var faktisk en lettelse, for jeg vidste godt, at det, jeg gjorde, var meget forkert og ikke godt for ham, men jeg kunne ikke selv stoppe. Så det var en lettelse, at andre greb ind og ligesom stoppede det.
Til det store spørgsmål om, hvorfor vanrøgten i det hele taget har fundet sted, svarer hun velovervejet.
- Fordi det (red. sygehuset) var det eneste sted, jeg følte mig tryg.
Hun tilføjer, at det delvist var for at komme væk fra uddannelsespresset. Delvist fordi sønnens sygdomsforløb gav en øget tryghed fra familien. Men mest af alt trygheden i at være på sygehuset - væk fra sin hverdag.
- Det var utrygt af være ude på den anden side (red. af sygehuset fire vægge). Der er nogle trusler ude på den anden side, slutter hun uden at ville uddybe.