Beredskab Fyn om undersøgelse af beskyttelsesrum: - Der er højst sandsynligt ikke nok

I sidste uge opfordrede Beredskabsstyrelsen kommunerne til at danne sig et overblik over deres beskyttelses- og sikringsrum. Hos Beredskab Fyn forventer man ikke at få et fyldestgørende billede af situationen, men allerede nu regner beredskabchefen med, at der ikke er nok beskyttelsesrum.

De er godt gemt væk og glemt i det fynske landskab, men med krigen i Ukraine er fortidens beskyttelsesrum pludselig blevet noget, vi taler om igen. 

I sidste uge opfordrede Beredskabsstyrelsen de fynske kommuner til at danne sig et overblik over deres beskyttelsesrum til internt brug. Det sker, fordi styrelsen ønsker at kortlægge beskyttelses- og sikringsrum over hele landet.

Ifølge Søren Ipsen, der er beredskabsdirektør i Beredskab Fyn, der er den lokale myndighed for opgørelsen, så bliver den igangværende kortlægning sandsynligvis ikke fyldestgørende. Det er nemlig ikke alle sikringsrum, der er blevet registreret gennem tiden. 

Søren Ipsen forventer dog allerede nu, at der ikke kommer til at være nok beskyttelsesrum.

- Der er højst sandsynligt ikke nok beskyttelsesrum til hele befolkningen, fortæller han. 

En anden tid

Søren Ipsen forklarer, at de potentielt manglende beskyttelsesrum skyldes den tid, de kommer fra. Ifølge direktøren blev de første beskyttelsesrum i form af betondækningsgrave bygget i 1940'erne og 50'erne. Sidenhen kom sikringsrum og andre offentlige beskyttelsesrum til.

- Der har man haft nogle modeller for, hvor mange (beskyttelsesrum, red.), der skulle etableres, siger han og fortsætter.

- Sidenhen, med de seneste årtier, er der også forsvundet nogle beskyttelsesrum. De er blevet fjernet, fordi de stod i vejen for udbygningen af trafikanlæg og lignende.  

Men er det problematisk, at der ikke er nok i dag? 

- Det må de nationale myndigheder vurdere, siger Søren Ipsen og fortsætter.

- Det er et område, der er i givet fald skulle have nogle midler, hvis man skal ud og etablere ydeligere beskyttelsesrum. Og det er noget man må tage på nationalt plan.

Hvad er et beskyttelsesrum?

Fokus på omhu

Netop midler er noget som forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V) gerne vil se på, hvis det viser sig, at der ikke er nok beskyttelsesrum og andre sikkerhedsfaciliteter. 

- Så er det jo oplagt, at vi tager det med i forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig og får kigget på, om der er brug for at bruge flere penge på at sikre, at borgerne kan komme i sikkerhed, fortæller Lars Christian Lilleholt.  

Han synes desuden, at alle kommuner bør danne sig et overblik over deres beskyttelsesrum, selvom der indtil videre kun er tale om en opfordring fra Beredskabsstyrelsen.  

Der er ingen militærtrussel mod Danmark. Så hvad skal vi bruge det til?

- Rettidig omhu er en fornuftig ting. For tre måneder siden var der ingen, der forestillede sig, at Rusland ville gå ind i Ukraine, siger Lars Christian Lilleholt. 

Bevar roen

Både Lars Christian Lilleholt og Søren Ipsen understreger dog, at der lige nu er fredstid i Danmark. 

Derfor opfordrer Søren Ipsen også fynboerne til at bevare roen i forhold til, om der er nok beskyttelsesrum, og om de, der er, kan gøres klar i tide. 

- Vi gør ikke nogen rum klar, før vi får at vide af de nationale myndigheder, at vi skal. I den forbindelse vil de sætte tid på, hvor hurtigt de skal være klar, siger Søren Ipsen. 

Indtil videre har Beredskab Fyn fået oplysninger om beskyttelsesrum fra Odense, Nyborg, Svendborg og Assens Kommune.

Beredskab Fyn forventer at få og kvalitetssikre oplysninger fra alle de fynske kommuner, som de dækker, inden d. 1. maj hvor kortlægningen skal afleveres til Beredskabsstyrelsen. 

Oversigt

    Oversigt